Katrine og Nicoline er sygeplejersker og vil have mere i løn. Ikke flere klapsalver og honninghjerter

Katrine Vilien knytter sin hånd, banker i bordet, hårdt, resolut og siger:

- Nu skal de fandeme betale os ordentligt!

Hun vil ikke høre flere kommentarer om, at sygeplejersker er grådige, at de burde skamme sig, at det ikke ligner noget at bede om mere løn under en pandemi.

Da hun blev færdiguddannet som sygeplejerske for 25 år siden i 1996, var lønkampen allerede i gang. Det havde den været længe: Allerede i 1973 demonstrerede sygeplejerskerne første gang for ligeløn, og nu står faggruppen måske over for endnu en strejke.

I foråret stemte et snævert flertal af sygeplejersker nej til den foreslåede overenskomstaftale: De krævede bedre løn efter at være blevet takket med klapsalver og honninghjerter for at have været en del af nødberedskabet under corona-pandemien.

En strejke blev varslet, men den blev afværget i sidste øjeblik af et nyt mæglingsforslag, hvor Danske Regioner og Kommunernes Landsforening tilsluttede sig Fagbevægelsens Hovedorganisations krav til regeringen om at nedsætte en lønkomité, som skal undersøge lønstrukturerne i den offentlige sektor. Regeringen har sidenhen kaldt komitéen for ”en rigtig god ide.”

Det mæglingsforslag er nu til afstemning blandt sygeplejerskerne, og mandag 14. juni ligger resultatet klar. Bliver det et nej, strejker sygeplejerskerne for femte gang siden 1973.

- Komitéen er en syltekrukke, siger Katrine Vilien, som stemte nej til det første overenskomstforslag og som også stemmer nej til det nye mæglingsforslag.

Det samme gør Nicoline Sjøberg, som blev færdiguddannet sygeplejerske i 2020. De to sygeplejersker har aldrig mødt hinanden, men de taler hurtigt så engageret om deres fag, at det næsten ikke er nødvendigt at stille dem spørgsmål.

De frygter begge, at lønkampen går i sig selv, hvis komitéen bliver virkelighed.

I dette forår har tusindvis af kvinder i de traditionelt kvindedominerede fag ellers tilkendegivet deres utilfredshed med de lønstrukturerer, som blev bundet sammen i tjenestemandsreformen af 1969.

Her indplacerede politikerne de offentlige faggrupper i et lønhierarki, og de kvindedominerede fag blev placeret nederst. Det er den bundplacering, som blandt andre sygeplejersker ikke længere vil finde sig i være fastlåst i. Årtiers overenskomstforhandlinger har ikke givet dem mærkbare lønstigninger, mener de.

For sygeplejerskerne har det blandt andet manifesteret sig i den nyoprettede ”Foreningen af Danske Sygeplejersker”, hvis bestyrelse Katrine Vilien er en del af, og som tæller 1.600 betalende medlemmer, og som er vokset ud af en Facebook-gruppe på 20.000 medlemmer.

Sammen med andre lavtlønnede, kvindedominerede fag har de efterhånden skabt en reel bevægelse for ligeløn, som ikke virker til at gå i sig selv, før beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) tager sagen i egen hånd og giver dem det historiske lønløft, de insisterer på, de har ret til.

Hvad bilder sygeplejerskerne sig ind?

Katrine Vilien husker tydeligt, da sygeplejerskerne med andre faggrupper som pædagoger og sosu-assistenter strejkede i 2008, selvom hun ikke selv var udtaget til strejken.

Efter strejken blev der nedsat en lønkommission, som skulle undersøge offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår, men alligevel tales der nu igen om en komité 13 år senere.

Det er blandt andet derfor, Katrine Vilien ikke har tiltro til, at en komité kan give dem en mærkbar lønforhøjelse.

- Jeg kan mærke, der sidder en klump, siger hun, mens hun folder sine hænder foran sig, så de danner et hulrum og fortsætter: - inden i os gamle sygeplejersker, hvor vi føler os desillusionerede og tænker: Det er ligegyldigt, hvad vi gør, for vi får ikke noget. Enten gifter vi os med en rig mand, der kan forsørge os, eller også gør man som mig - knokler.

Selvom Nicoline Sjøberg heller ikke giver noget for en lønkomité, mærker hun ikke den samme desillusionerede følelse blandt de yngre sygeplejersker. Hun er selv 32, og alle de unge sygeplejersker, hun kender, stemte nej til den foreslåede overenskomstaftale.

- De vil ikke vil finde sig i de horrible arbejdsforhold og den lave løn, siger hun.

Hun er tidligere oversergent i hæren og var aktiv i SLS, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, under sin uddannelse. Hun vidste godt, at lønnen var lav, da hun studerede, men ”lav” oplevedes helt anderledes, da hun fik den første lønseddel som færdiguddannet.

Men hvis de synes, lønnen er så dårlig, hvorfor finder de så ikke bare noget andet at lave?

- Det er simpelthen det mest røvsyge argument. Mit hoved eksploderer fuldstændigt, siger Nicoline Sjøberg.

- Vi bliver kaldt grådige, folk siger, det er tarveligt over for patienterne, at vi måske strejker, de spørger, hvad fanden vi egentlig bilder os ind? Men jeg synes, det at stemme nej og prøve at gøre op med et sindssygt arbejdsmiljø og en dårlig løn er at tage ansvar for vores kolleger, patienter og et velfærdssamfund med et stærkt sundhedsvæsen, siger hun resolut.

Kaldstanken, to store kampesten

Andre vil anføre, at man godt kan leve af sygeplejerskens løn.

- Det er da fint, hvis de kan det – de kommer bare og viser mig tallene, siger Katrine Vilien, mens hun ser mistroisk ud og fortsætter:

- Jeg har stået nede i Netto og tænkt: Hvordan får jeg det til at strække til resten af ugen? Hvem kan jeg låne penge af, som ikke er min familie, for jeg orker ikke at spørge dem igen, og hvor kan jeg få en vagt, så jeg kan sige, at de får pengene om lidt?

I dag føler hun sig stavnsbundet til sit job på akutmodtagelsen på Gentofte Hospital. Hvis hun skifter job, får hun ikke sine tillæg med, som i alt indbringer hende 6.000 kroner. Uden dem ville hendes løn ligge på cirka 32.000 kroner.

- Jeg har ikke råd til at leve uden de tillæg, siger hun.

Hun har været sygeplejerske i 25 år og tjener altså cirka 38.000 kroner før skat. Men hendes grundløn er ikke steget siden 2006, da hun havde været ti år i faget. Hun har ellers videreuddannet sig af flere omgange, og i dag er hun ansvarshavende sygeplejerske på akutafdelingen.

Nicoline Sjøberg drømmer om en dag at besidde den samme solide faglighed, som Katrine Vilien har oparbejdet.

- Men hvis der ikke følger mere løn med, hvorfor skulle jeg så gøre det? Spørger hun og minder om, at sådan er det for de fleste, der går på arbejde: De bliver lønnet for at dygtiggøre sig og påtage sig ansvar.

Efter 25 år vil Katrine Vilien gerne ligge på en grundløn på 45.000 kroner. Hun mener, at en nyuddannet burde ligge omkring 40.000 kroner, mens Nicoline Sjøbergs bud lyder på 35.000 kroner. I dag ligger grundlønnen på 25.114 kroner ifølge Dansk Sygeplejeråd, og deres eneste garanterede lønstigninger ifølge overenskomsten sker efter otte og 10 års ansættelse.

Mens de vil banke grundlønnen op, vil de også ryste kaldstanken af sig.

- Den ligger som to kampesten på os. Vi hænger fast i en forestilling om, at sygeplejerske ikke er et fag. Det er bare sådan noget, kvinder gør. Det er sådan noget omsorgs-noget, siger Katrine Vilien.

Der var engang, hvor man opfattede sygeplejerskens arbejde som løn nok i sig selv. Den ugifte kvinde var kaldet til den omsorgsfulde gerning, som hun viede hele sit liv til med mildhed og sødme.

Sygeplejerskerne både boede og spiste deres måltider på hospitalerne. Blev de gift, måtte de opgive sygeplejegerningen, for ægteskabet blev opfattet som et andet kald, der også krævede kvindens fulde opmærksomhed.

Ifølge de to sygeplejersker bruges kaldstanken også til at legitimere den løn, de får i dag og afvise dem, når de kræver, at den bliver sat op.

Man forlader ikke operationsstuen

I dag er det dog som bekendt ikke et særsyn, at en kvinde både er gift og arbejder som sygeplejerske, men da tjenestemandsreformen blev vedtaget i 1969, betragtede man kvindens løn som sekundær i forhold til mandens. Han sad på hjemmets trone som det økonomiske overhoved og ansigt udadtil.

At den betragtning stadig påvirker lønnen blandt de kvindedominerede fag, viste en forskningsrapport fra Institut fra Menneskerettigheder sidste år, og den blev også ganske håndgribelig for Nicoline Sjøberg, da hun sammenlignede sin første lønseddel fra Rigshospitalet med sin kærestes.

Han er bygningskonstruktør, en uddannelse, der ligesom sygeplejerske tager tre et halvt år, men ifølge Konstruktørforeningen er gennemsnitslønnen for en nyuddannet bygningskonstruktør 37.000 kroner, mens den for en sygeplejerske er 25.114.

Med hans arbejde følger også en anden fleksibilitet:

- Hvis vores søn er syg, kan han gå, men jeg kan jo ikke gå fra operationsstuen og lade patienten ligge, siger Nicoline Sjøberg.

Hendes løn er ifølge hende afgørende for deres liv: Deres boligsituation, opsparingsmuligheder, det, de kan tilbyde deres søn.

- Nu er jeg nogens mor. Det ramte mig, da jeg stod med den lønseddel. Jeg tænkte: Undskyld mit franske, men fuck jer – skal jeg leve for det her som familie? Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det gør mig vred og gal.

Som nyuddannet får hun udbetalt cirka 16.000 kroner for en fuldtidsstilling, men hun har regnet ud, at hvis hun går ned på 32 timer om ugen på sin stamafdeling og tager to vikarvagter i weekenden pr. måned, kan hun tjene mere. Hun går glip af noget pension, men hun har brug for pengene nu, hvis hende og hendes kæreste skal gøre sig forhåbninger om at få lov til at låne til en bolig i banken.

En sygeplejerske skal ikke være afhængig af en mand

Vikarvagter har Katrine Vilien haft mange af i sit arbejdsliv. I 2015 nåede hun op på omkring 55 arbejdstimer om ugen, fordi hun supplerede sin daværende fuldtidsstilling på Roskilde Hospital med vikarvagter.

Hun forsøgte at tjene til huslejen på 11.500 kroner, som det kostede hende at bo i et 100 kvadratmeter stort hus med sine tre børn.

- Jeg så ikke min datter tre-fire dage om ugen, fordi hun blev passet, og jeg ikke havde tid – jeg skulle arbejde.

Men det blev for presset, og hun endte med at flytte i et kolonihavehus på 45 kvadratmeter med de tre børn og dele værelse med sin datter.

I dag er hendes kæphest, at sygeplejersker skal kunne være eneforsørger og ikke være afhængige af en mand. Ifølge hende er der en god grund til, at halvdelen af den danske stand af sygeplejersker arbejder deltid: Flere end ni ud af ti sygeplejersker er kvinder og bruger dermed statistisk set mere tid på det ubetalte husarbejde, at vaske tøj og smøre madpakker, end deres mænd gør.

- Hvis du er alenemor i det her fag, kan du ikke lave andet end at arbejde. Når de spørger, hvorfor det altid er sygeplejerskernes børn, der sidder til sidst i institutionerne, er det, fordi moderen er på vagt nummer to, siger hun.

Kroner og øre i stedet for klapsalver

Da Katrine Vilien var en del af corona-nødberedskabet, var der dog ingen institution, der kunne passe hendes datter, og derfor måtte hendes mor flytte ind og tage sig af datteren.

I den periode nåede Katrine Vilien på et tidspunkt at arbejde ti vagter i streg, 12 timer i døgnet. Samtidig brugte andre den nyvundne lockdown-tid til at kaste sig over have- og husprojekter, surdeje blev dyrket, trøjer strikket, og sommerhuse blev købt.

- Men mit hus lignede fucking lort. Jeg kom ind, sov, rejste mig og kørte én gang til, siger Katrine Vilien.

Hvis hun havde haft råd, ville hun gerne have købt hjælp til det, hun ikke selv havde tid til: Rengøring og god, færdiglavet mad.

- Men jeg havde ikke flere penge, fordi jeg løb sådan rundt. Der var ikke nogen, som kom og sagde: ”Fedt, jeg er superglad for din indsats - nu får du en bonus."

I stedet fik hun et honninghjerte i julegave af Region Hovedstaden som tak og med ønsket om en god jul, imens corona-virussen galoperede lige lukt ind i anden bølge.

Nicoline Sjøberg modtog samme gave, da hun skulle være en del af nødberedskabet mellem jul og nytår.

- Jeg kan huske, jeg sad med det tørre honninghjerte og vidste, jeg skulle fortælle min familie, at jeg skulle arbejde juleaften. Derfor blev min søns første jul blev uden mig, siger hun.

Katrine Vilien og Nicoline Sjøberg er godt klar over, at der er brug for sygeplejersker alle tider af døgnet, året rundt. De ved godt, at sygdomme ikke stopper med at spredes juleaften, og at der er brug for deres hjælp, når en pandemi vælter ind over landet.

Men de vil lønnes med flere kroner og øre. Ikke klapsalver, honninghjerter eller et kvindesyn fra 1969.