Som syvårig forsørgede hun sin familie. Nu hjælper hun tusindvis af kvinder

– Svampesæsonen var en af mine yndlingssæsoner, for det gjorde det en smule nemmere at skaffe mad, siger Chido Govera.

Allerede som syv-årig stod hun nemlig som familiens overhoved, og havde ansvar for at skaffe mad til hende selv, hendes gamle bedstemor og sin to år yngre lillebror.

Svampene viste sig at blive hendes levebrød, og i dag driver hun NGO’en The future of Hope Foundation, der blev grundlagt i Zimbabwe i 2013. En organisation, der lærer kvinder og forældreløse børn at dyrke spisesvampe, og derved blive aktører i deres egne liv. En lektie hun også selv måtte lære.

Ikke længe efter hun var blevet ansvarlig for sin lille familie, indså hun, at hun måtte droppe ud af skolen. For hun kunne simpelthen ikke få en hverdag til at hænge sammen, hvis hun både skulle passe huset, sin lillebror og bedstemor, skaffe mad til en familie på tre og samtidig passe sin skole.

Da Chido Govera var 11 år, fik hun en invitation. Invitationen var til et kursus, der lærte unge piger at dyrke svampe.

Med hendes gode erfaringer fra svampejagt med bedstemoren, valgte hun at takke ja til svampe-kurset

– Ud fra den begejstring tænkte jeg: ”Okay, lad os prøve det her. Enhver mulighed for at lære er altid velkommen.” Jeg var virkelig spændt, men samtidig så anede jeg intet om, hvad det at dyrke svampe indebar.

Da hun kom tilbage til sin landsby, begyndte hun at dyrke og sælge svampe.

Hun fandt ud af, at affaldet fra markerne kunne bruges til dyrkningsprocessen, hvilket betød, at hun pludselig havde masser af ressourcer omkring hende, som hun kunne bruge.

Hun havde et håb om at kunne hjælpe andre kvinder og forældreløse børn med at dyrke svampe. Så som 16-årig startede hun på universitetet, og brugte 3,5 år på at lære endnu mere om at dyrke og sælge svampe. Men som 20-årig droppede hun ud, da skolen ikke hjalp hende mod hendes drømme.

– Jeg vidste, hvad jeg ville med mit liv, og det lærte jeg ikke i skolen. Jeg ville bare ud i verden og starte det arbejde, jeg vidste, at jeg ville lave.

Efter hun var droppet ud, skrev hun en bog om sit liv. Det var en måde for hende at give hendes oplevelser plads, leve med dem og så komme videre.

Bogen kaldte hun ’The future of Hope.’

Chido Goveras liv har lært hende, at vi som mennesker ikke defineres af de vanskelige tider, vi går igennem:

– Du må ikke lade udfordringerne holde dig tilbage eller få dig til at give op. De er en del af vores historier, men vi kan ikke lade det definere hele vores liv. I stedet må du rejse dig og genopbygge dig selv, så du kan gøre det, du drømmer om.

Så det gjorde hun.

Siden hun var 20 år, har hun rejst verden rundt for at undervise kvinder og piger i lokalsamfund om svampedyrkning i lande som Congo, Cameroun, Tanzania, Ghana, Sydafrika og Indien. Samtidig har hun været med til at udbrede ideen om at dyrke svampe på kaffegrums blandt iværksættere i både USA og Europa.

Chido havde et håb om at kunne hjælpe andre unge piger og kvinder, der stod i en situation lignende den, hun selv havde stået i. Derfor gjorde hun processen med at dyrke svampe så simpel som muligt, så hun kunne lære det videre til andre.

Med inspiration fra sine rejseoplevelser grundlagde hun The future of Hope Foundation, som har hjulpet over 10.000 husholdninger i Zimbabwe og næsten 200 husholdninger i Mozambique. I dag arbejder organisationen på at udvide til flere lande i det sydlige Afrika og videre ud i verden.

At dyrke svampe er en god mulighed for lokalsamfund – især for kvinder og piger – da det giver dem mulighed for at tage ansvar for deres eget liv ved at udnytte de ressourcer, der er tilgængelige lokalt. En ting, der er vigtig for Chido. Hun fortæller:

– Jeg tror, at det ansvar, jeg følte over for min bedstemor og bror, var med til at forme min karakter og gjorde mig beslutsom i forhold til at tage ansvar og kontrol over mit eget liv. At lære at dyrke svampe hjalp mig med at se muligheder og ressourcer på en ny måde. Det gav mig redskaber til at dække mine basale behov, gjorde mig bevidst om mine prioriteter og hjalp mig med at sætte nye standarder og grænser for mig selv.

– Jeg håber, at fonden kan styrke mennesker til at kunne opfylde deres basale behov. For når menneskers basale behov, som mad, er dækket, kan vi begynde at kræve vores øvrige rettigheder. Hvis mennesker sulter, har de ikke mulighed for at kæmpe sig ud af svære situationer i hjemmet, i lokalsamfundet eller som nation. Når folk stadig må kæmpe for de helt basale ting, kan vi heller ikke få demokratiet til at fungere.

Derfor arbejder hun for, at The future of Hope Foundation kan skabe et grundlag for, at alle medlemmer i samfundet kan bidrage til at forbedre deres egne liv, deres lokalsamfund og verden som helhed.