Lydmor har fået nok: "Jeg ved godt, at I plejer at lave hits med pikken, men jeg har købt en strap on"

Jenny Rossander kan bedst beskrive sig selv som en juicemaskine. Kommer man gulerødder og æbler i maskinen, er det gulerod-æblejuice, man får.

Derfor har hun heller aldrig lyttet til dem, der mener, at hun skal begrænse sig og vælge én kunstform eller ét tema.

Jenny Rossander er mest kendt som musiker under navnet Lydmor, men hun laver også teater og skriver vrede læserbreve om sexisme.

– Jeg har gennem min karriere mødt mange, der har sagt: "Jenny du bliver nødt til at vælge. Du kan ikke både lave musik og skuespil, så bliver folk forvirrede." Så i dag er mit motto bare, at hver gang nogle tror, de ved, hvad jeg er, så prøver jeg noget nyt, siger hun.

Lytter man til hendes sange, kredser de om temaer som diversitet, minoriteter, køn og stereotype forventninger til kvinder – emner, som hun insisterer på, skal gå igen på tværs af hendes kunstneriske måder at udfolde sig på.

Netop nu er det Betty Nansen Teatret, der lægger skrå brædder til Jenny Rossanders lyd- og tekstunivers. Hun er nemlig aktuel med stykket "Animal Farm", som hun både medvirker i og har lavet musik til.

Musikkens magt

Jenny Rossander havde ellers annonceret overfor sin manager, at hun ikke længere ville beskæftige sig med teater, i hvert fald ikke lige nu. Hun så i stedet sit snit til at bevæge sig over i film og andre projekter.

Men der var alligevel noget ved lige netop dette stykke, som fik hende til at gøre en undtagelse.

–Elisa Kragerup (instruktøren på "Animal Farm", red.) sagde til mig, at hun var interesseret i musik som manipulation, og det er også en ting, der optager mig meget. Stykket handler om blandt andet gruppedynamikker og magt, og jeg synes, at det er enormt spændende, at det, jeg laver også, har en mørk side.

Hun begyndte at lave teater i 2019, og selv om der markante forskelle mellem teater og musikken, så kan skiftet mellem kunstscenerne alligevel noget. Særligt i hendes møde med publikum.

– Teater har mere spændvidde, fordi du kan bruge tale og historie. I teater taler man om "kontrakten med publikum" (den måde, en skuespiller interagerer med publikum, red.), og det begyndte jeg at tænke mere over i forhold til mine koncerter, som sidenhen er blevet langt mere udforskende og performative.

Forud for prøverne på "Animal Farm" satte hun sig sammen med instruktøren for at lave nogle eksperimenter på, hvor meget indflydelse selve musikdelen har på publikums tanker og følelser.

Hun sammenligner det med en gyserfilm: Lige meget, hvad der foregik på scenen, så var det musikken, der manipulerede publikum mest.

– Jeg synes, det var enormt interessant at pointere farligheden i, hvor meget magt man egentlig har i rummet med publikum. Om det så er på teater- eller musikscenen, siger hun.

Musikkens magt og manipulation er noget, som Jenny Rossander længe har været bevidst om som musiker.

På teatret bliver musikkens magt brugt til at iscenesætte noget ondt. Karakterer bliver frosset ude og ignoreret af fællesskabet. Men i hendes musik er det helt omvendt.

– Som sanger bruger jeg enormt meget manipulation til at få folk til at få det bedre i sig selv, føle sig frie, åbne, uafhængige og empowered, siger hun.

The odd one out

Musikken har altid føltes som en naturlig forlængelse af Jenny Rossander. Der er ellers ingen kunstnere i hendes familie, bortset fra en grandonkel, der var jazzmusiker.

Hun er vokset op med sine forældre og søster på Fyn ude på landet i en by, som hun ikke har den store tilknytning til den dag i dag.

– Jeg var "the weird kid" i en by, hvor der ikke var nogle weird kids. Jeg blev voldsomt mobbet, men jeg har altid haft et virkelig tæt forhold til min familie, hvilket jeg tror reddede mig fra ikke at blive fuldstændig formet af at være upopulær.

Som barn spillede hun klarinet, men hun forestillede sig aldrig, at tonerne kunne blive en levevej. Det var først senere, da hun kom på efterskole.

– Det var en rigtig hippieefterskole, hvor der var meget mere accept af mange forskellige typer. Det var virkelig fedt at mærke et sted, der ikke var forfærdeligt.

På efterskolen sang hun for første gang solo på en scene. Noget, som hun forklarer, at hun nærmest forstod helt intuitivt.

– Jeg kunne bare mærke, at det her kan jeg, og jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre med musikken. Så satte jeg mig ned ved et klaver, lærte at spille det, og dagen efter skrev jeg min første sang.

Sangen hed "Lonely Angels" og handlede om ensomhed. Den er aldrig udkommet, og selv synes hun nok heller ikke, at det er det bedste, hun har skrevet.

Men nogle af elementerne i sangen kaster alligevel små pile til de sangtekster, hun senere har skrevet, som netop handler om diversitet og åbenhed – på musikscenen og i al almindelighed. Temaer, der kun har fyldt mere for hende siden.

Mødet med musikbranchen

Når Jenny Rossander tænker tilbage på mødet med den danske musikbranche, er det med blandede følelser.

Særligt det at være kvinde med et ønske om at bevæge sig ind i den elektroniske musikgenre medførte mange kommentarer.

– Folk talte ret nedladende, og de kunne finde på at sige, at det var underligt, at jeg lavede elektronisk musik som kvinde. Andre synes, at det var enormt sejt, at jeg kunne, fordi jeg er kvinde.

Hun oplevede også, at mange forsøgte at teste hende.

– De spurgte eksempelvis ind til, hvilke plugins jeg brugte. Til sidst orkede jeg det ikke, og så blev autosvaret bare: "Jeg ved godt, at I plejer at lave hits med pikken, men jeg har købt en strap on." Det lukkede som regel munden på dem.

Det er oplevelser som disse, der har fået hende til at engagere sig mere og mere i den feministiske dagsorden.

Tilbage i 2020 skrev hun en kommentar på Gaffa.dk til Ekstra Bladet om avisens musikanmelder Thomas Treo, hvor hun blandt andet skrev:

"Problemet opstår, når Treo, hver eneste gang han vender blikket mod en kvinde, skal gøre det sexistisk. At det skal handle om det faktum, at de er kvinder, om hvad de har på, og hvad han synes om det."

– Det er ikke engang hans værste, men det fik dråben til at flyde over, fortæller hun i dag.

– Jeg har siddet med så mange kvinder backstage og snakket om hans anmeldelser, og om hvordan de altid omhandler ens outfit, ens udseende eller seksualitet, siger hun.

Det er ikke kun i spalterne i Ekstra Bladet, at Jenny Rossander gør sig bevidst om en sexistisk kultur og manglende ligestilling for kvinder og kønsminoriteter.

Hun ser også sexismen i musikbranchen. Men som hun siger "er det ekstremt svært at pege på, hvornår det sker".

– Man kan jo ikke bare altid sige: "Nå, de valgte ikke at spille min sang, fordi jeg er kvinde." Og det ville jeg heller aldrig gøre. Men jeg har besluttet mig for at blive mere bossy for at skabe en modvægt og opnå større autoritet i branchen.

Derfor er hun også meget optaget af den viden og de undersøgelser, der er om sexisme i branchen.

– Jeg er blevet mere optaget af tallene og antropologiske studier, som viser, at mange er ubevist utrygge ved kvindelige autoriteter. Der kan jeg bare se nogle mønstre, der går igen i mit liv.

Jenny Rossander har selv skiftet mening i forhold til kvoter, og det har hun gjort, fordi hun mener, at der er brug for kontrol – ellers sker der aldrig noget.

– Jeg er så træt af de hvide "chefmandetyper", som lover og lover, at der bliver gjort noget ved problemet. Det gjorde de også for 12 år siden, men tallene har ligesom bare ikke rigtig rykket sig.

Lang vej igen

Debatten om kvoter i musikbranchen blev blandt andet affødt, fordi statistikker viser mangel på kvindelige artister i radioen, på top 10-listerne, til festivaler og på spillesteder.

Og selvom tallene ikke har rykket sig, peger Jenny Rossander på en positiv udvikling i det kvindelige fællesskab i branchen.

– Der er kommet et meget mere behageligt fællesskab mellem kvinder og kønsminoriteter. Vi er blevet meget bedre til at bruge hinanden, støtte hinanden og tale hinanden op. Førhen var vi meget få kvinder i branchen, og derfor var diskursen meget konkurrenceorienteret.

Hun er klar over, at hun samtidig også selv har været en del af den struktur, hun nu forsøger at ændre.

– Jeg har jo også selv ind i mellem tænkt: "Årh nu går det godt for en anden kvindelig musiker, så betyder det nok, at det går dårligt for mig." Det er jo 'the queen bee syndrome'.

The queen bee syndrome, et fænomen, som første gang blev beskrevet i 1970’erne af blandt andet den amerikanske psykolog og feminist Carol Travis.

Det er en opfattelse af, at der kun kan være én kvinde på tronen, fordi flere har en oplevelse af, at der ikke er særligt meget plads til kvinder og kønsminoriteter i branchen.

Men den opfattelse er heldigvis på vej mere og mere ud, ifølge Jenny Rossander.

– Det er, som om vi selv er blevet mere bevidste om problemet, og i stedet for at tænke "alle mod alle", så er der bare meget mere sisterhood nu.

Selvom hun ser en stor udvikling i branchen, særligt blandt kvinder, er der stadig meget, der skal gøres.

Ligestillingsproblematikken kan ikke alene reddes af et større sammenhold kvinder og kønsminoriteter imellem, mener Jenny Rossander. Det skal også komme fra, dem der sidder på magten.

– Der sidder en masse gatekeepers, som slet ikke er opmærksomme på deres ubevidste bias, og så længe de ikke gør sig bevidst om den magt, de sidder med, så er der stadigvæk fucking lang vej til ligestilling, siger hun.