"Overlægen tvang dem til at amme. Han sagde: ‘Det er det mindste, de kan gøre for de børn’"

Når en gravid kvinde – ofte 16 år – kom ind på den nyuddannede socialrådgiver Hanne Reintofts kontor i Mødrehjælpen i København i 1958, kunne de altid aflæse svaret i hendes øjne.

De ellers varme brune øjne fortalte oftest en nedslående nyhed: Nej, du har ikke fået bevilget en abort. Teenagerpigerne, hvis graviditeter var et uheld, blev dømt til at føde et uønsket barn.

“Det var forfærdeligt, især hvis det endte med, at kvindens liv blev ødelagt. Og helt ubærligt, hvis kvinden begik selvmord,” fortæller den nu 88-årige Hanne Reintoft, der har taget i mod Femina i sit hjem på Frederiksberg, for at fortælle om årene fra 1958-1960, hvor hun var socialrådgiver for kvinder i ulykkelige omstændigheder, og hvordan hun kæmpede for at ændre deres situation ved at gøre aborten fri.

Tæsk, udskamning og bortadoption

I sine erindringer "Et liv - manges liv" fra 1996 – nævner Hanne Reintoft ordet “graviditetsangst”.

Nu føles det som et fremmed begreb. Men inden den fri abort blev indført for 50 år siden kunne et uønsket barn ødelægge en ung kvindes liv – på adskillelige måder.

Hanne Reintoft fortæller: “Jeg mødte mange store piger med små børn, der var i en ulykkelig situation. Det gav så meget bøvl og ballede i de små lejligheder. Pigernes fædre var dybt forgræmmede over graviditeten og tog det som en fornærmelse af deres mandfolkeære, så de bankede deres døtre. Andre gange forbarmede mor og far sig over deres datter og tog det lille barn til sig – men når den store datter så flyttede, så kæmpede de om det lille barn. Det blev noget forfærdeligt noget.”

Den anden mulighed var at bortadoptere barnet.

“Mange blev presset til at bortadopteret. Det var også forfærdeligt,” fortæller Hanne Reintoft, mens hun ryster på hovedet og beskriver, hvordan hun besøgte kvinder på Fødselsanstalten på Rigshospitalet for at oprette adoptionssager.

Her lå de unge kvinder og ammede deres børn, som de skulle give fra sig.

“Overlægen tvang dem til at amme. Han sagde: ‘Det er det mindste, de kan gøre for de børn’,” siger Hanne Reintoft og tilføjer: “Han var eddermame led.”

Gravide døde for at undslippe deres skæbne

Nogle kvinder tog sagen i egen hånd efter et afslag på abort. De måtte gå til en kvaksalver og få en ulovlig abort.

Hanne Reintoft fortæller, at hun sommetider hjalp kvinderne med at finde de bedste til opgaven.

“Som ung socialrådgiver kom man til at kende de bedste kvaksalvere. Der var klamphuggere, men der var også et par læger, selvom det ikke var mange. Jeg fik efterhånden et overblik over markedet og kunne dermed rådgive kvinderne. Det var selvfølgelig ikke en officiel del af mit arbejde som socialrådgiver, men jeg måtte gøre det, for kvinderne kunne jo dø under operationen hos en klamphugger.”

Andre gravide valgte at begå selvmord på grund af udsigten til et liv med et uønsket barn.

Ulykken var ikke barnet i sig selv, men alle de konsekvenser det medførte: Et uægte barn var en vanære for familien, kvinden ville få bank af sin far, og hun ville få sværere ved at finde en mand og få arbejde eller uddannelse.

De unge fattige kvinder – altså teenagepigers – fremtidsudsigter, der i forvejen var hæmmede, blev smadret af at få et uønsket barn.

“De unge mænd, fædrene, var som oftest forgræmmede over at have sat pigerne i den situation. Men udover at skulle betale børnebidrag, slap barnefaderen jo altid. Det var udelukkende kvindernes ære og fremtid, det gik ud over,” fortæller den tidligere socialrådgiver.

Reintoft blev politiker for at nå sit mål

De ulykkelige kvindeskæbner blev motoren i den unge socialrådgivers kamp for at få indført fri abort i Danmark.

Hanne Reintoft havde sine meningers mod og begyndte at arbejde for sagen, allerede mens hun var socialrådgiver hos Mødrehjælpen.

Ideen om fri abort var af revolutionær karakter.

“Modstanderne kunne altid argumentere med, at det var mord,” siger Hanne Reintoft lakonisk.

Også i kvindepolitiske kredse som Dansk Kvindesamfund var medlemmerne splittede i forhold til retten til fri abort – det samme gjaldt internt i Mødrehjælpen.

Men Hanne Reintoft var klar til at stå på mål for, hvad hun troede på: At politikere ikke skulle bestemme over, hvem der måtte få en abort.

Hun blev derfor aktivist, tog ordet i pressen og blev politisk aktiv i det nystiftede SF.

Sagen var også medvirkende til, at Hanne Reintoft blev politiker, og i 1966 blev hun valgt ind i Folketinget. Som folketingspolitiker skrev hun forslaget til den fri abort.

Hvordan var det at arbejde for at ændre en samfundsnorm?

“Du må huske, at var var før egentlige kvindebevægelser. Begyndelsen af 1960’erne var den spæde vorden for kvinders frihed. Så det var et radikalt forslag i tiden, og tog også mange år at få gennemført. Jeg måtte optræde i pressen og tage Folketingets talerstol, hver gang jeg fik muligheden. Man får både masser af modstand, men også støtte. Og det evindelige presseoverfald, det vænner man sig til,” fortæller Hanne Reintoft.

Efter seks år vedtog Folketinget den fri abort

Lovforslaget blev stillet første gang i 1967 af SF, uden et flertal i Folketinget bakkede op om sagen.

Men Hanne Reintoft og andre kæmpede videre for at få ændret lovgivningen, og SF fremstillede lovforslaget fem gange i alt.

Men i 1972 ændrede Folketingets største parti, Socialdemokratiet, stilling til spørgsmålet.

24. maj 1973 blev forslaget om den fri abort fremstillet af Socialdemokratiet, som også var regeringspartiet.

Hanne Reintoft sad stadig i Folketinget, nu for kommunisterne, og hun rejste sig selvfølgelig op i salen, sammen med størstedelen af folketingsmedlemmerne af partierne fra centrum-venstre.

Hanne Reintoft husker dog også, at den konservative Hanne Budtz – der var tidligere formand for Dansk Kvindesamfund – rejste sig op blandt sine partifæller.

Forslaget blev vedtaget, og fra 1. oktober 1973 fik danske kvinder ret til at få en abort indtil 12. uge – uden at skulle forklare nogen hvorfor eller bede om tilladelse.

“På dagen for sejren sagde min mand: ‘Nu har vi fred i et stykke tid. Så kommer det igen. Man tillader aldrig kvinder selv at bestemme det.’ – og jeg gav ham ret.”