Marie Bach Hansen: "Tonen bliver mere og mere hård. Det er vigtigere end nogen sinde at lytte til nuancerne"

Det var dengang for otte år siden, hvor tv-serien ”Arvingerne” løb over skærmen herhjemme.

Marie Bach var sammen med sine medskuespillere Trine Dyrholm og Carsten Bjørnlund inviteret ind i det populære radioprogram ”Mads & Monopolet”, og Marie havde glædet sig, for hun var kæmpefan af programmet.

– Da jeg kom hjem, var jeg helt oppe at køre over, at jeg havde været med, og hvor sjovt det havde været. Men så kom jeg til at gå ind og se kommentarsporet til programmet, hvor der var nogen, der svinede mig til.

– De mente åbenbart, at jeg var for irriterende at høre på, og kommentarerne var noget a la: ”Er der ikke nogen, der kan få hende til at holde kæft?” og ”Hold kæft, hvor er hun irriterende at høre på!”

– Jeg fik simpelt hen et chok af at læse det. Jeg lå under dynen og græd en hel dag. For dengang for otte år siden talte vi ikke om den syge debatkultur, der er opstået med de sociale medier, så jeg tog det på min egen kappe og tænkte: ”Fuck, Marie, du skulle ikke have sagt det og det, og måske var det dumt, at du sagde sådan og sådan.”

– Jeg var så ked af det. Og kunne slet ikke holde fast i alle de gode kommentarer, jeg fik, og min ellers gode oplevelse af at være derinde.

Marie sidder et øjeblik og genkalder sig situationen. For hun har faktisk slet ikke tænkt over det eller talt med nogen om det siden.

Det er først nu, hvor der er kommet fokus på tonen i den offentlige debat, at mindet kommer op til overfladen.

– Jeg talte med min familie om det dengang, og de sagde bare: ”Op på hesten igen, de er bare nogle idioter, lade være med at læse det” og sådan noget.

– Jeg sagde det ikke til andre, det turde jeg simpelt hen ikke. Jeg var flov over overhovedet at have stukket næsen frem. Jeg blev skamfuld i stedet for modig og sårbar. For det er dét, vi har lært: Det er din egen skyld, du må selv stå på mål for det.

– Selv om det eneste, jeg havde ”gjort galt”, nok var at tale lidt for meget og måske komme til at afbryde. Jeg kan godt blive meget ivrig.

Havde situationen været en anden, hvis det var sket i dag, tror du?

– Ja, for i dag har vi italesat den debatkultur, der giver folk lov til at tale så grimt til hinanden. Det er en kultur, der kan ende med at lukke ned for alt, hvad der stikker ud og er anderledes på grund af angst for udskamning.

– Der er heldigvis masser af modige mennesker, der står frem nu og beder folk om at holde inde med den retorik. Men det er interessant, at jeg tog det på min egen kappe og tænkte, at det var mig, der skulle ændre alt muligt ved mig selv.

– For hvad har de kritikere gjort i deres eget liv, som giver dem ret til at tale sådan til andre? Er de selv inde i arenaen, eller sidder de bare i deres hjørne og dømmer andre? Man kunne jo også bare skrue over på et andet program. Hvorfor al den vrede?

Undercover i Hvide Sande

Det der med at være modig og sårbar er noget, der optager Marie Bach Hansen. De to ting hænger uløseligt sammen, mener hun – de er ikke hinandens modsætninger.

I TV 2’s nye krimiserie ”Hvide Sande”, hvor Marie spiller undercover-eksperten Helene, er der dog ikke meget sårbarhed at spore hos hende.

I hvert fald ikke i de første to afsnit (som tegner virkelig lovende, så du kan godt glæde dig!).

Helene er en hård banan, der sammen med den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas (Carsten Bjørnlund) skal opklare mordet på en ung tysk surfer i turistparadiset Hvide Sande på den jyske vestkyst.

Men da byens indbyggere ikke har den fjerneste tillid til politiet, er Helene og Thomas nødt til at trække i civil og leve som et almindeligt par, der er søgt væk fra storbyen for at leve et stille liv.

Det giver gnidninger, for både Thomas og Helene er vant til at leve alene og er ikke tilbøjelige til at tage imod ordrer fra en partner.

– Helene og jeg har helt klart nogle fællestræk, blandt andet professionalismen. Men modsat mig er hun en loner, som helst arbejder alene, hvor jeg elsker samarbejdet. Helene har været undercover i mange år, så hun er lidt af en kamæleon.

– Det giver hende en hårdhed, men dér hvor vi møder hende, er hun klar til at finde ud af, hvem hun selv er – nu hvor hun har været i alle mulige forskellige miljøer i flere år.

– Hun er ved at finde ud af, hvad hun vil med sit private liv, om hun overhovedet har noget. Så selv om hun er en hund efter spændingen, har hun også længsel efter noget andet.

– Helene har også en stor retfærdighedssans, og på dét punkt ligner vi hinanden meget. Det er sjovt, for det karaktertræk er gået lidt igen i de karakterer, jeg har spillet, så måske er der nogen, der ser, at jeg passer ind i den slags roller med et meget udviklet moralsk kompas.

Hvordan har du forberedt dig til at spille undercover-betjent?

– Jeg lavede en masse forarbejde, da jeg spillede med i ”Mord uden grænser 2” (tv-serie fra 2018, red.). Dengang fulgte jeg en politimand, så det har jeg trukket på.

– Denne gang har jeg fokuseret mere på, hvordan man infiltrerer et lille miljø uden at blive opdaget. Vi optog i Hvide Sande fire-fem måneder hen over sommeren sidste år, og det var SÅ dejligt at arbejde sammen med Carsten igen.

– I ”Arvingerne”, hvor vi også spillede sammen, var vores karakterer Frederik og Signe så langt fra hinanden, som man kunne komme, men nu er vi hinandens, og det har været et fantastisk parløb. Og sindssygt sjovt!

Model – nej tak!

Marie Bach Hansen kender de små provinsbymiljøer fra sig selv – hun kommer fra Borum ved Aarhus, som kunne svinge sig op på 500 indbyggere, da Marie var barn.

Hun voksede op i et frit og kreativt miljø med klaver i stuen og trygge rammer, og allerede da hun var tre år, proklamerede hun, at hun ville være ”spilskuer”.

Men fordi Marie er født med en grundlæggende nysgerrighed, skulle hun ad nogle omveje, før hun ramte scenen.

Nysgerrigheden – tilsat en smule pjæk – kastede hende ellers hovedkulds ud i filmverdenen allerede i gymnasietiden.

Holdet bag ungdomsfilmen ”2 ryk og en aflevering” castede folk i frikvartererne, og på vej til toilettet mødte Marie tilfældigvis instruktøren, som spurgte, om ikke hun havde lyst til at blive castet.

– Jeg skulle ind og have dansk, så jeg sagde nej tak, men han blev med at spørge, og til sidst tænkte jeg: Nå ja, det er da sikkert sjovere end at have dansktime. Jeg prøver! Og så fik jeg sgu rollen!

– Jeg var ellers lige kommet ind på en musikuddannelse og skulle starte i 2.g midt i filmen, men jeg fik det hele til at gå op. Det var enormt sjovt at spille, men jeg havde det ikke sådan, at NU skal jeg bare være skuespiller!

– Jeg vidste faktisk ikke rigtig, hvad fanden jeg skulle lave, for der var alt for meget, jeg havde lyst til at prøve.

Som 15-årig blev Marie headhuntet af et stort parisisk modelbureau, da hun sjoskede rundt på Roskilde Festival i fløjlsnederdel og Jacoform-sko.

Men DET skulle hun i hvert fald ikke nyde noget af!

– Jeg var lige kommet fra efterskole, hvor vi syede vores egne brune fløjlsnederdele i sådan nogle baner, du ved, og jeg gik altid rundt med langt filtret hår og gik til koncerter med bare tæer. Vildt åndssvagt. Så tag dog nogle sko på, mand! Ha ha!

– Så da de spurgte mig, var jeg sådan: Øøøh, nej! Jeg ville under ingen omstændigheder ind i sådan en kapitalistisk verden, puuuuha! Bagefter har jeg tænkt, at det da kunne have været meget sjovt at prøve.

– Nu har jeg været med i nogle modeshows et par gange, og hold kæft, hvor jeg synes, det er fedt ikke at have noget ansvar og bare blive modelleret rundt. At nogen står og nusser mit hår og taler hen over hovedet på mig om, hvad de skal gøre med mig.

– Det minder lidt om følelsen af at lege frisør med børn, ha ha! Jeg elsker det!

Mand, hund, hus og barn

Som 19-årig besluttede Marie sig for at tage ud i verden.

– Jeg havde sådan en idé om, at det ville være fedt at have et andet sted i verden, hvor man følte sig hjemme. Hvor man kendte gaderne og kunne sproget og det hele. Så jeg tog til Barcelona helt alene.

– Jeg anede ikke, hvad jeg skulle dernede, og jeg fortrød også allerede i flyet. Hvad LAVER jeg?! tænkte jeg. Men det var også en fed følelse. Jeg får helt sug i maven, når jeg tænker på den i dag. Fordi der er så langt at falde, ikke?

Og så stod hun pludselig dér på Placa de Catalunya med to kufferter. Hun kendte ikke en sjæl og kunne ikke sproget.

– Det var sådan en følelse af at være nulstillet. For man får jo på en måde taget sin personlighed fra sig, når man ikke har sit sprog. Alt lå åbent, det var meget pirrende.

Marie blev i Barcelona i et år og fik bygget en tilværelse op. Hun arbejdede på restaurant og fik lært sig spansk og sejlede et par måneder rundt i en træbåd i Caribien med sin daværende kæreste.

Hjemme igen tog hun matematik på HF og søgte ind på teaterskolen og sociologistudiet.

Hun kom ind begge steder, droppede sociologien til fordel for skuespillet og blev ansat på Mungo Park, lige efter hun havde færdiggjort skolen.

Siden har Marie Bach Hansen spillet et hav af roller på både teater, film og tv, og selv om nysgerrigheden stadig driver hende, er hun landet på en fast base – privat sammen med trommeslageren Stefan Pasborg, som hun flyttede sammen med for et par år siden, hans søn Louis og den lille papillon Stella. Mand, hund, hus og barn.

Bonnie & Clyde

Du er ikke bange for at gro fast, Marie?

– Jeg forstår godt, hvorfor du spørger, men jeg har faktisk aldrig forstået det syn på parforhold og familie, at det er noget, der skulle holde os nede eller fast. Hvordan kan det, at man bor sammen med mennesker, man godt kan lide, være ensbetydende med at gro fast? Kan det ikke lige så godt være dér, eventyrlysten og nysgerrigheden starter?

– Vi gror jo stadig videre – bare lige ved siden af hinanden. Jeg kan ikke se, hvorfor lysten til at udvikle sig skulle forsvinde, bare fordi man har en kæreste. Vi skal selvfølgelig huske at tjekke ind hos hinanden en gang imellem, men det synes jeg bare, er fedt.

– At have en at sparre med om, hvad der sker i ens liv. For mig er det hele bare endnu vildere, når man er sammen med en, man godt kan lide.

– Jeg er sammen med en mand, som også rejser virkelig meget, så når jeg skal optage i Amsterdam, og han skal spille koncert i Geneve, og så kan vi flyve sammen til Sevilla og have tre dage der.

– Det er så meget et drømmescenarie for mig. En Bonnie & Clyde-følelse af at kunne erobre verden sammen, men samtidig have gang i hvert vores projekt og give hinanden plads til det.

– Stefan og jeg er gode sammen, fordi vi komplementerer hinanden godt i forhold til at give hinanden frihed og plads, samtidig med at vi har et enormt stærkt bånd og en stor kærlighed imellem os.

– Selv om jeg har noget ”fri fugl” i mig, har jeg fundet ud af, at jeg også er en redebygger. Min veninde sagde forleden: ”Du er sådan en, der bare skal sidde på en pude og give og tage imod kærlighed.” Det kan jeg godt mærke.

– Jeg elsker at have gode mennesker omkring mig, der kender mig rigtig godt, og jeg har brug for enormt meget tryghed – det er sindssygt paradoksalt.

– Men jeg tror, at jeg bliver bedre og bedre til at acceptere, at jeg faktisk har brug for det. For at kunne udfolde mig.

Introvert i en social krop

Tilbage til sårbarheden og det med lige at vende blikket indad en gang imellem.

I løbet af det seneste år, hvor corona har givet de fleste af os en noget anderledes hverdag, har Marie Bach Hansen opdaget, at hun faktisk er mere introvert, end hun troede.

– En introvert, der bor i en social krop. Jeg kan godt være alene i laaang tid, og samtidig elsker jeg at være social. Det sidste års tid har været sundt for mig, fordi jeg har opdaget, at jeg har brug for lige at debriefe med mig selv, når jeg kommer hjem fra noget.

– For eksempel når jeg tager herfra – så kan jeg godt lige bruge noget tid på at tænke over, hvad vi talte om, kigge lidt på et træ, reflektere.

– Før maste jeg bare aftaler sammen, men nu hvor man har været tvunget til ikke at se nogen, og en dag måske bare har bestået af en gåtur med en veninde og et Zoom-møde på en time, har jeg opdaget en anden side af mig selv.

– Jeg har nok en fortælling inde i hovedet om, at Marie er helt vildt ekstrovert og trives bedst, når der er masser af mennesker omkring hende. Det kan jeg også godt lide, men jeg tror, at det indre rum, dér hvor jeg er alene – det har jeg pludselig kunnet høre nu. Giver det mening?

Ja, absolut …

– Jeg kan høre, at hov, der er nogen, der siger noget. Det er lille Marie, der gerne vil have noget ro. I min branche kan man let finde en identitet i at have meget travlt og gang i alt muligt hele tiden, men jeg blev ikke skuespiller for at haste fra den ene rolle til den anden.

– Hvis man ikke har pauser ind imellem, kan man ikke fordybe sig lige så godt i karakteren, så jeg har lært at sætte pris på pauserne og ikke stresse over, hvad jeg skal bagefter.

– Før var jeg flov over at sige højt, at jeg ikke havde noget arbejde i en periode, men det oplever alle skuespillere jo hele tiden.

– Så det at have en form for løshed omkring det, det har helt klart været en rejse fra ung til voksen for mig. Og hvad er det også for en identitet at have travlt hele tiden?

– I dag er min største skræk, at jeg ikke når at være til stede, dér hvor jeg er. Hvis man bare går fra den ene kaffeaftale til den anden, hvad har det så været værd? Så er det bare et mylder af mennesker inde i hovedet, når man kommer hjem og skal sove. Så jeg er begyndt at lytte til den bløde stemme. Det bliver interessant nu, hvor vi begynder at komme op i gear igen – for hvordan er man i verden på en ny måde?

– Selvfølgelig ville vi helst have været corona foruden, men man kan godt tænke over, hvad man kan tage med ud af den tid. Jeg håber, at jeg har lært, at jeg godt kan sige nej til en aftale. For bare fordi der er timer nok i døgnet, er det ikke sikkert, at ens sind kan følge med.

Den bløde stemme

I det hele taget er blødheden en værdi, Marie gerne vil være med til at sende ud i verden.

– Tingene er meget sort-hvide for tiden, fronterne er trukket hårdt op, tonen bliver mere og mere hård. Derfor synes jeg, at det er vigtigere end nogen sinde at lytte til nuancerne. At insistere på mellemvejene og lytte til den bløde stemme, som kan være så svær at høre for tiden.

– Det går så stærkt lige nu, der er så mange ting at have holdninger til, og jeg finder størst flow og ro og mulighed for at lytte, hvis jeg husker den bløde stemme.

– For tiden læser jeg en bog, der hedder ”Daring Greatly” af en kvinde, der forsker i skam. Hun siger, at folk tror, at mod og sårbarhed er hinandens modsætninger, men at de i virkeligheden ikke kan eksistere uden hinanden.

– Det er sårbart at være modig, der skal mod til at være sårbar. Sårbarhed er ikke lig med skrøbelighed, sårbarhed er at være til stede.

– Og apropos det siger hun også, at man kun skal tage imod kritik fra nogen, der selv sætter deres røv i klaskehøjde. Som også selv er modige.

– Jeg kan da også blive sindssygt frustreret på de politikere, der ikke taler kunsten op, og få lyst til at råbe af fjernsynet. Der er så mange ting, der ikke er til at bære for tiden, men tænk, hvis vi kunne finde nogle rum, hvor vi kunne dele frustrationerne og sårbarheden uden at tale grimt til hinanden.

– Et rum, hvor vi insisterede på at tale ordentligt til hinanden. Det rum vil jeg gerne tale ind i. Vi er nødt til at lade blødheden tale, og vi er nødt til at slå lyttebøfferne så meget ud, som vi overhovedet kan, i stedet for at prøve at overdøve hinanden. For dét er fællesskabsdannede, dét er opbyggende.

– Min kloge lillesøster siger, at hvis man bliver frustreret over noget – og det kan være alt fra klimaet, kunsten, miljøet, dem, der ødelægger verden – så opsøg de opbyggende fællesskaber, og meditér.

– For man kan ikke ændre alle mennesker. Men man kan prøve at være rolig. Man kan lytte, mærke efter og så handle ud fra det. Det øver jeg mig i, for jeg tror på, at vi kommer længere på den måde.