Hvad gør man, når man hele tiden bliver spurgt? Man laver en løgnehistorie om, at alt er godt

For cirka fire år siden sad Lene Maria Christensen til en stor middag med en masse vidunderlige kvinder, hun ikke kendte særlig godt.

Midt i mad, vin og løsreven snak blev hun pludselig overvældet af en ubehagelig, voldsom varme i kroppen og skyndte sig at få sving i den vifte, hun havde med.

Hun havde i en længere periode mærket begyndende tegn på overgangsalder, men det var første gang, hun på den måde blev ramt af en hedetur midt blandt andre mennesker. Ret så ubelejligt.

Men så skete der noget forunderligt.

De andre kiggede på hende, mens hun ivrigt og svedende viftede sig, og genkendelsens smil og forståelse vældede imod hende fra alle kvinderne omkring hende:

”Aha, er det dér, du er? Det kender vi alt til … må vi også låne viften … nu skal du bare høre, hvad du gør …”

Vi sidder omkring bordet i Lene Marias og manden Anders have i Brønshøj med ananasæbler og mandler i skåle, og skuespillerinden smiler ved tanken om det kvindefællesskab, hun så tiltrængt og heldigt ramlede ind i.

Netop det her med at dele ud af egne erfaringer med det mål at kunne hjælpe andre, er nemlig blevet lidt af en kæphest for hende.

– Der er et kæmpe behov for, at overgangsalderen italesættes, og at vi deler vores oplevelser med hinanden, griner sammen og hjælper hinanden.

… ligesom vi gjorde, da vi som unge fik menstruation, prøvede at blive gravide, var gravide, fødte, gik til efterfødselstræning…?

– Ja, nemlig, alt det kan vi jo sagtens snakke om. Og tiden er med os!

Der er en stor platform nu, vi kan tale fra. Det er så skønt at se den ene revolution efter den anden, der giver plads til nye vigtige fortællinger, hvoraf denne er én af dem.

Vi vil høre om rigtige kvinder, som vi kan genkende os selv i.

I dag er Lene Maria ved at være igennem overgangsalderen, og selvom de første år var hårde, kan hun også se noget positivt ved den nye livsfase.

– Overgangsalderen er et heftigt og sårbart sted at være, og det skal personer omkring en også vide. Og have forståelse for.

Men jeg tror, det er vigtigt at sige, at det også er et spændende sted at være, i stedet for at jeg bare lægger mig ned og klager over, at alt er forfærdeligt, at jeg opfører mig anderledes, sveder som en gal, ikke kan kende mig selv i spejlet.

Sådan havde jeg det de første år, men det ændrer sig jo.

Jeg har overgivet mig til den, for det er noget, der kører af sted med mig. Jeg har ikke selv bestilt det, men det er sådan, det er.

Hvorfor tror du, der har været dette tabu omkring overgangsalderen?

– Fordi vi er bange for at blive dømt ude. Bange for at have mistet vores værdi som kvinde, fordi vi ikke er fertile mere.

Men vi har masser af værdi. Og nej, vi skal ikke føde børn, vi skal en masse andet.

Facetter og nuancer

Selv fyldte hun 50 i april, og selvom hun glædede sig til dagen, festede igennem med venner og familie og følte, hun kunne både rumme og bære den nye alder, blev hun også ramt af en ukendt følelse. Ikke af den ubehagelige slags, snarere af en erkendelse, der egentlig hænger sammen med de fine aspekter, som hun også ser, følger med overgangsalderen.

– Jeg ved nu, hvordan verden hænger sammen, hvordan jeg selv hænger sammen, og med den indsigt følger også et ansvar for, at det jeg foretager mig, har en substans og bruges konstruktivt.

At den erfaring og alder, jeg har nu, skal bruges til noget, der også giver mening for andre.

Dén erkendelse ramte mig meget stærkt, lige da jeg blev 50.

Ja, nu skal det jo ikke lyde som om, jeg har været ukritisk omkring mit arbejde tidligere, jeg kan bare mærke, at der gerne må være et dybere afsæt, og at det selvfølgelig skal give mening for modtageren.

Derfor har jeg tilladt mig at være mere selektiv, hvor jeg tidligere måske sagde lidt mere bredt ja til alt, fortæller Lene Maria.

Tre af de projekter, der netop har givet mening for hende, er rollen i filmen ”Rose”, hvor hun spiller søster til Sofie Gråbøls karakter, der er skizofren, hendes medvirken i Malou Reymanns film ”Ustyrlig” om Sprogø Kvindehjem og så rollen som Karen Blixens søster Ellen Dahl i serien ”Drømmeren – Karen Blixen bliver til”, der netop har haft premiere på Viaplay.

– De her projekter har den tyngde, der skal til for at tænde min lyst til at medvirke, efter at jeg er blevet 50.

Det er stærke kvindehistorier med facetter og nuancer, som jeg kan lide at være i.

Ellen Dahl er for eksempel en ret så sej kvinde, der både rejste til Rusland for at være en del af revolutionen, derefter til England for at hjælpe til under 1. Verdenskrig, og senere fik hun selv udgivet litteratur.

Men hun var også bevidst om, at det var hendes søster Karen, der havde det unikke skrivetalent.

Det var hun ikke bitter over, tværtimod støttede hun Karen økonomisk, så hun for eksempel kunne bo på Rungstedlund.

Ellen blev gift med Knud Dahl, og de ejede jord, gårde og godser ved Mols Bjerge, og det forærede hun til Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum efter sin mands død, og i dag kender vi det som Molslaboratoriet.

Det er da virkelig cool … At hun erkendte søsterens genialitet, og tilsidesatte sine egne ambitioner, men gav igen på en anden måde, så studerende for eksempel kan lære om jordbundsøkologi.

Det seneste år er der nu også andet end skuespilleriet, der har optaget Lene Maria.

Hun er begyndt at skrive manu­skripter til film. Ikke fordi hun ønsker at kvitte sit fag, men fordi hun har en masse på hjerte.

Og hendes agenda er at sætte projekter i søen, der har ligget og ulmet. Sammen med erfarne folk.

Et af emnerne, hun særligt interesserer sig for lige nu, er den usunde arbejdskultur, der hersker i mange store virksomheder, på hospitaler, på Christiansborg, i Folkekirken, på museer, skoler – ja, så mange steder, at det er skræmmende.

– Det er tankevækkende, at man ikke kan beskæftige sig med dét, man brænder for, og som måske gavner andre, uden at blive kørt helt i sænk.

Det er uhyggeligt, hvordan arbejdsmiljøet er så dårligt nogle steder, at folk bliver syge af stress.

Vi må simpelthen gentænke vores måde at betragte succes, så det også er muligt at fungere som menneske.

For er det flot, at du landede den der opgave, der gavner bundlinjen, hvis du ikke er i stand til at udføre den, fordi du er døden nær af stress?

Lene Marias øjne brænder af indignation.

Stress ændrer den måde, vi opfører os på. Er chefen, der råber, måske i virkeligheden topstresset? Det optager hendes tanker.

De tre S’er

Hun har selv prøvet at være der, hvor filmen knækkede.

Og hun fortæller sin egen historie om stress, fordi vi er tilbage dér, hvor det at bruge sig selv kan være en hjælp for andre.

Lige dér i kaos, hvor man finder ud af, at man ikke er alene. Hun fandt selv ud af, at mange andre havde det som hende, dengang hendes egen verden ramlede.

For godt syv år siden lå hendes mor for døden, og Lene Maria valgte at arbejde sig ud af sorgen og krisen.

Flygte fra den ved at knokle sig i smadder, indtil hun kravlede hen ad gulvet, som hun beskriver det.

Hun havde sin mand, der tålmodigt lagde øre til hendes kvaler dag ud og dag ind, og deres to døtre, Viola og Nanna på dengang fire og otte år. Men en dag knækkede filmen.

– Jeg kom til en psykolog, og hun gav mig verdens bedste råd om de tre S’er, som jeg gladeligt deler med alle.

Hun sagde: ”Det eneste, du må foretage dig i den kommende tid, er at sove, spise og skide. Så begynder dit batteri at blive ladt op igen. Og når du er ladt op igen, skal du sove, spise og skide.”

Hun sad og tegnede batteriet og reservebatteriet for mig og fortalte, at på den anden side af de tomme batterier venter alt det grimme, depressionerne for eksempel.

Og hendes råd hjalp. Jeg hentede ikke børnene, før jeg havde fået en middagslur.

Der gik nogle år, før systemet var helet igen, og Lene Maria er stadig obs på, at hun ikke skal lande samme sted igen.

For det var ikke bare hårdt for hende, men også for Anders og døtrene.

Hun er begyndt at meditere. Det hjælper. Og så giver familien hende også den tryghed og stamina, der er så vigtig for at bevare åndedrættet i ro.

Anders har hun kendt i 21 år, og når hun bliver bedt om at sætte lidt ord på deres forhold, kommer ordene prompte.

– Vi kan lide oplevelser, musik, være i vores familie, sparre om vores børn, liv og job.

Tage ind til Lille Vega på Vesterbro, drikke en stor fadøl, snakke, grine, høre musik og mærke en dyb kærlighed, der er med til at opveje de mange røvsyge hverdage, siger hun fulgt af et skævt grin.

– Vi var i Rom tidligere på året, alene uden børn. Det kan jeg varmt anbefale.

Det føles som en luksus bare et par dage at bade i det lille vindue ind til dem, vi også er, eller dem vi er, når hverdagen ikke er den styrende faktor.

Jeg kan på mange måder godt lide hverdagen, men jeg kan bedst lide den, når jeg har haft den lidt på afstand, og den ikke overtager mit liv som et skema, der skal udfyldes med tjeklister.

Jeg synes, afbræk og nye steder gør os nærværende. Og jeg er en sucker for nærvær, ha ha!

Altså, jeg bliver skræmt af stilstand for længe, så må jeg op, ud og videre for ikke at gå i panik.

Op, ud og videre.

Vi taler om de drømme, hun har for fremtiden, måske forårsaget af den nylige 50-års-dag.

Og ud over at få de stærke kvindehistorier frem, mærke substansen i sine projekter, skrive og få flere svære roller, er der også noget mere jordnært, Lene Maria drømmer om. Hun vil gerne til Island og vandre.

Hvad er det med den natur? Alle drømmer om at komme ud i den …

– Ja, det kan særligt kvinder nok nikke ja til. Det er fordi, den rummer skønhed, ro og dramatik.

Du mærker det lange blik og bliver lille igen i en verden, hvor det måske lige præcis er, hvad du har behov for.

Vi bruger også vores krop på en anden måde i naturen end i et center, hvor vi pumper løs og bliver lækre om taljen.

Der er bare en anden vejrtrækning, som jeg tror, kroppen har brug for. Særligt med alderen.

Lene Maria har nu også en anden side end den, der kræver ro og den dybe vejrtrækning, nemlig den mere sociale, festglade og udadvendte.

Derfor er der også noget, der undrer hende.

– Du skrev til mig, at jeg virkede reserveret og spurgte, hvordan jeg jonglerede det med at være et kendt ansigt.

Så jeg sagde til Anders: ”hun har sgu skrevet, at jeg er reserveret … det synes jeg da ikke, jeg er?” Og så grinede han og sagde, at han godt kan forstå, at jeg fra journalisters synsvinkel kan virke sådan.

Hvad handler det om?

Lene Maria bliver stille et øjeblik.

– Jamen, det handler om flere ting. Dels har jeg i lang tid kæmpet med det her med, at det bare er mig, der sidder og taler.

Jeg er mere til en regulær samtale, hvor begge byder ind, hvor jeg også spørger: ”Hvem er DU?”

Og så har jeg haft svært ved at finde en vej rundt om det, alle gerne vil høre om: ”Hvad kommer du af? Hvordan var det at vokse op i din familie?”

Det kunne jeg ikke fortælle om, for jeg ville gerne beskytte mine forældre.

Begge Lene Marias forældre døde af lungekræft, først faderen, så moderen. Hun er meget tæt på sin ti år ældre søster, og for Lene Maria er det stadig sårbart at lukke op for barndommen i Hillerød.

– Der var mit forhold til min far, der var mildest talt anstrengt, og så var det svært for mig, at jeg mange gange måtte tage morrollen over for min mor.

Hun var så sød og fuld af humor, men hun var præget af en enorm følsomhed og angst i perioder.

Jeg syntes ikke, jeg kunne eller skulle fortælle om, hvor jeg egentlig kom fra, for jeg ville gerne have, at folk så mig på lærredet som en kreativ skuespiller og forbandt mig med rollen og historien, og ikke med noget af alt det gamle shit, der var mit.

Så hvad gør man? Når man hele tiden bliver spurgt?

Man laver en løgnehistorie om, at alt er godt. Jeg ved godt, at tiden er en anden i dag.

Alle kommer med deres historie, deres mærkesag, og jeg er virkelig fuld af beundring over modet. Men den slags kunstner er jeg – stadig – ikke.

Mit halløj virker også så irrelevant i en verden med krig, abekopper og kaos.

Alligevel løfter du lidt af sløret nu … Er vi tilbage ved det med, at alderen også fører en ærlighed med sig, der er nødvendig for at skabe substans?

– Ja, det tror jeg. Min nervøsitet omkring at lukke op for den fortælling, og over at den skulle sige noget dårligt om mig som menneske, er ved at forsvinde.

Men fortællingen har kun relevans, hvis den også får med, at jeg retrospektivt forstår, at et menneske bare er et menneske.

At mine forældre gjorde det så godt, de kunne, ud fra de forudsætninger de havde.

Du har fritstillet dem?

– Ja. Og jeg har lært af dem.

Har du også lært noget af sorgen?

– Jeg tror, den har været med til at gøre mig mere rund, forstående og accepterende over for, hvordan vi havde det, hvem vi var, og hvad mine forældre formåede her i livet.

Og så forstår man jo først, når man mister en forælder, at det her har altså en slutdato.

Man sørger, og en dag har sorgen forandret én. Så på den måde er der kommet en ny dimension, der har været med til at definere, hvem jeg er her i livet.