Ny dokumentar afslører, at Danmark har tjent milliarder på 'Grønlands hvide guld'

Hvad er kryolit?

Det er det første spørgsmål, som melder sig i forbindelse med DR-dokumentaren ’Grønlands hvide guld’, hvor mineralet spiller en central rolle.

Selvom kryolit er fundet andre steder i verden, er det ikke i en sådan grad, at det har kunnet give mening at udøve minedrift. Men det kunne det i Ivittuut i det sydvestlige Grønland. I midten af 1800-tallet opdager en dansk kemiker, at mineralet kan bruges til at fremstille soda, der var meget eftertragtet på den tid. Endnu mere eftertragtet bliver kryolit senere, da man finder ud af, at det er særdeles nyttigt i fremstillingen af aluminium.

Kampen om undergrunden forbliver mellem danske interesser, og frem til 1990 bliver uendeligt mange tons kryolit udvundet og fragtet bort. Blandt investorerne i selskaberne bag finder man blandt andet C. F. Tietgen og senere hen den danske stat.

Men hvor mange penge var der i kryolit, og hvor blev de af?

Det er et af de mange spørgsmål, som instruktørerne Claus Pilehave og Otto Rosing sætter spot på i ’Grønlands hvide guld’. Dokumentaren kører primært i to spor – hver enkelt forankret i en guide. I det kultur-, identitets- og kolonifokuserede spor er den dansk-grønlandske forsker Naja Dyrendom Graugaard tovholder. Hendes bedstemor var fra den nærliggende bygd Arsuk, og kryolit har dermed været en fast del af hendes liv.

I det økonomiske spor er historikeren Marie-Louise Skov Nielsen primus motor i forsøget på at opklare, hvor lukrativ en forretning kryolit var. Og det er her, vi finder ’Grønlands hvide guld's store svaghed.

Dokumentar til tiden

Der findes næppe et mere relevant tidspunkt for dokumentaren end nu.

Trumps USA har kastet sin kærlighed på Grønland, og relationen mellem Amerikas Forenede Stater og Danmark er mildt sagt kølig. Derfor er tilblivelsen af ’Grønlands hvide guld’ også interessant. Grundet det store hemmelighedskræmmeri omkring premieren kunne man fristes til at tro, at der var tale om en hurtigt lavet dokumentar.

Men lidt research viser, at Pilehave og Rosing har arbejdet på projektet siden (minimum) 2022, hvor de fik støtte fra Det Danske Filminstitut fra puljen Norddok II. Her er økonomien øremærket til produktioner, som skal udbrede viden om Rigsfællesskabet (Danmark, Grønland og Færøerne).

Det er således et projekt, som har været undervejs i flere år. Spørgsmålet er dog, om ’Grønlands hvide guld’ skulle have haft premiere nu. Med den internationalt anerkendte og prestigefyldte dokumentarfilmfestival CPH: DOX lige om hjørnet, lugter det lidt af, at DR har bedt om at få dokumentaren hurtigt på grund af den nuværende situation.

I og med at dokumentaren skal passe ind i DR’s sendeflade, er det heller ikke utænkeligt, at vi senere får en længere version, som ikke er klippet ned for at passe i prime time-tidspunktet kl. 20-21 søndag aften.

Dokumentarfilmen kunne i hvert fald sagtens bære en halv time mere, uden at det ville gøre noget. Der er nemlig et amerikansk spor i ’Grønlands hvide guld’, som bliver berørt, inden vi får at vide, at det ikke har været muligt at finde konkret information om det amerikanske selskabs finanser vedrørende kryolit-handel.

Derfor har man lavet et gæt på baggrund af de tal, man har estimeret sig frem til, at danskerne har tjent. Hvis ikke, det var fordi, man havde den økonomiske sværvægter, professor og tidligere overvismand Torben M. Andersen – desværre noget, man selv skal researche sig frem til – ombord til at sige god for nogle af tallene, ville panderynkerne være større.

For når man kaster om sig med tal i hundrede milliarder-størrelsen, skal dokumentationen sidde lige skabet. Og den bliver desværre ikke fremlagt så overbevisende, som man kunne have ønsket sig i ’Grønlands hvide guld’.

Et vigtigt perspektiv

Så står dokumentaren straks langt stærkere, når det kommer til den kulturhistoriske indvirkning af kryolit-mineeventyret.

De efterladte bygninger står der stadig, men tennisbanerne er nu groet til med tørv, og den åbne mine er fyldt op med vand. Ivittuut er fuldstændig affolket og står som en af de efterhånden meget genkendelige industribyer, som lukker fuldstændig ned, når arbejdet stopper – præcis, som man kender det fra rundt omkring i Europa og især USA.

Men det var nu ikke, fordi grønlænderne selv nød godt af minedriften. Lokalbefolkningen agerede tjenestefolk, og ellers forsøgte man at holde danskerne adskilt for sig. Det var dog lettere sagt end gjort, og mineselskabet begyndte på et tidspunkt at udstede sparekassebøger til grønlandske børn med danske fædre.

Dokumentaren udfordrer den populære tese om, at Danmark udelukkende har postet penge i det grønlandske samfund uden at få noget igen. Selv hvis tallene ikke passer 100 procent, er der næppe nogen tvivl om, at hvis ikke det havde givet overskud, havde man nok ikke fortsat med at hive mineralet op af jorden, indtil der ikke var mere, og man var nødt til at lukke minen.

Desværre bliver det ikke fulgt ordentligt til dørs. Det er ærgerligt, at der ikke har været flere ressourcer til rådighed for at komme til bunds i det økonomiske spor. For der er virkelig mange spændende dele at tage fat i. Ikke mindst om, hvor stor en omsætning minedriften har genereret, og hvordan de penge er blevet investeret.

Som indspark i debatten om relationen mellem Danmark og Grønland giver Claus Pilehave og Otto Rosing et tiltrængt perspektiv på en sjældent italesat del af vores fælles historie. Men det er også et bidrag, hvor man sidder tilbage med følelsen af, at vi ikke er kommet helt til bunds i sagen.