“Jeg har nok skrevet den børnebog, jeg selv savnede dengang”

Store biler, pistolskud, tunge guldkæder og letpåklædte damer.

Det er ofte den stereotype opsummering af rapmusik. Men for Babak Vakili har hiphoppens univers været så meget større. Det illustrerer han i sin nye bog ‘Anas Hashim – Mig mod verden’, der er den anden bog i rækken om den rap-elskende unge dreng, der prøver at manøvrere rundt i teenagelivets usikkerheder.

“Jeg tror på mange måder, at det er en lille historie om mig selv,” siger Babak Vakili.

Det var ellers ikke udgangspunktet, at historierne om Anas skulle have et strejf af selvbiografi. Da den første bog om Anas Hashim, ‘Sikke et liv’, var ude, talte Babak Vakili med en ven.

“Har du skrevet om dig selv?” spurgte vennen. Og i det øjeblik gik det op for forfatteren, at det havde han måske nok lidt.

“Jeg var selv en lidt rapkæftet dreng. Jeg var ikke særlig stor. Og så var jeg brun. Jeg har nok skrevet den børnebog, som jeg selv savnede dengang. Både fordi det er en brun dreng, der er hovedkarakteren, men også fordi han elsker rap,” siger Babak Vakili. Han skynder sig at sige, at det fremfor alt har været sjovt at lave en børnebog. At det er det, der har drevet værket.

“Bogen handler om en dreng, der ikke selv kan se, hvor lille han egentlig er. Han tror, han er på vej til at blive en stor rapper, men samtidig er han også meget følsom og sårbar,” fortæller Babak Vakili om sin hovedkarakter Anas Hashim. Han forklarer, at bogens morale nok er, at man skal være en god ven, men at hovedbudskabet er, hvordan det føles at være en lille dreng, som slet ikke kan stå på benene endnu, men som hele tiden prøver at overbevise verden om, at han kan flyve gennem sin rap.

“Bogen handler også om et behov for at udtrykke sig og om, hvad rap betyder, og hvad kunst generelt kan betyde. Uden rap i verden er Anas Hashim ingenting, men foran mikrofonen indeni boksen bliver han til et eller andet,” siger forfatteren.

Rap var min claim to fame

Lige netop rappen er Babak Vakilis indgang til bogens målgruppe – fra ti år og opefter -, det var det sprog, han selv talte med sine venner.

Hans forældre er politiske flygtninge fra Iran, og han er vokset op på Nørrebro i en mosaik af forskellige nationaliteter. I kvarteret omkring Rådmandsgade Skole var rap udtryksformen.

Hans barndomsidol var Tupac Shakur, han lærte hans tekster udenad og skrev senere sine egne.

Babak Vakili har selv lavet musik som rapper, og i sit voksenliv har han undervist børn i at skrive rim på rap-workshops.

“Jeg havde det meget på samme måde som Anas Hashim. Rap var min claim to fame. Det var det, der gjorde mig til noget specielt, og samtidig kom jeg af med nogle følelser og tanker. Rappen var en udtryksform. Jeg har altid rappet, fordi jeg gerne ville skrive. Dengang tænkte jeg, at hvis man skrev noget, skulle man også rappe det. Jeg tror ikke, jeg fattede, at jeg kunne skrive en bog. Det var ikke, fordi der var nogen, der sagde: “Det kan du ikke,” men der var ikke en Yahya Hassan dengang. Der var ikke alle mulige folk, der lignede mig, der gjorde de ting,” siger Babak Vakili.

Rapmusik lyder ofte hård og måske brutal på overfladen, ordene og jargonen taget i betragtning.

Men man skal ikke nødvendigvis være så bogstavelig, når det kommer til rapteksterne, forklarer Babak Vakili. Selvom børnene og de unge synger med på ‘at kneppe systemet’, så ved de måske ikke engang helt præcist, hvad det betyder.

Rap er en gulerod, der kan åbne sprogets univers for dem. Det er outsidernes kunst.

En vej ind i litteraturen

Hvis man scanner børnebogsmarkedet, er der unægteligt noget om snakken. Der findes ganske vist udgivelser med brune hovedpersoner, men der er faktisk ikke rigtig nogen udgivelser til børn og unge, der har rap som omdrejningspunkt.

“I min barndom har jeg ikke læst noget, hvor jeg tænkte: “Fedt, det ligner mig!” Eller “Det der kender jeg!”” siger Babak Vakili. I dag får han beskeder fra rigtig mange lærere, der skriver: “Jeg skal sige fra min elev, at du godt må skynde dig at skrive en toer, for han har ikke tænkt sig at læse en anden bog, før den kommer.”

Selvom det ikke var repræsentation af minoriteter i kulturen, der var motoren for Babak Vakili, da han tog hul på Anas Hashim-universet, så ligger det tema alligevel lige under overfladen.

Hans børnebøger appellerer til dem, der ikke plejer at læse.

Til dem, der ikke plejer at være hovedkaraktererne i en bog.

“Hvis jeg laver noget personligt, bliver det nærmest automatisk en repræsentations-ting, fordi jeg har den baggrund, jeg har. Man har ikke hørt så mange personlige historier fra folk som mig endnu,” siger Babak Vakili. Han uddyber.

“Jeg har undervist på rigtig mange rap-workshops for børn, og der har været mange, der ikke rigtig har haft nogen succesoplevelser med sprog, og de føler sig måske fremmedgjorte. Men til workshoppen bliver de tvunget til at skrive og formulere sig. Og i den proces opdager de, at okay, sproget kan et eller andet. Det lærer os noget. Forhåbentligt kan bøgerne om Anas Hashim på samme måde være en vej for nogen ind i litteraturen, give dem en fed oplevelse med at læse en bog.”

Hvorfor er repræsentation i kulturen så vigtig?

“Jamen, lad os tage mig selv som eksempel. Jeg tror, at man kunne have sluppet for mig som rapper, hvis jeg havde set nogen som mig i litteraturen, haha. Ej, hvis man er egalitær og tror på lige muligheder, så handler det jo om, at man udvider horisonten og selvforståelsen hos minoriteter for, hvad man kan blive til. En ting er, at der er nogen, der siger til den lille pige: “You can be president one day.” Noget andet er rent faktisk at se det ske,” siger Babak Vakili og forklarer, at repræsentation i kulturen bidrager til, at børn og unge, der er en del af en minoritet, ikke laver slutningen: Det kan jeg ikke, fordi jeg ser sådan her ud, eller fordi jeg kommer herfra.

“Det handler både om, at Anas er hovedkarakteren i bogen, men jeg tager også ud på skoler og holder oplæg. Når der så sidder nogle brune børn og ser mig, tænker de måske, at når han har skrevet en bog, så kan jeg også godt. Børn tænker selvfølgelig ikke over det så eksplicit, men…,” siger Babak Vakili.

Barndomsidolet Tupac Shakur rappede i sit nummer ‘Changes’: “We ain’t ready to see a black president.” Sangen er fra 1992, og Shakur nåede ikke selv at se Barack Obama indtage Det Hvide Hus. Hvem ved, måske var hans rap-bidrag med til at sætte skub i kulturen, repræsentationen og forandringerne.

“Jeg drømmer bare om, at bogen kommer bredt ud. Det er ikke, fordi jeg har drømt om at skrive en børnebog, men det har været en drøm at lave den, fordi det har været så sjovt,” siger Babak Vakili.

Denne artikel blev første gang udgivet af Heartbeats, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.