Nadia Nadim blev til en af skurkene i fortællingen om VM i Qatar – men hun har aldrig fortrudt. Tværtimod

Om få dage lyder startfløjtet på den mest kontroversielle sportsbegivenhed i nyere tid. Den mellemøstlige stat Qatar er vært for VM – og det har givet anledning til stor debat, om hvorvidt Danmark som nation skulle deltage. Midt i det hele står landsholdsspiller og ambassadør for VM i Qatar Nadia Nadim og føler sig misforstået.

Hun har fået massiv kritik for at takke ja til at være ambassadør for VM i Qatar. Tidligere FCK-træner Ståle Solbakken har kaldt beslutningen for et ”gigantisk selvmål”, og DBU’s direktør har deklareret, at den beslutning står for hendes egen regning.

Nadia Nadim har dog på intet tidspunkt fortrudt. Det fortæller hun, da jeg møder hende i hendes families hjem i Uldum, hvor hun restituerer efter en knæoperation. Hun tror på, at det var det rigtige at gøre, og at hendes ambassadørskab kommer til at gøre en forskel for pigerne og kvinderne i Mellemøsten.

– Jeg valgte at blive ambassadør for VM, fordi jeg elsker fodbold. Det har været mit liv indtil nu. Alt det jeg ved, og alt jeg kender, er noget, der er kommet gennem fodbold. Men jeg ved, at man i mange dele af verden ikke har adgang til sport som kvinde. Det ved jeg, fordi jeg selv er født i sådan en del af verden, fortæller Nadia Nadim.

Hvad siger du til den kritik, du har fået i forbindelse med dit ambassadørskab?

– Beslutningen om, at Danmark skal være en del af VM i Qatar, er blevet taget. Så kan man godt være kritisk over for de forhold, der er i landet, men vi er jo stadig med. DBU og os som fodboldnation, vi er der jo alle sammen. Men alligevel bringer man moralen på banen på den måde. Det kan jeg ikke forstå. Det er dobbeltmoralsk.

Havde du truffet en anden beslutning, hvis DBU havde sagt, at de ikke ville deltage i VM i Qatar?

– Jeg havde sagt ja alligevel, det tror jeg bestemt. Jeg føler, det er fedt, at jeg kan være til et mande-VM og ændre folks mening, om hvad kvinder kan gøre – særligt i et mandsdomineret land som Qatar. Det er jo ikke mig, der har vedtaget, at VM skulle afholdes i Qatar, siger hun.

Nadia halter, da hun går ind i stuen. Hendes knæ er stadig skadet efter hendes korsbånd røg igen i september. Hun sætter sig i veloursofaen i stuen og holder en pose is på knæet. Her dufter sødt af den grønne te, Nadias mor har lavet. Nadia er ikke selv den store tedrikker. Men hun er vild med de grønne rosiner, som også er stillet frem ved sofabordet – og som fortæller lidt om familiens rødder i Afghanistan.

Familien kom til Danmark, da Nadia var 11 år gammel. Hun boede dengang på et asylcenter et stykke uden for Aalborg, og ikke så langt derfra lå Gug Boldklub. Det var her, Nadia forelskede sig i sporten og siden ikke har kunnet give slip på den.

Forholdene i Qatar

Herrernes VM-slutrunde i Qatar har mødt stor kritik på en række områder, særlig på grund af migrantarbejdernes arbejds- og levevilkår og den korruption, der var i forbindelse med, at Qatar fik værtsrollen.

Siden det blev offentliggjort i 2010, at Qatar skulle afholde slutrunden, skulle der bygges syv nye stadioner og hoteller nok til at huse alle hold, fans, sponsorer og gæster. For at nå det i tide har Qatar importeret arbejdskraft fra udlandet, som især er fra de fattigste lande i Afrika og Asien.

I februar 2021 skrev The Guardian, at 6.500 migrantarbejdere havde mistet livet under byggerierne i Qatar. Langt de fleste migrantarbejdere mistede livet grundet de høje temperaturer, som de er tvunget til at arbejde i, der kan forårsage hjerte- og åndedragssvigt. Andre dødsfald skyldes trafikulykker, elektrisk stød, arbejdsulykker og selvmord.

Det startede en lavine i mediedækningen af Qatar.

Kan du godt se bort fra dødsfaldene forinden VM?

– Dødsfaldene i Qatar berører mig. Det ville være sindssygt, hvis de ikke gjorde. Hvordan kan man tænke, at det ikke berører mig? På den anden side, så er vi en del af VM nu som fodboldnation. Hvis jeg ikke deltager, tror du så VM ikke bliver spillet? Tror du så Danmark dropper at tage afsted? At ingen vil se kampene? I stedet tænker jeg, hvad kan jeg gøre for at ændre noget.

Nadia Nadim bryder ikke øjenkontakten med mig.

– For dig, tror jeg, det er svært at forstå. Det med at sætte sig i andres sko, det mangler vi i Danmark. Jeg kan sætte mig ind i de mennesker, der er i Qatar. Jeg ved, hvor fucking desperat du skal være for at efterlade din familie i Nepal for at arbejde. Enten arbejder du, eller også bliver du slået ihjel. Det tror jeg ikke, du har oplevet. Det har jeg oplevet.

Har du mødt skyggesiden af Qatar?

– Jeg ved, at vilkårene er hårde for nogen. Tallene taler deres tydelige sprog. Jeg har talt med mange dernede, men jeg har ikke mødt nogen, der har klaget over deres arbejdsvilkår. Folk har fortalt mig, at vilkårene er blevet bedre, siden der kom fokus på dem. Det er fedt, at man har opnået det med fodbolden. Er det perfekt? Nej, det tror jeg aldrig nogensinde vil komme til at ske.

Men at VM skulle afholdes i Qatar, var vel også med til, at det hele gik galt i første omgang?

– Det ved jeg ikke, om det er fodbolden, der var grunden til det. Måske har du ret i det. Måske er der andre grunde til, at der bliver bygget i Qatar.

Det er helt sikkert, at der er blevet bygget mange ting i Qatar, for at man kan facilitere VM dernede. Der skulle bygges stadioner, hoteller, veje, lufthavne osv.

– Det kan også godt være. Jeg var ikke med til at vælge, at VM skulle afholdes i Qatar. Jeg var heller ikke med til, at det skulle afholdes i Rusland eller Brasilien. Jeg var heller ikke med til at bestemme, at de vinterolympiske lege skulle afholdes i Saudi-Arabien. Det skal folk forstå. Så meget magt har jeg ikke. Men jeg ser, at vi er i denne her position, hvordan kan vi få det bedste ud af det.

Medierne skriver, at du blåstempler VM. Mener du selv, at du gør det?

– Nej, det vil jeg ikke sige. Hvem er jeg til at kunne blåstemple et VM? Nogle gange føler jeg, at journalister tror, jeg er større, end jeg er.

Det handler vel om, at du personligt blåstempler VM, når du er repræsentant for VM?

– VM-fodbolden, yes. Fodbolden vil jeg altid blåstemple. Det er VM, og jeg elsker fodbold. Sporten er det fedeste, der eksisterer. Hvor det bliver afholdt, det kan jeg ikke bestemme.

Så hvilken del af VM blåstempler du ikke?

– Det er så trist, at forholdene for migrantarbejderne er, som de er. Det er trist, at nogen mennesker skal igennem de vilkår, fordi de er så desperate. Jeg synes, ligestillingen dernede er en stenalder væk, og forholdene for piger i sporten og adgangen til uddannelse skal forbedres. Det er det, jeg prøver at gøre. Jeg blåstempler ikke Qatar. Der er mange problemer, det er jeg opmærksom på, men de er også alle mulige andre steder i verden.

– Jeg er heller ikke den person, der har sagt, lad os tage til Qatar som nation. Det er ikke mig. Det er noget, vi har truffet sammen. Dig og mig, vi sidder i samme båd i det her.

Endnu engang holder hun blikket stift rettet mod mig og fortsætter:

– Den eneste forskel, der er, er, at jeg er dernede og prøver at gøre noget ved det. Så har du nogen, der synes, det er forkert – men kommer det til at ændre noget?

En fod i begge lejre

Det var først efter halvanden måneds research, Nadia Nadim besluttede sig for at takke ja til tilbuddet om at blive ambassadør, husker hun. Hun havde fulgt med i, hvordan de danske medier dækkede det kommende VM og var derfor nødt til at tænke sig om, selv om VM i hendes verden er det absolut største.

Nadia Nadim havde en klar mission for sin deltagelse. Hun kendte ikke til kvindefodbold, før hun selv kom til Danmark. Hun drømte om at spille VM. Bare med herrerne, for hun vidste ikke, at kvinderne også havde et landshold.

– Jeg ser det som en fed indgangsvinkel for mig til at gøre en forskel, som kvinde med en platform, der kender kulturen, religionen, området. Så jeg kan sige til folk, der har fordomme om kvinder i sporten, at det kan kvinder godt – bare se på mig.

På den måde ser Nadia sig selv som et bindeled mellem to verdener. Hun ser hverken sig selv som led i en propagandakampagne eller en, der bidrager til at renskrive Qatar fra ansvaret.

Hun har besøgt en flygtningelejr i Doha, Qatars største by, med omkring 80.000 afghanske flygtninge, hvor hun talte med pigerne i lejren. Det varmede hendes hjerte at se, hvordan der blev taget hånd om de sårbare mennesker. Hun kender deres situation, fortæller hun. De har forladt alt, hvad de kendte til i jagten på et bedre liv uden krig.

– Som migrant ved jeg, at det er vigtigt, at der bliver gjort noget for piger og kvinder. Vi skal også repræsenteres i de dele af verden. Jeg gør ikke ting for at være populær. Når jeg føler noget i mit hjerte er rigtigt, så gør jeg det.

Vejer det op for bruddet på menneskerettighederne?

– Jeg repræsenterer ikke Qatar. Jeg repræsenterer fodbolden. Jeg kan ikke gøre for, at medierne opfatter mig sådan. Jeg kan være autentisk og den person, jeg er. Det er ikke mig, der har vedtaget, at VM skal være i Qatar. Jeg har svært ved at forstå, at den ligger på mig.

Nadia Nadim har aldrig afsløret over for pressen, hvad hun har tjent på sit ambassadørskab.

Hver gang de har spurgt, har hun undladt at svare. Det samme gør hun, da jeg spørger hende. Men hun siger, at hun ikke gør det for pengene.

Så pengene, du får for dit ambassadørskab, spiller ingen rolle?

– Jeg er uddannet læge, jeg skal nok komme til at tjene kassen. Penge har aldrig været med til at træffe mine beslutninger, det har man kunnet se gennem hele min karriere.

Pressen ventede ikke

Mange troede, det var en aprilsnar, da Nadia Nadim 1. april afslørede, at hun skulle være ambassadør for det kontroversielle VM i Qatar.

Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var for sjov. Med ét kom hun i pressens søgelys

Alle måtte have en kommentar fra fodboldstjernen. Der gik lidt over to måneder, før pressen kunne få lov til at komme tæt på Nadia Nadim.

Hvorfor gik der så lang tid, før pressen måtte gå kritisk til din tilstedeværelse ved VM i Qatar?

– Da det blev offentliggjort, at jeg skulle være ambassadør, var jeg i gang med min sidste eksamen. Jeg var også i gang med mit genoptræningsforløb efter min operation. Så både fysisk og mentalt, var jeg max presset og havde ikke tid.

Nadia Nadim svarede journalisterne, at det måtte vente, til hun havde overskud og var ordentligt på benene igen. Det kunne pressen ikke vente på. Overskrifterne rullede. Det kom bag på hende, for hendes forhold til pressen havde ellers altid været godt, fortæller hun.

– Jeg har altid været meget reel og autentisk, altid været imødekommende og åbnet mit hjerte op for pressen. Jeg har været mig selv, aldrig egentlig vist attituder, men taget mig tid til dem.

Med de mange overskrifter fulgte hadbeskeder til Nadia selv, hendes familie og hendes venner. Hun fik en følelse af håbløshed og opgivenhed, som gjorde, at hun lukkede ned for pressen totalt.

– Det sværeste var, at jeg ikke kunne forsvare mig. Jeg kunne få lov til at sige noget, men medierne kunne fordreje hele historien, som de gerne ville. Det gjorde, at jeg tænkte, at alt var ligegyldigt, for uanset hvad jeg sagde, havde medierne allerede skrevet historierne om mig.

– Jeg var forberedt på at ende i en shitstorm, og jeg plejer at være god til at lukke ned for det, men denne gang er jeg blevet berørt af det. Nogle gange har det føltes som om, det ikke havde noget med VM i Qatar at gøre. Qatar var bare en grund, der ”gav folk lov” til at angribe mig personligt.

Hun føler ikke, kritikken mod hende er berettiget.

– Min drivkraft er at gøre en forskel, og det har jeg følt, jeg har gjort, de steder hvor jeg har været. Jeg er overbevist om, at det nok skal gøre en forskel.

Hvilke forandringer skaber du, når du er dernede?

– Forandringerne består i, at man får øjnene op for, at muslimske piger og piger fra den del af verden også kan spille fodbold. Jeg er et billede på, at man kan det, selv hvis man har den baggrund, som de har. Det er de ting, jeg har kæmpet for hele mit liv. Hvem skal kæmpe deres kamp, hvis jeg ikke gør det?

Nadia fortæller, at når hun er dernede, bliver der stillet spørgsmål, som ellers ikke ville være blevet stillet, hvis ikke der havde været en kvindelig repræsentant blandt ambassadørerne. De er to kvindelige ambassadører ud af i alt 20.

Så når du er dernede, hvad gør du så?

– Jeg er bare mig selv.

Hvordan banker du i bordet og siger, at der skal ske forandringer?

– Jeg er bare mig selv. Et af de første spørgsmål, jeg bliver stillet til en pressekonference var: ”Kunne du forestille dig kvinde-VM blive afholdt her?” Det er en ret stor ting. Tror du en mandlig ambassadør havde fået det spørgsmål? De stiller mig det spørgsmål, fordi de ser en kvindelig repræsentant. Det er et kæmpe skridt.

Det var aldrig Nadias intention med sit ambassadørskab at gøre nogen ked af det eller skuffet over hende, fortæller hun. Derfor har det været vigtigt for hende at fortælle historien fra sit synspunkt og standpunkt. Hele historien.

– Jeg er sikker på, at hvis jeg sad med de fleste og havde en dialog med dem, så tror jeg, de kunne åbne deres sind for, hvorfor jeg gerne ville være ambassadør for VM-sporten.

Du har håb for fremtiden i Qatar?

– Altid. Jeg er optimist. Det er det, der skiller mig ud i forhold til andre.

Nadia Nadim fortryder intet af sit ambassadørskab. Hun beskriver sig selv som visionær. Det er ofte sådan med visionære, at det først er senere, deres visioner bliver forstået, fortæller hun.