Mette og Elizabeth kæmper for retten til abort i USA's bibelbælte: "Vi stod på et gadehjørne og skreg"

- Det var som at vågne op en morgen, og så er man sendt 50 år tilbage i tiden. Jeg kneb mig selv i armen og tænkte:

- Det kan ikke passe, at jeg bor i et land, hvor så basal en menneskerettighed er væk. Det er virkelig skræmmende.

Mette Hjermind McCall tager en tår af sin iskaffe, mens hun tænker tilbage på den dag, hvor det stod klart, at USA’s Højesteret havde planer om at omstøde kvinders ret til fri abort.

Nyheden blev lækket, et par måneder inden afstemningen i Højesteret fandt sted – og viste sig at holde stik:

24. juni stemte et flertal i USA’s Højesteret for at omstøde den såkaldte Roe v. Wade-afgørelse, der siden 1973 havde skabt konsensus om, at kvinder i samtlige 50 delstater i USA havde ret til fri abort.

– Den dag, lækket kom ud, gik Elisabeth og jeg på gaden i Alabama.

– Vi ville sende et signal om, at selv i en stokkonservativ stat er der kvinder, der tør kæmpe for retten til at bestemme over deres egen krop.

– Hvis vores børn og børnebørn om 30 år spørger: “Hvad gjorde I, da abort blev forbudt?” så kan vi sige: Vi stod på et gadehjørne og råbte og skreg.

Mette Hjermind McCall er sammen med sin 17-årige datter Elisabeth gået på barrikaderne for retten til fri abort i USA.

Mette er journalist og har boet i USA de seneste 20 år.

Hun er gift med amerikanske Dirk – parret har to børn og har for nylig fejret sølvbryllup i det turkis kolonihavehus ved Aarhus, hvor de tilbringer et par måneder hver sommer.

Vi mødes på en café i Indre København. Det er en varm sommerdag, og Mette og Elisabeth er taget på mor-datter-tur til hovedstaden.

Elisabeth har crop-top og slidte jeans på, og hun spejder lidt over mod Københavns lokkende genbrugsbutikker, mens vi taler.

Om kort tid rejser Mette og familien tilbage til USA, mens Elisabeth bliver i Danmark for at gå i gymnasiet.

Tiden er med andre ord dyrebar for mor og datter – alligevel har de sagt ja til at tage en pause fra dagens shoppetur for at tale om et tema, der ligger dem begge voldsomt på sinde.

– Forestillingen om at være ung, på Elisabeths alder, og vokse op i en stat, hvor abort ikke længere er en mulighed, og hvor man som ung kvinde vil være tvunget til at få et barn, hvis man bliver gravid, skræmmer mig fra vid og sans, siger Mette.

– Ja, de fleste af mine veninder ville få deres liv ødelagt, hvis de blev gravide og ikke kunne få en abort.

– Kvinden har ret til at have valget – jeg er “pro choice”, lyder det på dansk-amerikansk fra Elisabeth.

Dansk frisind i Bibelbæltet

Familien McCall er rundet af det danske frisind og bor lige midt i USA’s Bibelbælte. Hvordan navigerer man i det?

– Ja her i Danmark er det hele meget enkelt: Kvinden har ret til at vælge, om hun vil have en abort – det er de fleste enige om.

– I Alabama er det anderledes – mange har en helt anden holdning til abort, end jeg selv har, siger Elisabeth.

Hun blev i sommeren 2022 færdig med highschool i Alabama.

– På sidste år i highschool havde vi et fag, hvor vi skulle diskutere aktuelle begivenheder.

– Hver gang samtalen kom ind på abort, var der nogen på de bageste rækker, der hviskede “murder”.

– Læreren skyndte sig at lukke debatten ned – det var ikke noget, vi skulle tale mere om.

Hvad tænker du om, at dine klassekammerater kalder abort for mord?

– They don’t know any better! siger Elisabeth og trækker på skuldrene.

– De har jo fået det at vide af deres forældre – eller i kirken. Jeg synes, det er vigtigt at have respekt for dem, der har andre meninger end én selv.

Men jeg føler ofte, at jeg står alene med min holdning til abort – det er ikke noget, der er nemt at diskutere med andre unge.

– Ja, det er en svær balancegang, for man er ofte nødt til at agere inden for de rammer, der er, siger Mette.

– Men det er vigtigt for mig, at Elisabeth ved, at det at kalde abort for mord ikke er et livssyn, vi går ind for i VORES familie.

Familien McCall flyttede til Alabama for otte år siden efter at have boet en række år i en landsby lidt uden for San Francisco.

– Vi boede i Bolinas, der er en af de mest frisindede landsbyer i USA – ja, man kan nok ikke finde en større modsætning til Alabama, griner Mette.

– Det hele var meget hippieagtigt – vi ammede hinandens børn, og jeg var en af de eneste i landsbyen, der ikke fik moderkagen med hjem fra hospitalet for at grave den ned i haven og plante et træ ovenpå.

Så da jeg fortalte mine venner, at vi skulle flytte til Alabama, gik de i chok.

Hvorfor valgte I overhovedet at flytte til Alabama?

– Vi mistede retten til at leje vores hus i Bolinas og skulle finde et andet sted at bo. Nogle af vores gode venner var flyttet til Alabama, og vi tog ned og besøgte dem.

Først tænkte jeg: “Nej, her kan vi ikke bo.” Alabama er så religiøst, så anderledes og så republikansk – det er et område, mange mennesker griner lidt af og tænker på Forrest Gump: “Back to Alabama”, siger Mette med tyk sydstatsaccent.

– Men vi fandt et dejligt hus, som vi havde råd til at købe.

Vores naboer er søde, og vi bor tæt på kysten – det betyder meget for os, fordi min mand lever af at bygge surfboards.

Familien McCall bor i byen Fairhope, der har omkring 22.000 indbyggere.

– Det er en lille kunstnerenklave, men stadig med rigtig mange Trump-tilhængere og abortmodstandere.

Grunden til, at jeg kan VÆRE i det er, at jeg har mødt nogle mennesker, der tænker ligesom mig.

Jeg er bl.a. med i en feministisk bogklub, hvor vi er gået ind i kampen for fri abort. Så jeg har fundet nogle små lommer, jeg kan agere i – med det livssyn, jeg har, fortæller Mette.

Abortmodstand på nummerpladerne

På tværs af USA har abortspørgsmålet gennem den seneste tid antændt en ophedet debat. Så hvordan ser debatten ud, når man bor midt i Bibelbæltet?

– Lige da vi flyttede til Alabama, blev jeg vildt overrasket over, hvor meget spørgsmålet om abort fylder i bybilledet.

I Danmark er retten til abort en selvfølgelighed – det er ikke noget, vi tænker så meget over i det daglige.

I Alabama kører folk rundt med nummerplader hvor der står Pro Life på – og så er der et smilende babyansigt.

Du kan simpelthen få en nummerplade til din bil, der viser, at du er imod abort, og dem er der rigtig mange mennesker, der kører rundt med, fortæller Mette.

Kirken fylder meget i debatten om abort, fortæller hun videre.

– Ved vores lokale kirker hænger der ofte et kæmpe banner med teksten:

“Bed i 60 dage for at stoppe abort”, og ude foran de katolske kirker i vores område er der plantet en hel masse små hvide kors, som symboliserer de fostre, der endte som aborter, fortæller Mette.

– Så det kræver lidt mod at stille sig på et gadehjørne i Alabama med et banner, hvor der står “My body – my choice”.

Vi skulle lige samle lidt mod til os – også fordi man i Alabama må bære våben offentligt uden at have en våbentilladelse.

Ikke desto mindre tog mor og datter hinanden under armen og gik på gaden for at demonstrere for retten til fri abort.

– Vi var en del af en lille demonstration. Vi var måske 50 mennesker i alt, fortæller Mette.

– Og lige i nærheden var der en Pro Life-gruppe, der havde meldt en anti-demonstration – en af de dér demonstrationer med kæmpe skilte med photoshoppede billeder af fuldt udviklede fostre.

Og med små, nuttede børn, der står og holder skilte, hvor der står: “Would you abort me?”

– Åh, ja, de kører virkelig meget på følelserne, indskyder Elisabeth med et suk.

Hvordan var det at stå dér og demonstrere?

– Jeg var nervøs, siger Mette.

– Det var ikke sådan, at jeg tænkte: Bare der ikke kommer én og skyder os, men tanken strejfede mig alligevel, netop fordi man frit kan bære våben.

Og abortdebatten ER skinger – mange mennesker kørte forbi i deres biler, og så rullede de lige ruderne ned og råbte “Baby-killers” efter os.

Der var også nogle – især ældre kvinder – der gik helt tæt på os og råbte: “You are all murderers, you are all killers.”

Hvad gjorde I så?

– Vi havde fra starten besluttet os for ikke at svare – så vi smilede bare til dem og sagde: “We agree to disagree.”

Vi ved godt, at vi ikke kan omvende de glødende abortmodstandere, men vi vil gerne sende et signal om, at det ikke er ALLE, der deler den holdning, siger Mette.

– Ja, og der var også mange, der kom hen og gav os “thumbs up”. Nogle havde tårer i øjnene og begyndte at filme os.

Det bedste tidspunkt for mig var, da der kom en ung kvinde hen og spurgte, om hun måtte være med i demonstrationen næste gang, smiler Elisabeth.

Hvad giver det jer at gå på gaden sammen og demonstrere?

– Jeg synes, der ligger en power i at gå på gaden som mor og datter, siger Mette og kigger på Elisabeth.

– For mig er det vigtigt at lære min datter, at hvis man ikke kan acceptere status quo, så må man protestere.

Bevidstheden om, at man som kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop er noget af det vigtigste at give videre fra mor til datter, synes jeg.

– Ja, vi kan godt skændes om alle mulige ting, men HER har vi en fælles kamp, siger Elisabeth.

– Jeg er meget optaget af kvinders reproduktive rettigheder – både når det handler om retten til abort, og også mere generelt i forhold til prævention og det at have sin seksuelle frihed.

Jeg synes, det er virkelig vigtigt at kende sin egen krop – og at have et naturligt forhold til den.

I Alabama er det ikke en naturlig ting at snakke om krop og sex, og flere af mine veninder er usikre omkring deres egen krop – de synes, at ALT ved deres krop er pinligt.

Sikker sex er ingen sex

Ja, for hvordan undgår man at komme derhen, hvor en abort bliver en nødvendighed?

I Alabama synes svaret at være: Lad være med at have sex. I folkeskolen og på gymnasiet bliver den unge generation undervist i det, der kaldes Abstinence Only (kun afholdenhed, red).

Det er en retning inden for seksualundervisning, der er udbredt i en lang række konservative stater.

– De unge får simpelthen at vide, at den bedste måde at undgå graviditet eller seksuelt overførte sygdomme på er at lade være med at have sex, siger Mette og slår en høj latter op.

Hun bliver hurtigt alvorlig igen.

– Det er et kæmpe problem, at en hel generation af unge – både i Alabama, men også i mange andre konservative stater – ikke får værktøjerne til at gå ud i verden og være unge mennesker.

Ofte er det folk fra det kirkelige miljø, der kommer ind og “underviser” på skolerne.

Det eneste, de unge får at vide, er, at sex er “genitals to genitals” – ikke noget om prævention og om, hvad sex egentlig ER, siger Mette.

– Ja, men selv om der ikke er seksualundervisning i skolen, betyder det jo ikke, at unge ikke ved, hvad sex er, for det kan man jo finde ud af alle mulige andre steder end i skolen.

Men det betyder rigtig meget i forhold til det SYN, mange unge får på sex.

Når sex er en del af undervisningen, bliver det normalt – for sex ER normalt, siger Elisabeth.

Allerede i 7. klasse blev hun og hendes klassekammerater opfordret til at holde sig langt væk fra sex.

– Læreren kiggede på hver enkelt af os og sagde: “Du er UNIK, og du skal ikke give dig selv væk, før du bliver gift.”

Så tog hun et stykke papir, som hun holdt op foran klassen, mens hun sagde: Det her papir er din selvrespekt og din moral.

Så rev hun papiret midt over og sagde: “Når du har haft sex, går det sådan her med din selvrespekt – og sådan her går det, hvis du gør det igen, igen og igen” – mens hun rev papiret i mindre og mindre stykker.

Bagefter blev vi opfordret til at skrive under på et kort, hvor vi afgav et løfte: “Jeg lover at holde mig seksuelt ren indtil ægteskabet.”

Skrev du under?

– Nej, for jeg vidste godt, at det var lidt urealistisk for mig – det er ikke sådan, jeg vil leve.

Hvordan virker strategien med afholdenhed på dig og dine veninder – lader I så være med at have sex?

– Neeej, smiler Elisabeth lidt forlegent og kigger sig lidt over skulderen for at være sikker på, at ingen lytter med.

– Ah, det er lidt specielt for mig, at man taler så åbent og casual om sex her i Danmark.

Når jeg taler med mine veninder i Alabama om sex, gør vi sådan her, siger Elisabeth og hvisker mens hun tager en hånd op foran munden.

– Jeg er ret sikker på, at de unge, der kommer i de kirkelige kredse, lader være med at have sex.

Sex er et stort tabu, og jeg kender mange på min alder, der ikke ved noget om prævention.

Flere af mine veninder er bange for at spørge deres mor om p-piller – så det er godt at vide, at jeg kan spørge dig om alting, siger Elisabeth og kigger kærligt på sin mor.

– Ja, det nytter jo ikke at sige til de unge: I skal slet ikke dyrke sex, lyder det fra Mette.

– Og det handler ikke om, at jeg vil sige: “I skal bare dyrke en hel masse sex” – men man må have retten til at træffe et oplyst valg.

Statistikker viser, at antallet af kønssygdomme og teenagegraviditeter er højere i de stater, hvor de unge ikke får seksualundervisning.

Mette fortæller, at hun er aktiv i en lokal komité, hvor hun – sammen med læger, psykologer og ungdomsvejledere – arbejder på at få lavet seksualundervisningen om.

– Vi kigger bl.a. på den psykologiske effekt, det har på unge mennesker, når man tordner frem med kampagner om afholdenhed.

Det betyder jo, at unge, der har sex inden ægteskabet, kommer til at føle sig som en fiasko.

Men fakta er, at 97 procent af alle amerikanere har sex, inden de bliver gift.

Abort forbudt – selv ved voldtægt

I Alabama har en ny restriktiv abortlov ligget klar i skuffen siden 2019.

Efter den nye Højesteretsafgørelse er loven trådt i kraft og betyder, at abort er forbudt i Alabama – også når der er tale om voldtægt eller incest.

– Den lov får virkelig kæden til at hoppe af for mig. Jeg kan ikke se, at der er et menneskesyn, der kan understøtte, at et ufødt foster er vigtigere end en ung pige, der er blevet voldtaget.

Faktisk har der for nylig været en historie fremme i de amerikanske medier om en 10-årig pige, der blev voldtaget i Ohio – hvor abort også er blevet forbudt.

Hun blev nødt til at rejse til Indiana for at få foretaget en abort, siger Mette.

Hvilke tanker gør I jer om fremtiden?

– Jeg skal bo i Danmark i det kommende år, så det kommer ikke til at påvirke MIT liv direkte, siger Elisabeth og tilføjer:

– Men jeg er nervøs for mine veninder i Alabama. Hvis de begår én lille fejl, kan det få store konsekvenser.

Enten vil de være tvunget til at få barnet – eller blive nødt til at købe abortpiller online.

– Ja, det er det, der sker lige nu, tilføjer Mette.

– Abortklinikkerne i Alabama er lukket, så i stedet for at få ordentlig rådgivning køber unge piger og kvinder abortpiller på internettet.

Men hvis du tager pillerne og begynder at forbløde, må de ikke hjælpe dig på skadestuen – for så hjælper de med at behandle en illegal abort.

Nu er loven vedtaget – hvad gør I så?

– Ja, loven er, som den er – og det kan nok ikke lade sig gøre at få den ændret. Så skulle der ske et kæmpe skred i Kongressen, og det er nok ikke særlig sandsynligt inden for de nærmeste år, siger Mette.

– Så vi bliver nødt til at kigge på, hvad vi så kan gøre?

I min feministiske bogklub er vi i gang med at lave en oversigt over alle de organisationer, der arbejder for at hjælpe kvinder i forhold til abort – det kan handle om rådgivning eller om hjælp til at rejse til en stat, hvor abort er tilladt.

Men det er en gråzone, for hvornår hjælper du, og hvornår gør du noget ulovligt?

Man skal passe på som privatperson, så man ikke ender med at bryde loven, men jeg kan godt lide den udfordring, der ligger i at bo et sted, hvor man måske kan gøre en lille forskel.