Jeg fylder snart 30. Betyder det, at jeg mister mine venner?

Min veninde Marie er det, man vil kalde en fri sjæl. Det er noget af det, jeg bedst kan lide ved hende. Hun er ikke sådan lige at sætte på formel, at komme i en kasse.

Bare hendes hår tydeliggør det: Neongrønt i den ene side, dybsort i den anden. Vi er meget forskellige, Marie og jeg. Noget af det vigtigste i mit liv er at have en fast base, og jeg skatter den lille andelslejlighed, jeg for et år siden endelig fik råd til at købe, meget højt.

Maries ting er spredt ud over det hele. De står på loftsrum og i kældre, hos hendes forældre og veninder. Jeg ville få kriller af det, men Marie er øjensynligt ligeglad med det.

Pludselig stod hun foran mig for otte år siden, dengang var håret bare mørkt, men alligevel blev jeg betaget af hende, og hun blev betaget af mig.

Efter at være rendt ind i hinanden tilfældigt nogle gange, spurgte én af os den anden, om vi skulle drikke en øl (jeg husker ikke hvem, og det er vel også lige meget). Derefter tog det fart.

Marie var nogle år ældre end mig, men det betød ikke så meget. Vi sad på værtshuse og drak øl, vi lavede mad til hinanden, vi gik til fester sammen, vi mødtes dovne søndage og drak kaffe.

Vigtigst af alt talte vi sammen. Vi talte og talte og talte, det var ustoppeligt, og lidt efter lidt blev vi hinandens rigtig gode venner.

På flere punkter er det at få en rigtig god ven lidt ligesom at få en kæreste, tror jeg: Man spejler sig i hinanden, man går gennem livet sammen, og man lover at passe på hinanden. Vi er blevet hinandens livsvidner, Marie og jeg, og det ville jeg aldrig være foruden.

Det er et halvt år siden, jeg sidst har set hende. Forud for det gik også et års tid, hvor vi ikke sås.

Det begyndte med USA, hun tog afsted og blev derovre i et helt år. Derefter var det Island, der trak i hende, og hun sendte lange mails hjem med malende beskrivelser af landskabets bølgende dale og høje bjerge, af fårenes uld og den knasende sprøde luft.

Hun føltes meget langt væk i de mails, som om hun befandt sig i et Narnia, og jeg i virkeligheden, og jeg tog mig selv i at tørre en tåre væk fra øjenkrogen, mens jeg læste.

Nogle gange er jeg bange for at miste Marie, ­ligesom jeg er bange for at miste mine andre veninder.

De fleste af dem har, modsat den rejselystne Marie, kærester og børn eller skal sikkert snart have dem, deres liv centrerer sig om en tosomhed eller tresomhed, hvor mit liv det meste af tiden drejer sig om mig selv og det, jeg har bygget alene.

Jeg kan frygte, hvor vi er på vej hen i vores venskaber: Er der plads til mig i de familier, der er i gang med at blive bygget rundt omkring mig, og i Maries hæsblæsende rejseliv for den sags skyld? Eller vil jeg blive hende, man møder tilfældigt i metroen, og som pludselig får én til at huske det ungdomsliv, der engang var?

Et hollandsk studie fra 2009 viser, at man i gennemsnit mister halvdelen af sine venner hvert syvende år, og jeg kan ikke lade være med at gå mine venner igennem for mit indre blik – er det dét, der er ved at ske nu?

Er jeg i en periode af mit liv, hvor jeg skal til at udskifte halvdelen af mine venner med nye eller måske endda er i gang med at indsnævre min kreds af venner?

Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard ved en hel masse om venskaber mellem voksne, og jeg ringer derfor til hende for at få ro på mit urolige venskabshjerte.

Hun forstår godt min tanke. For det er rigtigt, at det jeg netop nu som snart 30-årig oplever, er, at mine venskaber kommer på prøve:

– I den tid, du oplever nu, kan det især blive en udfordring at holde sammen: nogle får børn, andre kan ikke få børn. Nogle har mange skiftende kærester, andre finder en fast. Nogen har måske svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, hvorimod andre har en karriere. Her skilles fårene fra bukkene: Kan man regne med hinanden og tale om et ægte venskab?

Og faktisk er det ikke kun i 30’erne, venskaber kan blive udfordret. Generelt, når vi oplever store livsomvæltninger, vil vi opleve at miste venner og måske få nye:

– Ofte når man kommer igennem kriseperioder, vil der ske en kraftig sortering i ens vennegruppe. Her finder man ud af, hvem der er der for én, når man har det rigtig svært. At være rigtig nære venner er at være der for hinanden, uanset hvad.

Camilla Carlsen Bechsgaards ord resonerer i mig. Da jeg blev skilt for tre år siden, oplevede jeg en stor udskiftning i min vennegruppe og ikke i positiv forstand.

Mange faldt fra, og kun få nye kom til. Jeg tror også, det er den del af forklaringen på, hvorfor jeg er så bange for at miste de venner, jeg har tilbage.

Det føles som om, kredsen af mennesker, jeg følges med, bliver indsnævret, og den oplevelse er jeg ikke alene om. Camilla Carlsen Bechsgaard kender udmærket undersøgelsen, der viser, at man skifter venner hvert syvende år, og hun oplever i sin praksis især én udfordring.

– Jeg møder mange i min praksis, der oplever at få færre venner gennem voksenlivet. Man starter som ung med at have en stor omgangskreds, og så bliver gruppen mindre og mindre, siger hun.

Bliver min egen gruppe mindre?

Det kan i hvert fald føles sådan, når mine venner (og vel også mig) har mindre og mindre tid til at ses, fordi der er travlt med karriere, familieliv eller måske (gisp!) andre venner, eller de som i tilfældet med min veninde Marie er rejst udenlands for at forfølge deres drømme.

Samtidig kan det ifølge Camilla Carlsen Bechsgaard faktisk være en fordel, at jeg forsøger at holde fast i mine venner, selv om vi er endt meget forskellige steder og i nogle tilfælde med ret forskellige livssyn:

– Man kan sagtens have venner, der ser verden på en hel anden måde, end man selv gør, og det kan faktisk være ekstremt givende og spændende. Det er ikke en ulempe, tværtimod. Det kan være meget givende for en som menneske at blive konfronteret med andre tilgange til livet. Men det kræver, at man har en åbenhed overfor ikke bare det, ens venner siger, men også det de gør, fortæller hun.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Marie. Hun er netop rejst til Mexico og begejstringen i hendes stemme smittede af på mig.

Livet kan være anderledes, tænkte jeg, da hun sendte de første billeder hjem, så meget er muligt, hvis man bare tør. Måske det også er derfor, jeg er så bange for at miste lige præcis hende. Hun bidrager med noget i mit liv, som ingen andre bidrager med, og det er ifølge Camilla faktisk en god måde at gå til sine venskaber på:

– Éns venner kan give én noget forskelligt. Man taler med den ene om yoga, og den anden taler man om arbejde med. Det gælder om at have et udvalg af mennesker, der alle bidrager med noget forskelligt til ens liv. Det behøver ikke være det samme menneske, der bidrager med det hele.

Samtidig understreger Camilla også, at jeg ikke nødvendigvis behøver at sørge over, at min vennegruppe indskrænkes de her år.

Tværtimod.

Det er til enhver tid bedre for mig som menneske at have to nære venner end 10 fjerne. Vi er som mennesker ikke skabt til at være alene, for det første, fortæller Camilla og refererer til stenalderen, hvor det var livsfarligt at være alene. Samtidig er det vigtigste af alt, at man har nogen, der som min Marie følger én gennem livet:

– Vi har et helt grundlæggende behov for at have nogen at spejle os i og nogen at være sammen med. Vi har brug for nogen at følges med gennem livet; vi har brug for livsvidner. Det er også derfor, at man skal prioritere højt at have langvarige venskaber.

– Altså at have nogen, der har været med i ens liv i måske 10 eller 20 år. Hvor man følger hinanden og kan trække tråde til, hvordan tingene har været engang. Det er utrolig betydningsfuldt, siger hun, og jeg spiller selv en aktiv rolle i at få mine venskaber til at vedblive med at være tætte:

– Man kan øve sig i selv at sende nogle signaler, som viser, at man gerne vil være en del af sin veninde eller vens liv, selv om det har ændret sig. Det kan være at lære venindernes børn at kende, manden at kende, og at tage del i venindens nye liv, fortæller Camilla og understreger så:

– Men man må også gerne forvente, at den anden viser interesse. Det gælder sådan set uanset, hvor i livet man er. Man må gerne forvente noget af hinanden i et venskab.

Det kan være svært, synes jeg, at forvente noget af mine veninder, der nu er travle småbørnsmødre eller af Marie, når hun rejser jorden tynd.

Men måske er løsningen, at jeg starter med at forvente noget af mig selv: Jeg vil vise mine venner, at jeg prioriterer dem højt. Så min plan nu?

At sende en mail til Marie om Københavns pulserende gågader, om regnfulde parker og om susende cyklister. Om at hun mangler her. Og bagefter vil jeg gå en tur til Amager, hvor en anden veninde netop er blevet mor og sikkert trænger til et kram.

Marie er ikke Johannes venindes rigtige navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Artiklen blev første gang udgivet i Psykologi nr. 3.