Mange kalder det for livets helt store øjeblik. De unge er villige til at gå glip af det - af en særlig grund
Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Unge mennesker er villige til at få mindre familier, stoppe med at bruge bilen, købe mere genbrug, rejse mindre, spise vegansk kost - alt sammen for at passe bedre på klimaet.
De er mere villige til at lave store livsstilsforandringer for klimaet end de ældre generationer.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for The Guardian.
TV 2 har talt med bæredygtighedspsykolog Simon Elsborg Nygaard om undersøgelsen, og ifølge ham er de unge vokset op med klimakrisen som et faktum, mens det for de ældre generationer har været et politiseret emne.
- De unge er vokset op med den her problemstilling helt inde under huden som en almenmenneskelig problemstilling. Og de er mere klar på at handle, fordi de har en bevidsthed om, at de skal leve med konsekvenserne af klimaforandringer, siger Simon Elsborg Nygaard til TV 2.
Om undersøgelsen
- Undersøgelsen er lavet ud fra en spørgeundersøgelse, der har været sendt ud i seks europæiske lande, heriblandt Danmark.
- De andre lande er Frankrig, Italien, Spanien, Sverige, Tyskland og Storbritannien.
- Alle generationer fra de forskellige lande er blevet spurgt om, hvilke tiltag de er villige til at tage for at passe på klimaet.
At få børn betragtes af mange som et af livets helt store øjeblikke. Men 30 procent af de unge mellem 25 og 34 år svarer i undersøgelsen, at de er villige til at få færre børn for ikke at påvirke klimaforandringerne mere.
For de yngre i aldersgruppen 18-24 år gælder det 28 procent.
De unge er også i høj grad tilhængere af et forbud mod produktion og salg af biler, som kører på benzin eller diesel.
Her svarer 46 procent af de 18-24 årige og 42 procent af de 25-34 årige, at de er for et totalforbud. Til sammenligning er kun 22 procent af gruppen over 65 tilhængere af forbuddet.
De unge bakker også op om lovbestemte begrænsninger på produktion af kød og mejeriprodukter, afgifter og begrænsninger på flyrejser.
En ud af fem af de 18-24 årige var villige til eller havde allerede droppet kød og mejeriprodukter fuldstændigt. Det samme var gældende for 13 procent i gruppen over 65 år.
Over halvdelen - specifikt 54 procent - af de 18-24 årige er villige til at undgå at køre bil, mens det gælder 45 procent for aldersgruppen over 65 år.
Det var dog et spørgsmål, som splittede de europæiske lande.
For hvor 58 procent af de franske respondenter var klar til at droppe bilen og cykle, gå eller tage offentlig transport, gjaldt det kun 35 procent af de danske respondenter.
En dansk undersøgelse fra tidligere i år viste, at klimaforandringer er et bekymringspunkt, der fylder meget for aldersgruppen 12 til 30 år.
Den samme undersøgelse viste også, at 25 procent af unge kvinder i alderen 20 til 30 år overvejer ikke at få børn på grund af konsekvenserne af klimaforandringer.
Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: