Jeg skal aldrig mere bede om et stykke med konventionelt svin efter at have set TV 2-dokumentar

Louise Elly Meyer er journalist. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Åbne sår fulde af afføring, endetarmsprolapser, lammede ben og store ansamlinger af brok, der hænger og dingler fra bugen. Lyder det klamt? Ubehageligt? Uspiseligt?

Svineproduktionen i Danmark er alle tre ting. Klam, ubehagelig og på alle måder for meget af det gode.

Det kastede første afsnit af TV 2-dokumentaren ‘Hvem passer på grisene’ virkelig lys over.

I dokumentarserien viser TV 2, hvad for nogle vilkår de danske grise lever under rundt omkring i landets stalde.

Det gør de gennem aktindsigt i 515 rapporter fra Fødevarestyrelsens kontrolbesøg, herunder også videomateriale med stærke og skræmmende billeder.

På mange måder er det jo ikke ny viden, at griseproduktionen er industrialiseret til et inhumant niveau.

Men vi har det med at glemme det igen – eller også er vi bare ligeglade -, når vi står bøjet over køledisken i supermarkedet og glædes over en flæskesteg til en 50’er.

Faktum er, at vi som forbrugere er med til at acceptere vilkårene i svineproduktionen, når vi bliver ved med at købe medister, hamburgerryg, flæskesteg og skinkesalat i rigelige mængder til discountpriser.

Den er dybt ubehagelig, men alle os, der spiser kød, bliver nødt til at se den, så vi i det mindste kan købe svinekød på et oplyst grundlag.

Indtil lovgivningen bliver ændret, er det jo et moralsk spørgsmål, vi må gøre op med os selv: Om vi gerne vil spise dyr, der med stor sandsynlighed har haft et pinselsfuldt liv.

Hvert år fødes der i omegnen af 40 millioner grise i de danske stalde.

Og nu viser TV 2-dokumentaren altså, at der på hvert tredje kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen findes så alvorlige problemer, at kontrollanterne giver sanktioner til landmændene for ikke at overholde dyrevelfærdsreglerne.

Desuden siger flere af eksperterne, at bare fordi landmændene overholder de gældende dyrevelfærdsregler, er der ikke ligefrem tale om et godt grise-liv.

En af de tilsynsførende fra Fødevarestyrelsen bruger ordet ‘stald-blind’.

Når man kigger på noget hver eneste dag om så det er guld og diamanter eller uhumske forhold i en grisestald, så bliver det normalt.

Og således har flere af de konventionelle landmænd sandsynligvis fået et forkvaklet syn på, hvad der egentlig er dyrevelfærd.

Det her handler ikke om, at vi ikke skal spise kød. Flæskestegen på julebordet skal ikke aflyses.

Det handler om, at vi skal se i øjnene, at svineproduktionen, som den ser ud lige nu her i landet, er kørt fuldstændig af sporet.

Vi trænger til en folkelig såvel som politisk diskussion af, at vi har industrialiseret dyr til et inhumant niveau, hvor dyrene enten lider en langsom og pinefuld død af skavanker, inden de overhovedet kommer til slagteriet, eller også har de haft et liv indespærret i afføring og overbesætning, indtil de bliver slagtede.

Dokumentaren havde været ude i mindre end et døgn, før fødevareminister Jacob Jensen (V) allerede var blevet kaldt i samråd af Alternativet og SF, og ministeren fortæller, at han er “stærkt berørt af billederne” fra dokumentaren.

Landbrug & Fødevarer har også allerede reageret og kalder det viste materiale for “uacceptabelt”. Og man kan kun håbe, at det er startskuddet til reel handling.

Efter at have set dokumentaren stod det i hvert fald bukket i neon for mig:

Jeg skal aldrig mere støtte den konventionelle produktion af svinekød igen. Og hvis jeg nogensinde skal vende tilbage til svine-disken, skal der ske radikale ændringer.

Kød bør være en luksusvare. Noget, som vi forkæler os selv med, når der skal være fest.

Og til hverdag kan vi med fordel bare spise mindre portioner.

Hvem har sagt, at det er en menneskeret, at halvdelen af tallerkenen skal bestå af kød?

Tænk, hvis vi i Danmark kunne bryste os af, at vi var de største producenter og leverandører af kvalitets-svinekød.

Kød fra grise, der har haft krølle på halen, som har haft plads, spist godt, og som har haft snuden i sporet.

I stedet er vi åbenbart mestre i kvantitet. Det behøver vi ikke være stolte af.