“Manila, hvad bilder du dig ind? Du er jo ikke ligesom alle de andre,” sagde hun til sig selv. Men det skulle hun ikke have gjort

Hvad synes du, det vigtigste, der er sket for kvinder i det foregående år, er?

- Det bedste, der er sket, er, at jeg stadig er håbefuld selv i en tid, hvor der er så mørkt generelt hvad angår menneskerettigheder, frihedsrettigheder og herunder også kvinders rettigheder.

- Det er ikke ensbetydende med, at der er sket forandring siden sidste år, men det er modstandskraften, der er det vigtige, og vedligeholdelse af den og håbet om forandring. Lige nu er vi ikke i fredstid, og vi bliver derfor påmindet om de kampe, andre kvinder kæmper. Vi skal huske minoritetsetniske kvinder i samfundet, vi skal huske deres stemmer i offentligheden og ved middagsbordene. Vi skal huske at kæmpe for alles rettigheder.

- I Afghanistan må kvinder nu blandt andet ikke færdiggøre deres skolegang, og deres stemmer må ikke høres i offentligheden. Det er en mørk tid, fordi der systematisk og strukturelt sker undertrykkelse på forskellige måder, altså gender apartheid. Derfor er det nu, vi skal vise den modstandskraft, som jeg mener, hvert menneske har, men som bliver større, hvis vi vedligeholder, organiserer os og mobiliserer os omkring menneskerettigheder.

Hvad ville du ændre i vores samfund med det samme, hvis du kunne?

- Det er et enormt svært spørgsmål, for intet kan ske med det samme. Forandring sker ikke dag til dag, forandring sker over tid, fordi du bliver ved med at kæmpe dag til dag. Jeg mener ikke, at der skal være en begrænsning for solidaritet. Solidaritet skal ikke være afhængig af hudfarve og landegrænser. Den begrænsning, føler jeg, der sættes i dag. Og det skal vi ændre på, og det tror jeg på, at vi kan.

Hvilke råd ville du give til dit yngre jeg om at være pige/kvinde i dag?

- Jeg kom straks til at tænke på, at da jeg gik i fjerde klasse, hvor jeg var ny i Danmark, brugte jeg fodbold som værktøj til at identificere mig med de andre danskere. På fodboldbanerne var jeg den bedste. Jeg var god, jeg blev set, og jeg var vigtig på banen.

- Men jeg kan huske, at jeg en dag kom ind efter at have spillet fodbold i frikvarteret og kiggede mig i spejlet, mens jeg vaskede hænder. Der sagde jeg til mig selv: “Manila, hvad bilder du dig ind? Du er jo ikke ligesom alle de andre.” Den tanke har haft stor betydning for min identitet og formentlig også sat begrænsninger for mig gennem min opvækst.

- Til Manila, som stod der og kiggede sig i spejlet, ville jeg sige: “Hvor er du sej, at du skiller dig ud. Du kommer med noget andet - noget, de andre ikke har - og det kan ses som en kæmpe styrke.”

Hvem er dit kvindelige forbillede?

- Jeg synes virkelig, man skal kigge mod sine nærmeste, og jeg tænker på min egen mormor, min bibi, som det hedder på Dari. Hun havde virkelig en god balance i at være principfast, men også gæstfri. Den måde, hun sagde nej på, var enormt inspirerende. En kvinde skal også kunne sige nej uden at komme med forklaringer, og det var hun helt absurd god til. Hun mente, at vi skulle være der for hinanden og for samfundet, men stadig stå fast ved egne principper. Du må godt kræve noget, så længe du gør det på en ordentlig måde.

- Hun havde en ro over sig, selvom min mormor gik igennem rigtig meget. Hun så sine egne børn blive dræbt i krigen i Afghanistan, hun så dem flygte. Jeg nåede ikke selv at sige farvel til hende, da hun gik bort i 2007, men hun havde efterladt nogle smykker til os og skrevet et brev om, at vi skulle huske at være stærke. Det glemmer jeg aldrig.

Hvad vil du sige til dem, der ikke mener, der er noget tilbage at kæmpe for?

- Hvis man siger det, fordi det føles håbløst, så ville jeg sige, at man skal tage en dag ad gangen. Jeg ville forsøge at opbygge modstandskraft og finde håb, for det handler om at kæmpe dag for dag.

- Jeg ville også holde fast i tanken om, hvad mit fremtidige jeg kunne have brug for. Hvad skal mit kommende jeg have, som jeg ikke havde?

- Og hvis man virkelig mener, at man ikke selv har noget at kæmpe for, så prøv at kigge på sidemakkeren eller den, der sidder overfor dig i bussen. Kig på dem, du møder på gaden i den lokale bazar eller i kiosken. For der er stadig rigtig meget at kæmpe for og meget mere på dagsordenen.

Hvordan markerer du dagen?

- Det føles næsten som min fødselsdag, for jeg er født ind i en kvindekamp, så jeg glæder mig. På dagen skal jeg blandt andet holde taler på Blågårds Plads, og om søndagen den 9. marts arrangerer jeg selv sammen med Plan Børnefonden et event for at markere, at vi skal kæmpe året rundt og ikke kun 8. marts.

- Vi starter dagen med at bokse, og så er der morgenmad og kaffe. Der vil også være talks om, at vi skal huske at støtte hinanden i netværk og huske at mobilisere os og bruge de kræfter, vi har lokalt. Det er selvfølgelig gratis for alle.