Min generation af mødre bliver beskyldt for at "tude mere end vores børn". Men bliv endelig ved!

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

En dag vågner du, strækker din krop og mærker pludselig en ubønhørlig trang til at påpege, hvor forkælede de unge mennesker er nutildags.

Alle dine eksempler handler om, hvordan du og dine børn har udstået alverdens rædsler, men I brokkede jer aldrig, og du bad i hvert fald aldrig om hjælp fra nogen. Din punchline er altid, at iNgEn DøDe Af dEt.

Kender du det? Tillykke, du er officielt gammel.

Der findes få ting så forudsigelige som ældre mennesker, der mener at deres alder alene kvalificerer dem til at have en holdning til yngre generationers livsforvaltning – især når de generationer bliver forældre.

Det er en naturlov, et ufravigeligt historisk ritual, at gamle kritiserer unge for at tude, klage, curle, blive curlet og så videre.

Stressede, søvnfrarøvede småbørnsforældre håndterer rigelige mængder af andre menneskers kropsvæsker til hverdag, og vi har faktisk ikke brug for mere pis. Det er der heldigvis mange i de ældre generationer, som har både tilstrækkelig med selvindsigt, situationsfornemmelse og hukommelse til at forstå.

Desværre er Ditte Giese ikke en af dem. For nylig beskyldte hun min generation af mødre for at tude mere end vores børn.

Folk født mellem 1980 og 2000 har simpelthen ”ikke gjort sig den mindste research omkring, hvad det vil sige at være forælder”, og der går nærmest ikke en dag uden, at hun skal læse ”et forskrækket indlæg eller en klumme fra en millennial-forælder, der klager over, hvor svært det er at have både børn OG et arbejde.”

Og så siger vi tilmed, at det er samfundets skyld, når det i virkeligheden er vores egen, siger Giese, ”så kom nu, unge forældre – I kan godt selv!”

Heldigvis er Ditte Giese – der selv har ét barn i 5. klasse og en mediebranchekarriere - fuld af gode råd.

Eksempelvis kunne vi alle sammen bare ”vælge nogle jobs, hvor den ene kunne aflevere sent og hygge med børn om morgenen, mens den anden kunne hente tidligt eller sent.”

Ja, klart. Sig lige det til den enlige mor til tre, som sætter barn på cyklen kl. 6.30 hver morgen for at kunne møde på arbejde kl. 08.

Ikke fordi hun går på arbejde for at realisere sig selv, men fordi der skal købes letmælk og rugbrød.

Derfor er det også hamrende privilegieblindt at hævde, at enhver bare kan få færre børn, sige sit 8-16 job op, gifte sig til velstand og alle de andre geniale løsningsforslag, der bliver nævnt i klummen.

Men det er bare ikke sådan, vi gør verden til et bedre sted. De her kampe skal vi kæmpe sammen.

Og staten er som bekendt både afhængig af, at vi kvinder er på arbejdmarkedet OG får flere børn – i så høj grad, at den i årtier har brugt vores skattekroner på at lave kampagner om, at vi skal ”tælle vores æg”.

Men når især kvinders livsvilkår bliver så markant forringet, når vi sætter børn i verden, kan det vel ikke komme som en kæmpe overraskelse, at flere af os er begyndt at tænke over, om vi overhovedet orker?

På alle andre områder er det ok at forvente, at de basale incitamentstrukturer er på plads – og at vi som samfund faktisk ønsker fremskridtet.

Men min generation har i den grad erfaret, at fremskridtet ikke kommer af sig selv. Vi er vokset op med klimafornægtende politikere, der ser til, mens fødegangene brænder, jordemødrene flygter og Danmarks rasler ned af en global ligestillingsrangliste.

Så ja, vi tuder.

For det du kalder at tude, kalder jeg at have det nødvendige mod til at udfordre forældede og ufleksible strukturer, som gør det unødigt svært at få livet til at hænge sammen som småbørnsforældre.

For nej, det er ikke velfærdsstatens skyld at børn er syge hele tiden.

Men det er godt nok barokt, at de fleste arbejdspladser stadig lader som om at barnets første sygedag er en fin måde at håndtere det på.

Når vi ”tuder” over det handler det jo om at vi ønsker os en virkelighed, hvor det er ok at blive hjemme og passe sit barn til det er raskt fremfor at sende syge børn i institution på panodil, hvor de smitter de andre børn og pædagogerne i det skrøbelige normerings-korthus vi kalder danske dagsinstitutioner, der i forvejen er tæt på at vælte hver dag.

For det er faktisk muligt at lade småbørnsforældre passe deres syge børn derhjemme, indtil de er raske – det er heldigvis gået op for flere arbejdspladser og et helt land, der hedder Sverige.

Til alle mine millenial-medmødre, der føler sig ramt af denne og lignende kommentarer fra velmenende men aldeles vildfarne svigermødre og andre, så bare rolig.

Det har ikke noget med dig at gøre.

Min erfaring er, at det i langt højere grad handler om den ældre generations behov for at retfærdiggøre og forsvare egne levede liv.

Der findes vel ingen vigtigere valg end dem vi træffer for vores børn, mens de er små, og når de først er store, kan det ikke gøres om.

Det gør ondt at erkende, at vi ikke vidste bedre, og at tiden ikke var moden til at vi kunne gøre det anderledes.

Der er for meget på spil. Så er det nemmere at skyde på dem, der stiller sig op og kræver retten til at gentænke systemet.

For god ordens skyld skal det siges, at min mand og jeg hører til dem, der er velsignet med fleksible arbejdsgivere og bedsteforældre – og jeg synes stadig, det føles som en tredjegradsligning at få hverdagen til at hænge sammen.

Selvfølgelig skal det være okay at pege på, at kapitalens rigide rotteræs med 37,5 timers arbejdsuge hele livet igennem, indtil du må indkassere din folkepension, kvæler mange børnefamiliers overskud.

For vi skal huske på, at det system jo bare er noget, vi har fundet på.

Og derfor kan vi også finde på noget andet – og noget bedre.

Desværre er det sådan, at jo ældre vi bliver, jo mere har vi en tendens til at romantisere gamle dage og dyder – fordi det ganske enkelt føles bedre end at dvæle ved fortidens fejl.

Men det skaber ofte en illusion,og i værste fald en, der forhindrer os i at se de strukturelle problemer, som vi faktisk har magten til at ændre – måske ikke for os selv, men for de fremtidige generationer.

Ja, der var en gang, hvor kvinder fødte børn i marken, mens de høstede kålroer.

Yes, der var en gang, hvor børn på fem år trillede rundt med deres yngre søskende i barnevognen, mens deres forældre tjente til dagen og vejen ved at skure gulve hos nabokonen (eller sad ude på bagtrappen og drak bajere).

Og nej, de kvinder og børn døde heller ikke (eller jo, en del af dem gjorde, faktisk), men er det virkelig målet? At ingen omkommer?

Langt de fleste af de ældre kvinder, jeg kender, bakker op om den kamp.

Men jeg ser desværre også, at nogle mennesker med alderen mister evnen til at forestille sig en radikalt anderledes fremtid. Og hvis vi skal gøre os forhåbninger om en bedre verden, er vi nødt til at kunne forestille os den først.

Og vi kan heller ikke bare sidde derhjemme i hver vores (barsels)boble og lide i hvert vores stille sind.

Vi har brug for den kollektive samtale, som begynder med erkendelsen af, at problemerne ikke er vores alene – men strukturelle, fælles og mulige at ændre på. Sammen.

Så kære Ditte Giese, glædelig Mors Dag – og kom nu ind i kampen.

Stå sammen med os nye mødre i stedet for at skælde os ud. Det skylder du fremtiden.

Og kære medmødre, I gør det pissegodt – og bliv endelig ved med at tude. Kun sådan kan vi ændre verden.