Solen skinner. Og det har fået mig til at tænke på et virkelig irriterende ord

Ud og nyde det gode vejr. De ord har summet i mit baghoved hele weekenden.

Jeg tror, det er noget, min mor har startet.

Når hun, da jeg som teenager kom krybende ud fra mit værelse et godt stykke op ad formiddagen, mødte mig med knaldrøde kinder og solhat og udbrød:

”Gud, har du slet ikke været ude i dag? Det er FANTASTISK vejr, og det skulle blive regn hele næste uge! Ud og nyd det!”

Men selv efter, jeg er blevet voksen og udtrykkeligt har frabedt mig vejrmeldingerne fra min mor, som efter jeg flyttede hjemmefra, bare kom på sms i stedet, så rammer den mig stadig.

Solstressen.

Den stress, der fortæller mig, at jeg på grund af det gode vejr, burde lave alt muligt andet end at være indenfor.

Følelsen er affødt af verdens værste ord:

Burde.

Jeg burde sidde et sted i en solstråle, drikke kold rose eller hjemmelavet lemonade, jeg burde mødes med vennegrupper, som tilfældigvis alle sammen har fri fra arbejde, tænde op for en engangsgrill i en overfyldt park, tage i sommerhus, på festival, på ferie.

Alt sammen mens jeg selvfølgelig dokumenterer det på sociale medier, så jeg kan give alle dem, der har tilladt sig selv at blive indenfor, rigtig. dårlig. samvittighed.

Jeg tror dog ikke, det er min mors skyld det hele. Hun er bare kanalen for endnu et af de samfundsskabte idealer, der igen og igen fortæller mig, at jeg bør gøre og have det på en helt bestemt måde.

Jeg har stadig brug for at kunne ligge indenfor og se Netflix med nedrullede gardiner en gang imellem - også selvom kalenderen siger juni.

Jeg har ligefrem nogle gange taget mig selv i at lægge mig ud på min terrasse med min computer og Netflix, mens jeg gennemsvedt misser med øjnene mod skærmen – kun for at kunne slippe for min solstress.

Hvornår og hvordan har vi skabt den fælles forståelse af, at vi for alt i verden skal ud og udnytte det gode vejr?

Er det, det ekstremt svingende danske vejr, som kan risikere kun at byde på én rigtig god solskinsuge i løbet af sommeren, der har skabt den?

Er det sociale medier, som konstant minder os om alle de ting, vi kunne og burde gøre?

Er det vores mødre?

Misforstå mig ikke - jeg elsker, at sommeren er på vej, jeg savner ikke at cykle på arbejde i blæst og støvregn, og jeg er skyldig i at ræse rundt efter alle de førnævnte burde-ting, som sommeren giver mulighed for.

Men jeg hader, at de kommer med et forventningspres, som giver mig dårlig samvittighed, stress og ensomhedsfølelser, hvis jeg ikke lever op til dem.

For hvis man er sådan en, der ligger indenfor på en dansk sommerdag, må man vel være både deprimeret, ensom, doven, isoleret og influenzaramt?

Eller måske har man bare ikke lyst til at være udenfor den dag? Ikke råd? Ikke overskud?

Sommeren udstiller alt det, vi har, og alt det vi ikke har. Det er her både social, økonomisk og fysisk kapital kommer til udtryk.

Fordi for at leve op til førnævnte sommerglansbillede, kan det føles som om, man skal have råd til både rosé på fortovscafeer, festivalbilletter og en ny bikini.

Man skal også gerne have en kæmpe vennegruppe og en kalender, som er proppet med aftaler, sommerfester og badeferier.

Og så skal man have lyst til at vise sine ben frem i små sommerkjoler og leve op til ”sommerkroppen”. Kan vi også udrydde det begreb sammen med solstressen og ordet “burde”?

En krop er en sommerkrop, lige meget hvordan den ser ud.

Og en solskinsdag er også værdifuld, når den bruges inden for.

Så kære mor, Instagram og mest af alt mig selv: Nej, jeg har ikke været ude og nyde det gode vejr i dag.