Sangerinden GRO om sin mors selvmord: "Vi skal blive bedre til at bryde den gode stemning og spørge ind”

I lejligheden på Amager dufter der af nybagte boller. På spisebordet er der dækket op til to, og ind ad det åbne vindue strømmer solens stråler og varmer stuen op.

På væggene hænger forskellige strengeinstrumenter, og for enden af spisebordet ligger flere lp’er spredt ud. Bagerst i rummet er en lille krog, hvor synthesizere, harper og en computer danner dét, der fungerer som lejlighedens hjemmestudie.

Det er den 31-årige musiker og sangerinde GRO, der til daglig går under det borgerlige navn Julie Møller Christiansen, der bor her.

– Da jeg flyttede ind her på Amager, fik jeg tid til bare at være mig. Det var et trygt space, og det føltes derfor naturligt for mig at gå et spadestik dybere, end jeg tidligere har haft mulighed for i processen med at bearbejde tabet af min mor, fortæller Julie.

I flere omgange i løbet af 2019 og 2020 isolerede Julie sig i sit hjemmestudie i lejligheden, hvor hun brugte lp’er og billeder fra sine forældres ungdom til at genkalde sig minderne om sin mor og skrive sange om de svære tanker.

– Det var rørende at se hende som ung på de billeder. Lige efter hun døde, havde jeg brug for at få det hele lidt på afstand, men da jeg så senere fik gravet billederne og lp’erne frem igen, blev jeg helt fascineret af hende som ung.

– Den sidste del af hendes sygdomsforløb var en hård tid, så jeg havde brug for at gå lidt længere tilbage og se, at hun var glad.

Sig det med en sang

Det var naturligt for Julie, at det blev musikken, hun valgte at udtrykke sig gennem, da hun skulle bearbejde sorgen.

Hun er opvokset i et musikalsk hjem i Søborg med det, hun beskriver som værende en rolig og tryg opvækst. Hendes far er guitarist, og da hendes forældre var unge, spillede de i band sammen.

– Mine forældre spillede folk-musik og havde en masse strengeinstrumenter, lutter, ukuleler, mandoliner og så videre, hængende på væggene i huset.

– Lige så snart jeg kunne nå dem, tog jeg dem ned og prøvede at spille små melodier. Og ret hurtigt begyndte jeg at komponere sange selv.

I dag er Julie uddannet inden for elektronisk musik fra konservatoriet, men under bearbejdelsen af tabet af sin mor fik hun en fornyet lyst til at bruge strengeinstrumenterne fra barndommen som en del af sin ellers elektroniske lyd.

Og netop dét at bearbejde tankerne med musik har betydet meget for Julie.

– Man siger, at man først rigtig har bearbejdet noget, når man kan sige det med få ord. Jeg har først rigtig bearbejdet noget, når jeg kan sige det med musik.

– Jeg tror, det er kombinationen af at skabe en stemning med lyde og så at kunne formidle mit budskab på en poetisk måde, der virker helende.

– Jeg håber, at musikken og dét, at jeg taler åbent om, hvad sangene handler om, også kan hjælpe andre, der har mistet.

– Jeg bliver selv hjulpet meget i min proces ved at læse andres historier. Bare det, at der er nogle, der deler, gør, at man ikke føler sig alene med oplevelsen og tankerne.

Sindsrobønnen

Det var efter et længere sygdomsforløb, at Julies mor valgte at tage sit eget liv.

– Jeg tror, at selvmord for hende var en udvej, fordi hun ikke ville byde os at se hende blive dårligere og dårligere. Hun ville ikke have, at hendes familie skulle ende med at sætte deres liv på pause for at passe hende.

Kort tid før Julies mors død gik de tur sammen i en skov. Her talte de blandt andet om livet og Julies fremtid med musikken.

De var begge i godt humør, og det var, som om de i det øjeblik havde glemt alt det dårlige.

– Hun var meget afkræftet efterhånden, men på den gåtur var det, som om hun livede lidt op. Vi fik talt om en masse forskellige ting.

– Hun fortalte blandt andet om en slags remse, hun brugte, som hedder Sindsrobønnen. Den lyder: ”Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

– Set i bakspejlet synes jeg, det var lidt påfaldende, at hun fortalte mig om den på gåturen, når jeg tænker på det, hun gjorde nogle dage senere.

Selv om gåturen i skoven var en god oplevelse, ændrede alt sig nemlig 14 dage senere, da Julies mor valgte at gøre en ende på sit liv og sit sygdomsforløb i den samme skov, hun og Julie netop havde gået tur i.

– Det brugte jeg lang tid på at bearbejde, for havde jeg sagt et eller andet på den gåtur? Hvorfor valgte hun lige at gøre det dér? Og det er også derfor, at den skov er blevet vigtig for mig.

Bebrejdede du dig selv på noget tidspunkt?

– Ja, det gjorde jeg. Men jeg synes også, at jeg gjorde meget. Jeg lavede for eksempel mad til hende og snakkede med hende hver dag, og det var der også andre i familien, der gjorde.

– Hun fortalte flere gange, at hun havde tænkt på at tage sit eget liv, men der var ingen af os, der forestillede os, at hun rent faktisk ville gøre det.

– For mig var oplevelsen forbundet med meget ambivalente følelser, for på den ene side syntes jeg ikke, at hun kunne være bekendt at efterlade sine børn og børnebørn på den måde, men på den anden side kom hun jo ud for noget, vi alle kan komme ud for – at blive alvorligt syg.

– Og når man får forringet sin livskvalitet i slem grad, kan jeg forestille mig, at man godt kan få det sådan: “Kan jeg leve med det? At være en dårligere udgave af mig selv?”

– Så jeg forstod hende godt. Hun var en meget kærlig mor, og det var selvfølgelig ubærligt lige pludselig at få det taget væk og skulle stå på egne ben.

– Jeg har siden tænkt meget over, om det kunne have været endt på en anden måde, hvis hun havde prøvet nogle andre behandlingsformer, hvis vi som pårørende havde støttet hende på en anden måde, eller hvis hun havde accepteret at skulle være mere og mere afhængig af andres hjælp. Det får vi desværre aldrig et svar på.

Bedre forebyggelse

For Julie er det vigtigt, at hun med sin sang ”In the Woods” og resten af sit kommende album om tiden efter tabet af sin mor kan være med til at nedbryde tabuet om selvmord.

– Der er omkring 600 mennesker, der begår selvmord om året i Danmark. Det er næsten to om dagen, og derudover forsøger cirka 16 personer hver dag at tage sit eget liv.

– Det synes jeg er for meget. Det er jo gode samfundsborgere, der pludselig er væk og efterlader familie og venner med en traumatisk oplevelse.

– Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at forebygge selvmord ved for eksempel at arbejde med, hvordan vi takler krisesituationer på en hensigtsmæssig måde, og hvordan man bedst er pårørende til en selvmordstruet.

– Jeg kan selvfølgelig kun tale af egen erfaring, men jeg savnede i den grad hjælp som ung pårørende til en selvmordstruet.

– Jeg var 22 år, og jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere min mors selvmordstanker. Jeg ville gerne have vidst noget mere om, hvordan jeg kunne have støttet hende, og at det for eksempel var en dårlig idé at lade hende være alene.

Generelt har Julie dog haft en masse mennesker omkring sig, der har hjulpet hende med at bearbejde sorgen.

De har ikke været bange for at spørge ind til, hvordan hun havde det med sin mors selvmord. Og netop det med ikke at have berøringsangst over for emnet er vigtigt for Julie.

– Det er en myte, at det ikke er godt at tale om selvmord. Samtale hjælper, så man ikke føler sig alene med tankerne, og det er ofte bedre at spørge for meget end for lidt ind til både selvmordstruede, pårørende og efterladte.

– Jeg håber, at vi bliver bedre til at turde bryde den gode stemning og spørge ind, hvis en person kunne være selvmordstruet. I sidste ende kan det jo være med til at redde liv. Selv om bearbejdningen af min mors selvmord har været en hård periode, har det gjort mig opmærksom på, hvor skrøbeligt livet kan være.

– Jeg er blandt andet begyndt at gå meget op i at huske at nyde livet og de mennesker, jeg elsker, mens jeg stadig kan. Og så prøver jeg at huske at passe på mig selv i pressede situationer.