Samfund
30. maj 2023

Lægen havde givet hende afslag. Så rejste hun til Polen med en kuffert fyldt med dollars

I år fylder den fri abort 50 år. I podcasten ”Før aborten blev fri” fortæller Birgit Petersson sin historie om at få foretaget en ulovlig abort for at kunne leve det liv, hun drømte om, før aborten blev fri.
Af: Nanna Niemann
birgit

Foto: Privat

I et tog mod Warszawa sidder en ung kvinde. Hun har kort sort hår.

Med sig har hun en kuffert fyldt med bøger. Mellem siderne er massevis af amerikanske dollars skjult.

Hendes navn er Birgit Petersson, hun er 21 år, og hun er gravid – uden at ville være det.

Det er 1966, og abort i Danmark er ulovligt, i modsætning til i Polen hvor den er fri.

– Vi havde fået at vide, at det var meget dyrt, og vi skulle smugle dollars med ind i landet, fortæller Birgit Petersson i dag.

For Birgit var aborten den eneste mulighed for at kunne leve det liv, hun drømte om.

– Om jeg så døde af det, så måtte det være sådan.

Lyt til Før Aborten blev fri

I år er det 50 år siden, at aborten blev fri - frem til udgangen af 12. graviditetsuge. Men debatten om kvinders ret til at få afbrudt en graviditet er fortsat til debat – både i Danmark og i udlandet. I femina updates podcastserie “Før aborten blev fri” deler danske kvinder deres minder om at blive uønsket gravide i en tid, hvor en abort var en kriminel handling.

Podcasten er produceret af Heartbeats med speak af Signe Egholm Olsen og Sidsel Brandt Hasberg.

I podcasten “Før aborten blev fri” fortæller hun sin historie i anledningen af, at den fri abort i Danmark fylder 50 år i år.

Et frit liv

Hun ville noget med sit liv, Birgit, hun studerede til læge og levede frit. Det stod i stærk kontrast til hendes opvækst i Ribe, hvor familien havde tilknytning til indre mission, og sex før ægteskabet var utænkeligt.

Derfor sagde hun farvel til sin forlovede hjemme fra Ribe, der ikke kunne være i, at hans kæreste ville være læge og til København.

Birgit elskede sit nye liv med venner, studie og fester. Men til en fest mødte hun en mandlig arkitekt i begyndelsen af 30’erne.

– Han var ikke særligt køn, men vanvittigt charmerende. Han var vildt fascinerende og forførende, mindes Birgit.

Men Birgit husker også, at de andre advarede hende om ham og fortalte, at han havde kone og børn:

– I dag ville man nok kalde ham en charmerende psykopat, siger hun.

Birgit blev gravid efter få måneder, men da hun opsøgte en læge, fik hun afslag på en abort. Men for Birgit ville det have betydet, at hun skulle have vinket farvel til sine fremtidsdrømme.

Derfor endte hun i toget med kursen mod Polen.

Læs mere om:

Læs også