Jeg tog afstand fra alt det, jeg syntes var ’piget’. Men det viser sig, at jeg vil være præcis som alle de andre piger og kvinder

I sidste måned holdt jeg fødselsdag for min familie. Efter at have spist boller og kage, blev det tid til, at jeg måtte åbne mine gaver. I én af dem lå et par koralfarvede bukser.

Jeg prøvede dem med det samme og var rigtig glad for dem. Men så kiggede min mor på mig og sagde: ”Du plejer da ikke at kunne lide pigefarver, Sigrid?”

Jeg kunne mærke, at jeg i et kort øjeblik pludselig syntes bukserne var kiksede. At de var ”for pigede” til mig.

Men da det gik op for mig, at jeg tænkte sådan, bestemte jeg mig for at lægge tanken fra mig og blev igen glad for bukserne.

Tankerne, der strejfede mig, mindede mig dog om en følelse jeg havde glemt.

Som barn og teenager var jeg nærmest besat af ikke at være en ‘piget’ pige. Jeg hadede lyserød og lilla, gik aldrig i kjoler og tog generelt afstand til ting, som jeg syntes var ”pigede”.

Det er det, vi nu kalder en pick me girl. Og jeg må bare indrømme, at det var sådan, jeg havde det.

Jeg blev stolt, når jeg blev kaldt en drengepige, og jeg ville for alt i verden "ikke være som de andre piger”.

Men nu har jeg indset, at jeg vil være præcis som alle de andre piger og kvinder.

Jeg vil være som hende, der viste mig, at man sagtens kan bade efter idræt uden at skamme sig over sin krop. Uanset hvordan den ser ud.

Jeg vil være som hende, der tilbage på Roskilde Festival i 2014 lærte mig, hvordan jeg skulle reagere, når fyrer uinviteret tog mig på røven. Og som hende, der lærte mig, hvad intersektionel feminisme er.

Som hende, der uden undskyldninger tager rød læbestift på til hverdag, bare fordi hun synes det er flot.

Jeg vil være som alle de piger, jeg har mødt på toiletter rundt omkring. Hende der reddede mig fra at bløde igennem, da hun stak en tampon under toiletdøren. Og dem der kærligt delte ud af deres hårelastikker, læbestift, komplimenter og råd om, ”at han ikke er tårerne værd”.

Som hende, der finder ro i at observere et rum uden at have behov for attilføje noget til samtalen. Og hende, der uden tøven stiller sig op på en stol og råber op, fordi hun har noget at sige.

Som hende, der lærte mig, hvordan man laver en fransk og en hollandsk fletning. Og hvordan man lægger en flot blush.

Jeg vil være som hende, der viste mig, hvordan jeg skal binde mine snørebånd for at undgå skader på en vandretur, og hende der lærte mig at brodere.

Jeg vil være som hende, der havde modet til at satse alt og starte sit eget firma, og som hende, der stolt kæmper som sygeplejerske hver dag, til en alt for lav løn.

Som hende, der rejser ud i verden og kæmper for bedre vilkår for piger og kvinder, uanset hvor man bor, hvad man tror på, eller hvem man elsker. Hende der bliver ved med at kæmpe for det, hun tror på, også selvom hun modtager had og trusler for det. For så længe det er tilfældet, beviser det jo, at vi stadig har så meget at kæmpe for.

Og så vil jeg være som hende, der viste mig, at det er i fællesskab med andre, at jeg er stærkest.

For når alt kommer til alt, så er jeg blevet den, jeg er, ved at samle små inspirerende bidder op, fra alle de piger og kvinder, jeg har passeret i mit liv.

Det viser sig, at jeg vil være præcis som alle de andre piger og kvinder. Fordi de er mega seje, præcis som de er.