Sagen mellem Johnny Depp og Amber Heard er slut. Og vi har alle tabt
Foto: Marie Hald
Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.
Onsdag den 1. juni vurderede en amerikansk jury bestående af fem mænd og to kvinder, at Amber Heard løj om sin eksmand Johnny Depp. At hun gjorde det med forsæt for at ødelægge hans omdømme, og at hun skal betale sin eksmand 15 millioner dollars i erstatning.
Sagen er blevet dækket af et væld af medier, influenter og enhver med adgang til internettet - som en fodboldkamp, hvor et hold må tabe, for at det andet kan vinde. Og som et eventyr, hvor der er de gode og de onde.
Men i virkeligheden har alle tabt.
Og på de sociale medier er ingen og alle de onde.
Vinderen – i lovens øjne - Johnny Depp var ikke til stede i retssalen, men tog til tasterne fra sit refugie i England og postede sin reaktion på Instagram:
- For seks år siden blev mit liv, mine børns liv, mine næres liv og også livet for mange af dem, der har støttet mig og troet på mig gennem årene for evigt forandret på et øjeblik, skrev han med reference til den tekst i Washington Post, hvor Amber Heard skrev, at hun havde været udsat for partnervold uden at nævne sin partners navn.
Amber Heard og Johnny Depp til premiere i 2015.
Foto: Diego Corredor/Capital Pictures/Ritzau Scanpix
Han beskriver videre, hvordan ”falske, meget alvorlige og kriminelle beskyldninger” blev rettet mod ham i medierne, hvilket udløste en ”endeløs affyring af hadefuldt indhold”.
Han forholdt sig ikke til, at Amber Heard fik medhold i et punkt om æreskrænkelse, hvorfor han skal betale hende en erstatning på to millioner dollars.
Depp takkede sine fans for den ”kolossale opbakning og venlighed”. Han forholdt sig ikke til den gigantiske mobbekampagne på tværs af TikTok, Instagram og Facebook anført af Depp-fans, der har forvandlet Amber Heard til de gifs og memes, som findes på internettet for altid
Nu kan voldsramte mænd få samme hjælp som voldsramte kvinder. Men indtil videre er det kun et forsøg
Eksempelvis har hashtagget #AmberTurd milliarder af hits på TikTok – en reference til afføringen i Depps seng, som han siger, var hendes.
Hendes karriere er formentlig slut, og hendes omdømme er ødelagt. Men sandheden er, at det var det allerede inden dommen faldt.
Hele retssagen har på vores allesammens sociale medier udmøntet sig i et viralt shitshow af hadefuldt anti-Heard-indhold.
Sagen er et nederlag for den offentlige samtale.
Det er et nederlag for alle, der ønsker at nuancere den enormt vigtige samtale om vold i parforhold.
Det er et nederlag for begge de mennesker, der indgik i et giftigt destruktivt forhold, der kulminerede med en altødelæggende smædekampagne i retten til åbent skue for hele verden.
Men sagen bør ikke være et nederlag for #MeeToo-bevægelsen, selvom nogle ønsker at fremstille det sådan. Opgøret med den strukturelle og ofte usynlige sexisme, der gennemsyrer hele vores samfund og kultur, kan ikke gøres synonym med det juridiske slagsmål mellem to amerikanske skuespillere.
#MeToo har aldrig været en kamp mellem kønnene. Patriarkatet er ikke mænd, det er et system, som vi alle sammen lever under og bidrager til.
Den offentlige samtale – især på sociale platforme – er designet til at tegne verden i sort/hvid og polariserer standpunkter. Enten er mændene voldelige, eller også lyver kvinderne. Enten er det #MeToo eller #MenToo.
Kære Trine Bramsen. Hvis du vil kvindedrab til livs, er der fem ting, du skal huske
Enten har du tabt, eller også har du vundet.
Sådan hænger verden bare ikke sammen. Ofte er det både og, og det viser historien og Amber Heard og Johhny Depps parforhold og det juridiske efterspil med al tydelighed.
Sandheden findes i nuancerne, og vejen frem er at give plads til dem. Men tabuer, gråzoner og komplekse erfaringer forsvinder i de sociale mediers algoritmer og ekkokamre. Det viser fortællingen om Heard vs. Depp også.
Den viser, at vi er nødt til at genopfinde den offentlige samtale. I hvert fald hvis vi vil tale om emner som køn, partnervold og #MeToo på en meningsfuld måde.
Og det er vi nødt til. Ellers har vi alle sammen tabt.