Samfund
5. februar 2025

Nu bliver deres bonus mere end femdoblet

DBU og Spillerforeningen har forhandlet en ny aftale på plads, der giver kvindelandsholdsspillerne en stor bonus. Der er dog stadig plads til forbedring.
Af: Julie Voldby Bruun
kvindelandsholdet scorer stor bonus
Celebration after Danish goal to 1 - 2 during the Women's Football friendly match between Denmark and the Netherlands at Esbjerg Stadium on Tuesday, October 29, 2024. (Photo: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det danske kvindelandshold i fodbold har altid haltet efter mændene, når det kommer til udbetaling af lønninger og bonusser.

Men nu har Dansk Boldspil-Union, DBU, og Spillerforeningen taget et stort skridt i ligestillingens navn og forhandlet en ny aftale på plads, der sikrer kvindelandsholdsspillerne en stor lønforhøjelse.

Især i Nations League er der store gevinster at hente. Bonusbeløbet for en sejr på hjemmebane i Nations League er steget fra sølle 4.709 kroner til 27.249 kroner. Dermed placerer kvindernes præmie sig nu på samme niveau som mændenes.

- Det er afgørende for os, at holdet har de bedst mulige forudsætninger for at præstere i den rød-hvide trøje og fastholde deres position blandt verdens elite. Aftalen skal ses som endnu en vigtig investering i vores ønske om at fremme fodbold for piger og kvinder og følge med den eksplosive udvikling, der også sker på internationalt plan, siger Erik Brøgger Rasmussen, der er administrerende direktør i DBU i en pressemeddelelse.

Pernille Harder har som landsholdets anfører siddet med ved forhandlingsbordet, og hun glæder hun sig også over den nye aftale.

- Vi er glade for, at vi tager et godt skridt fremad med en ny og forbedret aftale. Vi har haft en god og konstruktiv dialog, som jeg ser frem til at fortsætte om de forbedringspunkter, vi løbende skal se på over de kommende år, siger hun i samme pressemeddelelse.

Selvom der er tale om en række løft på flere nøgleområder, herunder på visse præstationsbonusser, så er der stadig områder, hvor mændene tjener markant mere end kvinderne på grønsværden.

Forskellene kommer især til syne i aftalerne for test- og kvalifikationskampe, fordi UEFAs og FIFAs puljer til herrefodbold fortsat er større end hos kvindernes. Hvor herrerne tjener 54.231 kroner pr. kamp i kvalifikationen, hvis de spiller sig videre til VM eller EM, tjener kvinderne kun 3.532 kroner pr. kamp.

Målet er fortsat for begge parter at opnå lige vilkår for kønnene, og håber er, at det vil ske i takt med, at indtjeningen på kvindelandsholdet vokser på blandt andet tv-indtægter og præmiepenge fra FIFA og UEFA.

Læs mere om:

Læs også