Klokken 18:59 gik højgravide Louise Borglit mod Elverparken. Så fik Susanne Borglit opkaldet

Susanne Borglit så sin søster kort tid inden, hun blev slået ihjel.

Den 4. november 2016 18:59 forlod højgravide Louise Borglit sin søsters adresse i Herlev og satte kurs mod Elverparken for at lufte familiens hund.

Noget tid efter fik Susanne Borglit en opringning fra en kvinde, der spurgte, om hun var ejer af en Golden Retriever. Så lød der en kort pause, inden kvindens stemme blev afløst af politiets.

Det meste af aftenen derefter genkalder Susanne Borglit kun i glimt.

Selvom politiet havde fortalt hende, at Louise Borglit var fundet tilredt, og selvom hun så søsterens fødder stikke ud fra det hvide lagen, så var det først i ambulancen på vej til skadestuen, at hun fik klar besked.

”Jeg har søsteren til hende, der blev knivdræbt i parken”, havde hun hørt ambulanceføreren sige.

Louise Borglit var 32 år, og hun var syv måneder henne, da hun den 4. november 2016 blev dræbt af 11 knivstik i Elverparken i Herlev. Både hende og hendes ufødte barn døde.

I maj 2022 - fem og et halvt år efter - blev en nu 29-årig mand anholdt, sigtet og varetægtsfængslet for drabet på Louise Borglit. De to kendte ikke hinanden i forvejen.

Men den mistænkte var forud for drabet blandt andet kendt af kommunens psykoseteam og hos politiet. Halvanden måned før drabet startede Gladsaxe Kommune et forløb op, fordi den mistænktes familie og naboer gjorde opmærksom på, at de var bange for ham.

I slutningen af 2015 fik han et fem-årigt polititilhold mod at nærme sig sine forældre, fordi han havde truet sin mor med en kniv.

To dage før drabet ringede mistænkte selv til kommunens psykoseteam og sagde, at han frygtede, hvad han kunne finde på.

Det er et udpluk af de oplysninger, som journalisterne Jesper Vestergaard og Bo Weile Norström har fået aktindsigt i.

I Discovery-dokumentaren Nogen ved noget om Louise Borglit kaster de et kritisk lys på, hvordan vores system hænger sammen, når det handler om at behandle nogle af de borgere, der har allermest brug for hjælp i vores samfund.

Et låg på sagen

Når Susanne Borglit og barndomsveninden Cathrine Golfe skal beskrive deres søster og veninde, bruger de ordene ’energisk’, ’farverig’ og ’karismatisk’.

– Hun var sådan en, der lyste et rum op. Når hun var der, vidste man bare, at man blev i godt humør, siger Susanne Borglit.

– Folk blev så hurtigt glade for hende. Hun var så omsorgsfuld og kærlig. Der var ingen, der ville hende noget ondt overhovedet, siger Cathrine Golfe.

I fem og et halvt år har Susanne Borglit og Cathrine Golfe gået med spørgsmålene ’hvem?’ og ’hvorfor?’. Spørgsmålene har været ledsaget af en stor angst.

For hvem er gerningsmanden, der kunne finde på at gøre noget så brutalt mod deres søster og veninde – og var de mon de næste?

– Man vidste ikke, hvem den her person var. Jeg er nem at finde. Vi er de eneste, der hedder det her navn, og hvis det nu var nogle, der ville mig noget. Så bliver man jo utryg, siger Susanne Borglit.

Selvom den 29-årige mand ikke er tiltalt, er det alligevel forløsende for Susanne Borglit og Cathrine Golfe, at politiet nu peger på en sigtet i sagen. De er heller ikke i tvivl om, hvad det ville betyde, hvis der falder dom.

– Det ville betyde alt. Det ville betyde, at man kunne lægge sig roligt ned i sengen og sove om natten. Det ville også betyde, at vi som familie kan få ro, fordi alle de spørgsmål, der hele tiden bliver stillet, ville forsvinde, og vi ville kunne lægge det låg på, som vi mangler, siger Susanne Borglit.

Men hvis det er den 29-årige, der er gerningsmanden, er sagen også med til at give dem følelsen af, at drabet kunne have været undgået.

– At en ung, gravid kvinde tilsyneladende kan blive slået ihjel af en mand, der burde have været indlagt, og som har været forsøgt indlagt, det, synes jeg, er ubegribeligt. Der er så mange røde flag, som ikke er blevet taget seriøst, og der synes jeg, at systemet har fejlet, siger Cathrine Golfe og fortsætter:

– Når der er en, der henvender sig og siger, at han har det så dårligt, at han ikke ved, hvad han kan finde på, så undrer det mig, at der ikke er mulighed for at komme tvivlen til gode og indlægge ham.

Mellem to stole

Samme undren præsenterer Jesper Vestergaard og Bo Weile Norström i dokumentaren.

De har fået indsigt i en række dokumenter, der viser, at en tvangsindlæggelse flere gange har været på tale.

Den 27. september 2016 bad mistænktes læge politiet om hjælp til at tvangsindlægge den sigtede. Men det lykkedes ikke, fordi han ikke var hjemme.

Ti dage senere vendte de tilbage, men der var han heller ikke hjemme. De vendte først tilbage to dage før drabet, men da mistænkte ikke kunne erklæres sindssyg under besøget, kunne de ifølge psykiatriloven ikke tvangsindlægge ham.

Hvis man kigger rent juridisk på forløbet, er der ikke umiddelbart nogen fejl, der springer i øjnene. Det siger psykolog og jurist Kristina Daley i Discovery Channel-dokumentaren.

Men hvis hun kigger på sagen med psykiatrirettelige briller, er udfaldet anderledes.

– Hvis man lægger til grund, at patienten har slået nogen ihjel i en tilstand af sindssyg, så er det jo et svigt, at det har fået lov at komme så langt, så skulle han jo have været tilbudt noget hjælp meget før, siger hun i dokumentaren.

Hvor fejlen helt præcist opstår, er dog svært for hende at sætte en finger på. Det tyder også på, at det er svært præcist at pege på, hvor ansvaret ligger.

I dokumentaren kommer det frem, at mistænkte i høj grad er misbruger af kokain, og at han primært bliver psykotisk, når han tager stoffer.

Det kommer også frem, at hvis man som borger er misbruger, er man overladt til kommunen, men hvis du har problemer med psykisk sygdom, er det regionen, der skal tage sig af det.

Cathrine Golfe har selv set dokumentaren, og hun undrer sig også over systemets indretning.

– Han falder mellem to stole og lander nede et sted, hvor ingen har ansvar. Det virker som om, at du er overladt til dig selv, hvis du ikke passer ned i den kasse, som systemet har lavet på papiret, siger hun.

Det er vigtigt for dem begge at understrege, at de ingen medlidenhed har med den sigtede, og hvis det er ham, der står bag drabet, er det også ham, der bærer skylden, siger de.

Alligevel er de oplysninger, der nu er kommet frem om ham og hans forløb med til at gøre, at de ingen tillid har til det psykiatriske system, som de mener burde være grebet ind noget før.

– Hvis det er ham, tyder det jo på, at vi har et udmagret, sygt system med alt for mange huller i, siger Cahrine Golfe.

– Det gør så ondt at tænke på, om jeg stadigvæk havde haft min søster, hvis henvendelserne var blevet taget seriøst. Men det nytter bare heller ikke noget at tænke sådan, for jeg har hende jo bare ikke, siger Susanne Borglit.

Alligevel er det vigtigt for dem at sætte fokus på hullerne i systemet. Ikke fordi det kan give dem deres søster og veninde igen, men fordi de ved, at det er i hendes ånd, hvis det kan være med til at forhindre, at andre uskyldige personer bliver slået ihjel.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Gladsaxe Kommune. De henviser videre til Region Hovedstadens Psykiatri, og oplyser, at det er regionen, der har ansvaret for de såkaldte psykoseteams. Region Hovedstadens Psykiatri har ikke ønsket at udtale sig om sagen.