Karima blev giftet bort som 18-årig: "Jeg var fyldt med vrede"

Hvorfor skal man lufte sit beskidte vasketøj? Hænge det til skue, så alle kan glo?

Det forstod Karima Bouyluds 82-årige mor ikke, da hendes datter fortalte om den roman, der var på vej.

– Først grinede hun. Hun troede ikke på det og foreslog, at jeg skulle skrive om min hund i stedet for.

Først da Karima sammenlignede bogen med de tyrkiske tv-serier, hendes mor elsker at se, hvor konsekvenserne af menneskers handlinger er skåret ud i pap, forstod hun det lidt bedre.

Men hun billiger det stadig ikke.

Karima Bouylud har marokkanske rødder, men er født og opvokset i Danmark. Hun fortæller om sin debutroman “I kærlighedens navn” fra familiens lejlighed tæt ved Nørrebro Station.

Hendes mand, journalist og dokumentarist Nagieb Khaja, er i Afghanistan på optagelser.

Så hun er alene med de tre store hjemmeboende børn og hunden Elias, der altså ikke blev hovedkarakterer i en bog om kæledyr, som Karimas mor foreslog.

For så hyggelig er Karimas virkelighed ikke.

– Jeg ville ønske, jeg kunne have skrevet en hyggelig bog om min hund, som min mor gerne ville have. Men denne bog har insisteret på at komme ud. Jeg har haft øjeblikke ved tastaturet, hvor fingrene fik deres eget liv, siger Karima.

Rå familiehistorie

Karima Bouyluds roman er på mange måder en terapeutisk rejse. En tempofyldt, dramatisk og rå fortælling om ikke at passe ind i den kultur, man er født ind i.

Om at ville frigøre sig fra de herskende normer, værdier og forventninger. Og om at gøre sine nærmeste ondt, uanset hvilke valg man træffer.

Karima trækker på sin egen familiehistorie, der rummer svigt, skam, vold, overgreb, misbrug og psykisk sygdom. Men hun beskriver samtidig et miljø, hvor kærlighed, fællesskab og de gode viljer findes.

Hvor man ønsker det bedste for sine nærmeste, men måske ikke har forstået, hvad “det bedste” er.

Romanen har fiktive karakterer og scener, men læner sig tungt op ad livet, som det har udspillet sig for tre generationer af kvinder: Karima, hendes mor og Karimas datter, Sara.

– Min familie og folk, der kender os, kan helt sikkert spotte personlighederne. De tilhører rigtige mennesker. De fleste scener er opdigtede, men de er skabt ud af problematikker i vores familie og i min vennekreds, siger hun.

Gift med en fremmed

Som teenager lignede Karima ikke sine ældre søstre. De var faldet godt til i arrangerede ægteskaber. Havde gode liv med marokkanske ægtemænd, som de havde lært at elske.

Karima stak af hjemmefra, klippede sit hår og fik piercinger. Hun var tiltrukket af “det danske”.

– Jeg ville med på lejrskoler og til fester. Jeg ville tegne og male, og jeg tegnede nøgne kroppe i bevægelse. Min mor syntes, jeg var bindegal, så hun rev dem i stykker.

Karima skulle have hjælp til at falde til ro, mente hendes forældre. Så de tog til Marokko. Angiveligt på familiebesøg.

Men da de ankom, blev Karima spurgt, om hun ville giftes med en mand, familien havde udset sig. Et passende parti, der kunne bringe hende til fornuft og give hende tryghed.

Situationen, hvor hun bliver spurgt, om hun vil giftes med manden, står sløret i hendes erindring.

– Min ene søster har efterfølgende sagt: “Hvorfor sagde du ikke fra?” Men jeg følte ikke, jeg kunne, siger Karima, der beskriver indgåelsen af ægteskabet som en “forfejlet intervention”.

– For at komme igennem de tre dage, bryllupsfesten varede, koblede hun hovedet fra. Kroppen flød med, men mentalt var hun der ikke.

– Det er meget muligt, jeg sagde ja. Men jeg føler ikke, jeg blev hørt. Jeg var 18 år, jomfru og befandt mig meget langt fra mine vante omgivelser. Jeg troede, jeg var på familierejse.

Efter brylluppet tog Karimas familie hjem til Danmark, mens hun måtte blive i Marokko blandt fremmede.

– Min svigerfamilie var søde og rare mennesker, men det var lige meget, for jeg havde ikke lyst til at være gift med den her mand.

– Vi skulle dele seng med det samme, og bare det at sidde i samme rum som ham føltes som et overgreb.

Karima blev hurtigt syg. Hun kastede op og blev sendt hjem til Danmark for at blive undersøgt. Lægen sagde: “Tillykke!”

– Jeg var jomfru den ene dag og gravid den næste. “Sweet Mother of Jesus,” siger hun og kigger op i loftet.

Efterlod børnene

I romanen er scenerne omkring det arrangerede ægteskab tæt på Karimas egen virkelighed. Det samme er det fortvivlende valg, hovedpersonen Nadia tager.

Hun føder en datter.

Men hendes mand viser sig at være voldelig. Til sidst ser hun ingen anden udvej end at efterlade datteren hos sin mor.

Også Karima brød ud af sit arrangerede og voldelige ægteskab og efterlod sine to små børn hos sin mor.

– Jeg følte det som et overgreb, hver gang min mand ville være intim. Jeg afviste ham, han blev gal og slog. Jeg måtte ud. Væk fra volden. Både for min egen og for børnenes skyld, siger hun.

Børnene var to og tre år gamle, da Karima “parkerede dem hos sin mor”, som hun siger.

– Jeg kunne ikke gøre noget rigtigt. Hvis jeg gik fra min mand, ramte jeg børnene. Hvis jeg blev, ville det gå ud over os alle. Så jeg valgte at gå.

– Jeg husker kun stemninger og følelser, og i starten var jeg bare enormt vred. Virkelig rasende.

Hvem var du især vred på?

– Min mor. Hun blev selv giftet bort, da hun var 14 år, og havnede også i et ægteskab med en mand, der gennembankede hende.

– Dengang var det på ingen måde velanset at blive skilt, men min morfar hjalp hende faktisk ud. Hun var hans yndling i en stor søskendeflok.

– Derfor var jeg ekstra rasende: “Du har været igennem det samme, kan du ikke forstå, det gør ondt?”

En tæve er bedre end dig

Raseriet fik Karima til at handle.

Men efter noget tid forduftede vreden og blev erstattet af en tung skam, der sendte hende ud på adskillige drukture med de veninder, hun boede hos på skift.

Kvinder, der også var blevet pariaer, fordi de ikke ville følge de herskende kulturelle normer.

– Vi gik i byen for at blive følelsesløse. Det gjorde jo ondt at mærke skammen. Vi var i midt 20’erne og opførte os som 16-17-årige.

– Vi drak også i trods: Vi var alligevel de dårlige piger, så kunne vi lige så godt gå hele vejen. Jeg havde jo allerede fejlet. Jeg var en fiasko som datter, kvinde og mor.

Karimas mor lagde heller ikke skjul på, at hun syntes, Karima burde være blevet i sit ægteskab. Når Karima besøgte børnene hos hende, fik hun, som hun siger, “ord med på vejen, som udmattede hende”.

I bogen lyder en spiddende replik fra mormor til Nadia:

“En tæve er en bedre mor for sine hvalpe end dig.”

Ramte hårdt

Tre kvindestemmer taler i bogen: Nadia, hendes mor og Nadias datter, Miriam, som er født ud af det ulykkelige arrangerede ægteskab. Stemmerne er på mange måder et ekko af virkeligheden.

Også Karimas egen datter, Sara, har været – og er – ramt af det svigt, hun oplevede som barn.

Karima efterlod hende i årevis, og da Sara som teenager oplevede, hvordan Karima – efter at have mødt sin nuværende mand – formåede at være mor for et lille barn, ramte det hårdt.

– Jeg blev hurtigt gravid, da jeg mødte min nuværende mand. Sara var 12 år, og det gjorde ondt på hende at se, at jeg kunne passe min baby, amme og se forelsket på mit barn. Hun blev rasende og rettede vreden mod mig, siger Karima.

Voldsomme temaer som: Overgreb, anbringelse, misbrug og psykiske lidelser gennemsyrer bogen. Også det ligger tæt på virkeligheden. Det er svært at tale om, men i bogens fiktive univers kan det komme ud.

Kampen for Karima har de seneste år bestået i at nærme sig Sara og sin mor. Forsøge at hele de åbne sår. Bogen kunne først skrives nu, efter at årene og mange samtaler har dæmpet vreden.

– Havde jeg skrevet bogen for 12 år siden, havde den kun haft én stemme, nemlig min. Og den havde været rasende. I dag har jeg lagt meget vrede bag mig. Jeg har søgt forsoningen og forståelsen.

– Jeg har talt så meget med Sara, men også med min mor. Det har været svære, men nødvendige samtaler. Og jo mere vi taler om det, jo mere nærmer vi os en forståelse, siger Karima.

Sara, der i dag er 26 år, er dog et levende bevis på de svigt, der har været i familien. Hun er diagnosticeret med angst og PTSD og har også måttet kæmpe med misbrug og selvskade.

Det kan gøre Karima vred, at Sara skal bære på det. Og der er dage, hvor vreden mod Karimas egen mor stadig blusser op.

Men i dag kan de to også være fælles om omsorgen for Sara. Og de kan tale om det, der skete.

– Min mor kom til Danmark i 70’erne, er analfabet og taler ikke dansk. Men vi ligner alligevel på mange måder hinanden. Vi er lige stolte og stædige. Jeg er glad for, at vi er landet et sted, hvor vi kan tale sammen. Der har været for mange år, hvor vi ikke kunne.

– I dag kan jeg sige: “Det var tarveligt at gifte mig væk på den måde.” Og hun kan svare: “Det var jo ikke, fordi jeg ville gøre dig ondt. Jeg troede, det var godt for dig.”

Kvinderne har magten

Med sin roman skriver Karima Bouylud sig ind i en række af forfattere, der lukker de private og dystre gemmer ud i det åbne.

Karima kan ikke sætte procenter på, hvor meget der er hendes liv, og hvor meget der er fiktivt. Hendes mor vil stadig sige, at hun lufter sit beskidte vasketøj, og hun billiger det ikke.

Men for Karima er bogen en oprejsning til Sara, som også har bidraget i arbejdet med den. Samtidig skal fortællingen kaste lys over den kulturelle splittelse, der kan opstå i minoritetsfamilier og konsekvenserne af den.

– Jeg håber ikke, folk i minoritetsmiljøet vil føle sig trådt over tæerne. Jeg har forsøgt at skrive nuanceret og med respekt for miljøet.

– Jeg håber, min bog kan give minoritetskvinder endnu en stemme og mulighed for at spejle sig i nogle problematikker, og jeg håber, den vil sætte dialog i gang, siger Karima.

Noget af det, vi kan tale om, mener Karima, er, at det ikke altid er patriarkalske mønstre, der dikterer kvinder en bestemt livsførelse. Ofte har kvinden meget magt. Det havde hendes egen mor.

– Jeg troede selv, at manden var den skrappe, men det gik op for mig, at det var min mor, der havde bukserne på. Min far var sådan en skygge, der bare fulgte med.

– Det er kvinderne, der opdrager, og mange gange er det dem, der fastholder de her mønstre. Manden har det sidste ord, men kvinden har meget magt. Hun skal sørge for, at det kører i hjemmet.

Dermed har kvinderne også mulighed for et oprør indefra. Med ændringer i hjemmene. Ved at løsne dogmerne kan kvinderne flytte meget, mener Karima.

– Vi kvinder har en styrke, vi ikke altid er bevidste om. Hos mine søstre, der er i arrangerede ægteskaber, er der ikke noget, der hedder, at manden bestemmer. De træffer deres egne valg.

Håb

For Karima selv har det været vigtigt at skabe forståelse hos både læserne og sig selv.

Den fiktive ramme har givet hende mulighed for at gå ind i hovederne på de tre kvinder i bogen og beskrive deres tanker, handlinger og følelser.

Skrivearbejdet har været en terapeutisk proces, hvor hun i stigende grad har forstået, hvad hendes mors motiver var, dengang hun sendte sin datter ind i et ægteskab med en fremmed mand.

– Jeg har tilgivet hende. Sara har også tilgivet mig. Men jeg mangler stadig at tilgive mig selv, at jeg efterlod børnene, siger Karima, hvis egen arbejdstitel til romanen til at begynde med hed “Svigt”. Måske fordi det stadig fylder i hendes eget hoved.

– Alle i bogen bliver udsat for svigt og svigter også selv. Men min redaktør sagde: “Ahr, det er næsten for dystert. Der er jo også kærlighed, fællesskab og håb.”

Håb fik Karima, da slægtninge for nylig ville arrangere et ægteskab for en niece, og hendes mor blandede sig.

– “Det er gammeldags,” sagde hun. “Lad hende dog selv vælge sin ægtemand.” Først blev jeg lidt misundelig, for hvorfor gjorde hun det ikke for mig? Men bagefter var jeg mest glad og stolt.