Tine overlevede en gaseksplosion: "Jeg er taknemmelig over, at det var mig og ikke børnene"

Ulykkelig. Rasende. Forladt. Taknemmelig. Ydmyg.

Tine Bay har været igennem hele følelsesregisteret de seneste tre år. Da hun blev ramt af en gaseksplosion, var det nemlig ikke bare hendes krop, hud og hår, der brændte:

Eksplosionen blev begyndelsen på den værste tid i Tines liv. Hun var først forundret, siden bitter, over, at det skulle ske for hende. Hun var bange og frem for alt i ulidelige smerter.

– En fødsel er ingenting ved siden af!

Sammenligningen er et forsøg på at illustrere, hvor voldsomt hun oplevede tiden, efter at det, der ikke burde kunne ske, skete.

– Det var sommer, min dengang 13-årige søn Jacob og jeg havde lige løbet et halvmaraton. Min mand, Thomas, og jeg havde netop skålet på, at vi ville løbe et helt maraton i Berlin året efter.

Tine Bay er nået til et punkt, hvor hun kan trække på smilebåndet, når hun siger den mærkelige sidste sætning.

Ved første øjekast kan man ikke se på den 48-årige aarhusianer, at hun var så hårdt ramt af eksplosionen, at hun var tæt på at dø.

Hænderne ligger roligt på bordet, og først ved nærmere eftersyn opdager man arrene. Hånden klør hunden Ayo, der også overlevede eksplosionen.

Resten af Tines familie, der tæller Thomas og deres tilsammen fire børn, var ikke med i det sommerhus, hvor ulykke skete.

– Det er sådan noget, jeg i dag er taknemmelig over. At det var mig og ikke mine børn, der var der, siger hun.

Taknemmeligheden er kommet som noget af det sidste. Længe følte hun sig rasende og ulykkelig over, at hun blev et offer.

Først da hun bestemte sig for at træde ud af den rolle, kom de andre følelser i spil. Det er blandt andet derfor, hun har skrevet bogen ”Op igen”.

– Jeg har haft det, som om jeg var med i det værste og mest udfordrende reality­show, som jeg havde lyst til at forlade, men det kunne jeg ikke!

Huden faldt af

24. juli 2018 var Tine taget i sommerhus på Mols. Hun havde tændt gasvarmeren, før hun gik tur med Ayo. Da de kom tilbage, og hun åbnede døren, kom en eksplosion imod dem.

Instinktivt fik hun vendt sig, så ansigtet og overkroppen blev beskyttet, men de bare ben og fødder brændte:

– Jeg trådte tilbage, forstod ikke, hvad der var sket, men kunne mærke trangen til at give efter for smerten og lade mig falde. Samtidig vidste jeg, at hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke rejse mig igen, forklarer Tine.

Hun fandt vej til sine forældres sommerhus, der ligger tæt på, for det eneste, hun ville, var at hælde vand på de brændende ben. Masser af vand!

– Samtidig kom folk løbende, fordi de havde hørt eksplosionen og mit skrig. Jeg kom ind til en bruser, der blev ringet efter hjælp, og pludselig stod der en læge og to reddere i det lille badeværelse.

Tine blev straks kørt til Skejby Sygehus. På sin telefon har hun et billede, der er taget lige efter ankomsten: Det ser ud, som om hun har strømpebukser med store huller på, men det er huden, der falder af.

Tæerne var brændt, og Tine husker, hvordan hun lagde mærke til, at hun satte blødende fodaftryk, da hun flygtede fra eksplosionen.

– Thomas og min søn, Jacob, kom, og Jacob sørgede for, at kludene omkring mine hænder hele tiden blev vandet. Jeg kan huske lugten af brændt hud og hår. Den ville jeg gerne, at Jacob ikke havde oplevet.

Tine blev fløjet med helikopter til brandsårsafdelingen på Odense Universitets Hospital, men husker kun, at hun havde voldsom kvalme undervejs:

– Jeg var i chok. Jeg var i undtagelsestilstand! Tanken om, hvorvidt mine ben ville blive pæne igen, strejfede mig ikke. Jeg var slet ikke der, og der gik uger, før jeg overhovedet begyndte at tænke på det, fortæller Tine.

Sygehuset

På sygehuset begyndte Tine at forstå, hvad der var sket med hende, men samtidig var smerterne så overvældende, at hun var i en morfindøs meget af tiden.

Da hun fik plastikken, som beskyttede hendes forbrændte hænder, af, begyndte hun at skrive:

– Jeg skrev mine følelser helt ud. Jeg skrev om mine chancer for at overleve og komme ud på den anden side som et helt menneske.

– Jeg følte mig langt væk hjemmefra og begyndte at skrive på Facebook, hvor jeg fandt meget støtte. Når jeg vågnede og var helt alene om natten, var der altid en, der var på Facebook.

– Det, jeg skrev dengang, har jeg brugt meget, da jeg skulle skrive bogen, fortæller hun.

De 50 dage, Tine var indlagt, husker hun som en kamp.

Sygeplejerskerne var stressede, Tine tog sig selv i at tage hensyn til dem og kæmpede med en følelse af, at det måske var hende selv, der var skyld i ulykken: Havde hun gjort noget forkert?!

– Jeg var konstant i kamp. Jeg kæmpede imod, for den følelse af at være en del af hospitalets produktionslinje var hård.

– Det var grænseoverskridende at skulle tørres bagi som en lille pige, men der skete også et skred, hvor jeg til tider blev ligeglad med, om jeg blev kørt tværs over gangen i bar røv.

Tine holder en pause, smiler lidt og siger så:

– Jeg skulle lige have fat i min blufærdighed igen.

Når hun talte i telefon med Thomas, tog hun også sig selv i at fortælle ham om sine toiletbesøg:

– Indtil jeg kom i tanke om, at det ikke var ham, jeg skulle fortælle om det. Engang skulle han jo se mig som lækker igen, men det var det, jeg havde at fortælle!

Tine oplevede travlheden på sygehuset som meget svær. En gang blev hun glemt i et bruserum, og da hun ikke kunne flytte sig selv, endte hun med at sidde og råbe desperat på hjælp.

– Det var topmålet af afmagt.

Tilgivelse

Følelserne i de første uger efter ulykken var så traumatiske, at Tine, først da hun skrev sin bog, kom i kontakt med dem.

– Nogle af dem, der havde læst udkastet til min bog, sagde, at de savnede at læse om mine følelser lige efter eksplosionen. Jeg havde simpelt hen ikke skrevet om dem, fordi jeg havde blokeret for dem.

– Derfor var det også meget hårdt at skrive bogen, for jeg skulle jo ind i de følelser igen. Jeg græd i flere dage, men det var også sindssygt terapeutisk, erkender hun.

Ulykken har betydet, at Tine i dag lider af PTSD. Hun er altid på vagt.

– Da jeg hældte vand på termokanden for lidt siden, sagde låget PUF, og det fik mig til at reagere, fortæller hun og peger mod termokanden på bordet.

Blåt og gult lys kan hun slet ikke klare, for det er farverne i en gaseksplosion, og hvide varevogne forbinder hendes hjerne også med fare!

– Det VVS-firma, som var ansvarlig for eksplosionen, kørte i hvide varevogne … Er du klar over, hvor mange hvide varevogne der kører rundt i Aarhus, spørger hun retorisk.

Retssagen mod ejeren af VVS-firmaet, som blandt andet var ansvarlig for, at hans udsendte håndværker ikke havde skruet gasvarmerens ventil fast, tærede hårdt på Tine.

– Jeg så mig hele tiden tilbage, mens det stod på, og jeg havde ellers virkelig brug for at se fremad!

Sagen endte med, at ejeren af VVS-firmaet blev kendt skyldig:

– Og da jeg fandt ud af, at det var sjusk, blev jeg rasende! I to dage rasede og græd jeg, og på tredjedagen var jeg simpelt hen i så godt humør, fortæller Tine med et stort smil.

Hun har valgt at tilgive. For sin egen skyld.

– Det var negativ energi, som var ved at æde mig op. Det kommer der ikke noget godt ud af, og ved at tilgive satte jeg mig selv fri, erklærer hun.

Plads til sårbarheden

Ulykken, indlæggelsen og retssagen har bekræftet Tine i noget, hun godt vidste i forvejen.

– Mit liv er mit ansvar. Man kan ikke bare læne sig tilbage, og da jeg tog kontrollen tilbage til mig selv, fik jeg det bedre. Det, jeg har været igennem, giver ingen mening, men sådan er livet jo også.

– Min historie er ulykken, men jeg er ikke ulykken. Jeg er alt muligt andet. Jeg kan sagtens forstå, at man kan komme til at zoome ind på det svære og det, der føles uretfærdigt, men så kommer man ikke videre, mener Tine.

I dag er hun så småt i gang med at arbejde igen – som hjernetræner for folk, der blandt andet har fået en hjerneskade. Hun, der har været danmarksmester i løb, kan i dag ikke løbe.

Hendes ene fod er nærmest ødelagt efter eksplosionen, men Tine har fået en dropfodsskinne, en TurboMed Extern, som hun sætter omkring foden, og som hjælper med at løfte foden, så hun bedre kan gå.

– Før så jeg hele tiden ned, når jeg gik, for jeg skulle jo holde øje med hvert skridt. Nu kan jeg løfte blikket, siger hun, og symbolikken kunne næsten ikke være mere tydelig.

Tine har fundet en ny balance i sit liv, som hun selv forklarer sådan her:

– Jeg har altid følt mig sej og stærk, men jeg er kommet i kontakt med min sårbarhed. Før tog jeg afstand fra følelsen af at være svag, men det er jo også en del af mig at være ked af det.

– Jeg har lært at se, hvad jeg har. Lært at være taknemmelig. Jeg kan ikke styre, hvad der sker, eller hvad andre gør ved mig, men jeg kan styre, hvad jeg tænker, og hvad jeg gør ved mig!