Samfund
14. juni 2024

Lige nu testes biler på den gennemsnitlige mand, men det kan ny lov lave om på

Biler testes lige nu kun på den gennemsnitlige mand, men et nyt beslutningsforslag i EU kan måske ændre på det. Flere forskere bakker også op om, at man skal teste på den gennemsnitlige kvinde, da kvinder også har større risiko for at blive skadet i biluheld.
Af: Frederikke Hecksher og Nicolai Frich
Astrid_Linder

Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Han vejer 77 kg og er 175 cm høj. Og så er han en dukke, der kører galt i din bil.

Dukken, med det ikke så borgerlige navn 50th percentile (average-sized) male Hybrid III, er formet efter den gennemsnitlige mand. Det er den, der oftest bliver brugt, når biler skal sikkerhedstestes. Når de skal det, sker det bl.a. ved hjælp af disse kollisions-dukker eller såkaldte crash test dummies.

Der er bare ikke en tilsvarende, der repræsenterer den gennemsnitlige kvinde.

Men et nyt beslutningsforslag i EU kaldet “Ensuring European transportation works for women” vil måske kunne ændre på det. Det skal bl.a. sikre transportmuligheder og sikkerhed i trafik for kvinder.

Forslaget kalder på at sikre, at bilers sikkerhedstests, crash tests, skal have kønssvarende standarder og kvindelige modeller. For indtil nu har det ikke været lovpligtigt at teste på andet end den gennemsnitlige mand som Hybrid III.

Europa-Parlamentet har stemt ja til forslaget, men den endelige beslutning om det ligger og venter, til den nye kommission er indsat.

‘Farlig’ statistik

En af dem, som undrede sig over den ikkeeksisterende gennemsnitlige kvindelige crash test dummy, er forfatteren Caroline Perez, der i 2019 udgav bogen “Usynlige Kvinder”.

I bogen dokumenterer hun, hvordan verden groft sagt er designet til mænd, fordi manden generelt betragtes som standard-mennesket. Det er altså data om mænd, der bruges, når der for eksempel udvikles medicin, bygges bygninger - og biler sikkerhedstestes.

Men når man ser på skadesstatistikken i biluheld, er det tydeligt, at det ikke kun er mænd, der er udsat.

Selvom der er flest mænd, som er involveret i trafikuheld, har kvinder 73 procent større risiko for at blive alvorligt skadet i en frontal kollision sammenlignet med mænd.

Udover det er kvinder mellem 20-30 år også 20-25 procent i større fare for at dø i et biluheld, og risikoen for piskesmældsskader er omkring dobbelt så høj for kvinder, viser tal fra 1969 og frem. Senest et svensk studie fra 2022.

Den lille kvinde

Det skal siges, at der faktisk eksisterer en enkelt kvindelig crash test dummy. Den hedder en 5th percentile female dummy og repræsenterer en meget lille kvinde.

Faktisk de mindste fem procent af den kvindelige befolkning. Størrelsesmæssigt svarer den til en 12-årig - og altså ikke den gennemsnitlige kvinde.

Den 5th percentile dummy bliver dog ikke brugt i alle tests. Faktisk var det i 2022 kun i én af de crash tests, som kræves i EU, hvor den indgik. Her blev den ikke testet på førersædet og ej heller i side- eller bagkollisioner.

Samtidig med det, er den blot en nedskaleret version af den mandlige dummy. Men kvinder er ikke nedskalerede mænd. Kvinder har fx en anden muskelfordeling, bredere hofter, kortere arme og ben og en rygsøjle med et andet svaj end mænd.

“Det er halvdelen af befolkningen, der bliver ignoreret”

“Forløbet, når hovedet bevæger sig, er voldsommere for en kvinde end for en mand,” siger Astrid Linder, som et eksempel på, at kvinder rammes anderledes, når en bil fx bliver påkørt bagfra.

Hun er professor i trafiksikkerhed ved Swedish National Road and Transport Research Institute og udviklede i 2022, sammen med et forskerteam, det første færdige designkoncept af en gennemsnitlig kvindelig testdukke, hvilket betyder at den kan bruges til crash tests.

Den hedder SET 50F, vejer 62 kg og er 162 cm høj. Og så passer den anatomisk til en gennemsnitlig kvinde.

Linder ser helt klart et problem i, at biler kun testes på den gennemsnitlige mand:

– Det er halvdelen af befolkningen, der bliver ignoreret, siger hun.

Hun henviser også til forskellen i skadesstatistikken som en konsekvens af, at biler oftest bliver testet på mandekroppen.

Forskerne bag det svenske studie fra 2022 opfordrede også til, at man skulle bruge modeller, der skulle repræsentere både mænd og kvinder.

– Som ingeniør udformer man noget alt efter, hvordan det skal bruges. Når man så har modeller af den gennemsnitlige mand, giver det mening, at bilen fungerer efter det, som den testes på. Det, der skulle forbavse, ville være, hvis kvinder var mere beskyttede, forklarer Astrid Linder.

Den nye svenske dummy, SET 50 F, blev udviklet i samarbejde med flere bilproducenter og Euro NCAP, der står for mange sikkerhedstests af biler i Europa. Den er udviklet til bagkollision, da kvinder netop er overrepræsenterede i piskesmældsskader.

En omkostningsfuld affære

Det er en skam, hvordan der blev gjort så stort et stykke arbejde i fortiden for at skaffe data på den gennemsnitlige mand og ikke investeret nok i at skaffe de samme data på kvinder.

Det siger docent ved Department of Mechanics and Maritime Sciences på Chalmers tekniske højskole, Johan Davidsson, der har forsket i skader på menneskekroppen i trafikuheld i mange år.

Han kan se behovet for en gennemsnitlig kvindelig crash test dummy. Netop fordi kvinder er i meget større risiko for piskesmæld ved påkørsel bagfra.

Men han har nogle forbehold.

– I dag kan vi forme en masse virtuelle modeller, der repræsenterer mange forskellige slags kroppe, der kan repræsentere alle. Det vil være mest omkostningsgivende, fortæller han.

Derfor mener han, at det er tilstrækkeligt med de i alt fire modeller: den kvindelige crash test dummy til bagkolission, den lille kvinde, den gennemsnitlige mand og en stor mand.

FDM: ‘Smadderglædeligt’

Søren W. Rasmussen arbejder som bilteknisk redaktør ved bilejernes organisation FDM, der desuden er Danmarks repræsentant ved Euro NCAP, der kollisionstester biler i EU.

Han mener, at det er “rigtig fint”, at der med EU-initiativet stilles yderligere krav til producenter om, at der skal tages højde for, at brugere af biler kan være af forskellige køn.

Han fortæller også at han har besøgt Volvo og set et eksempel på en kvindelig crash test dukke. Noget, han er meget positivt stemt overfor, selvom han er også sikker på, at man får meget mere værdi ud af det, når man laver crash tests på computeren. Blandt andet pga. de store omkostninger ved de fysiske tests.

– Det er et ret detaljeret område at kigge på kvindernes kropsstruktur, og hvordan de er mere sårbare, siger han og uddyber, at det skal forstås sådan, at dette fokus kun gavner kvinder, mens øvrig forskning gavner både kvinder og mænd.

Hvordan er det at 'kigge på kvinders kropsstruktur, og hvordan de er mere sårbare' et detaljeret område?

– Den grundlæggende udvikling, der har været med airbag og sikkerhedsseler, har jo været et kæmpe plus, både for mænd og kvinder, som alle har høstet frugten af. Det er måske forkert at bruge udtrykket niche, det er jo stadig 50 procent af befolkningen, men det er en mindre del af det i stedet for alle.

Med den store forskel i skader, manglende kvinde-dukker og det faktum, at kvinder er halvdelen af befolkningen, kan man så ikke argumentere for, at det netop er gavnligt at se på det, som direkte har med kvinders sikkerhed at gøre?

– Jo, men det er jo også det, de er begyndt på. Det er smadderglædeligt og en positiv udvikling.

Det har ikke været muligt at finde ud af præcis hvilken model, Volvo har præsenteret for Søren W. Rasmussen. Volvo oplyser, at de lige nu ikke bruger en fysisk model af den gennemsnitlige kvindelige dukke i deres tests.

Virtuelle eller fysiske tests?

Astrid Linder er dog uenig i, at virtuelle tests er den bedste vej frem.

– Det er matematiske modeller, som man kan bruge som et supplement, siger hun og fortsætter:

– Så længe det er mennesker, der kører i bilerne, skal vi være sikre på, at det fungerer rent fysisk.

På baggrund af sit arbejde fremhæver hun også, at produktionen af dukkerne er nem nok, men at der skal være en efterspørgsel efter dem.

– Det er hønen og ægget, så hvad kommer først? Der er crash test dummies-fabrikker i hele verden, men de vil kun producere, hvis de kan sælge det.

Om sin egen kvindelige dummy siger hun:

– Der er én model lige nu, alle kan tilgå tegninger og information om den.

I et skriftligt svar, forklarer Mercedes-Benz, at de bruger en 5th percentile female dummy, og at de ikke ser en stor forskel i sikkerheden mellem mænd og kvinder.

Ligeledes skriver Volvo Cars, at lighed i sikkerhedstests er en kerneværdi for dem. Der er flere elementer i sikkerhedstests end bare crash tests. De henviser til den store udvikling med virtuelle tests, og at den nyeste kvindelige crash test dukke, SET50, ikke er kommercielt tilgængelig.

Til beslutningsforslaget fra EU skriver Volvo Cars, at det er godt fra et principielt perspektiv, men fra et ”real-world”-perspektiv, er det slet ikke nok. Dette pga. at de kvindelige crash test dukker ikke kan repræsentere en stor del af populationen – hvilket også gælder for den mandlige dukke.

Læs mere om:

Læs også