Tim Houbo burde være i gang med at operere. Men han mangler den sygeplejerske, som skal bedøve patienten

Overlæge og kirurg Tim Houbo Pedersen skubber døren op til operationsgangen, hvor der står enkelte patientsenge med hvidt og blåt-mønstret sengetøj langs væggene. Han peger på en skærm, mens han skimmer den og siger, at der er ledigt på stue fire.

- I skal have sådan en her på. De er ikke kønne, men de tjener et godt formål, siger han og peger på en papæske med grønne huer.

Han læner sig frem og kigger ind ad det lille runde koøje ind til operationsstuen for at sikre sig, at den er tom, og skubber døren op.

Her er helt køligt, rent og sterilt.

I midten står en sort briks.

”Så plejer jeg at hæve den som en strandstol,” siger Tim Houbo Pedersen om briksen og viser, hvordan han så kan komme til både for- og bagsiden af patientens skulder.

Fra bagsiden stikker han et lille kamera ind, der er så skarpt, at det kan zoome ind helt ned på blodårernes blodcelle-niveau. Fra forsiden af patientens skulder stikker han instrumenter ind, og på skærmen kan han følge med i, hvad han laver.

Og så er der et apparat, som er større end de andre. Over 1.70 cm højt, med en masse dimser, tre skærme, en skriggrøn pumpe og ledninger, der smyger sig om det, stikkontakter.

Det er dét, anæstesisygeplejerskerne bruger til at bedøve. Når de altså er her.

Problemet er, at det er de ikke, og det er derfor, stuen står tom. Før sommerferien var 19 ud af 39 stillinger som anæstesisygeplejerske ledige på Bispebjerg Hospitals idrætskirurgiske afdeling. Efter sommeren er det 11 ud af 39 stillinger.

Og derfor bruger overlæge og kirurg Tim Houbo Pedersen meget af sin tid på at administrere sine patienters placering på en venteliste i stedet for at operere i deres skuldre, en type kirurgi, som han har brugt 11 år på at specialisere sig i.

Skakmat

De ledige sygeplejerskestillinger er ikke kun anæstesispecialet og Tim Houbo Pedersens afdeling forbeholdt.

Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at inden for en periode på seks måneder er 46 procent af alle opslåede sygeplejerskestillinger ikke blevet besat. Det er lige knap 5000 stillinger.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er situationen på Bispebjerg kendetegnende for resten af landet, hvor du kan du finde tomme operationsstuer, og manglen på enten anæstesi- eller operationssygeplejersker sætter patienter og kirurger skakmat.

Det harmonerer dårligt med regeringens løfte om at ansætte 1000 nye sygeplejersker på hospitalerne inden udgangen af 2021. Ifølge de nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen er der kun 47 flere sygeplejersker ansat i forhold til udgangspunktet. Og for nylig kunne Politiken fortælle, at 1.100 danske sygeplejersker var rejst til Norge for at arbejde der – til en højere løn end den danske.

Sommerens optag på sygeplejerskeuddannelsen tegner ikke meget bedre for fremtiden: 28 procent færre havde søgt ind på uddannelsen end i 2021.

Brandslukning

For Tim Houbo Pedersen resulterer manglen på sygeplejerske-kolleger i, at han kun kan operere patienter ”engang imellem – ad hoc,” som han siger med en smule frustration i stemmen.

Normalt – og her skal vi tilbage til tiden før corona – havde han en dag eller halvanden om ugen, hvor han opererede tre-fire patienter pr. dag.

På afdelingen regner de i operationslejer, som er betegnelsen for en dag, hvor der kan opereres på en stue.

I september regner hans afdeling med at have anæstesisygeplejersker nok til at udnytte otte operationslejer om ugen, selvom de egentlig har 15 operationslejer til rådighed.
De resterende syv kommer til at stå tomme. I oktober kan de måske snige sig op på at udnytte ti ud af de 15.

Bispebjerg Hospital bekræfter, at de regner med at kunne operere på 66 procent af deres egentlige kapacitet.

- Det er kun brandslukning. Vi er afhængige af, at alle led i den kæde af personale, som en patient møder, kan levere. Hvis der mangler et led i kæden, virker den ikke, konstaterer Tim Houbo Pedersen.

Så hvad bruger han så sin tid på?

Jo, han undersøger blandt andet flere patienter, der er henvist fra deres praktiserende læge, end han plejer. Godt og vel en tredjedel af dem ryger på ventelisten, som kun vokser sig længere og længere.

Og den sidder Tim Houbo Pedersen så og administrerer på sit kontor, mens hans hvide kittel hænger på en lille knage og de lyseblå operationstræsko står ved siden af skrivebordet.

De ultimative tabere

En af de anæstesisygeplejersker, som ikke længere arbejder på Bispebjerg Hospital, er Pernille Trust Have. Hun har i stedet fået job på en operationsgang med planlagte operationer og ganske få nattevagter.

Og så er hun ved at oprette den nye forening ”Danske Anæstesisygeplejersker” sammen med andre fagfæller. De vil arbejde for at skabe bedre arbejdsvilkår, som kan få anæstesisygeplejerskerne tilbage på operationsstuerne.

- Så patienterne, der venter og hvis tilstand forværres, kan opereres i patientsikre rammer, siger hun.

De vil appellere til danskerne:

- Det er kun dem, der kan stille krav til politikerne, og det er også dem, der er de ultimative tabere ved denne underfinansiering af sundhedsvæsnet.

Da hun sagde op på Bispebjerg, havde hun og hendes kolleger forsøgt at alarmere ledelsen i mange år, men oplevede, at de ikke blev lyttet til. Så begyndte nogle af dem at sige op, og dem, der var tilbage, fik travlt.

- Vi blev bombarderet med vagter. Du var bombet i hovedet, og så skulle du have en 16 timers vagt i morgen. Folk blev syge og gik ned med stress. Det handlede bare om at gøre det hurtigere og hurtigere.

Men når Pernille Trust Have skal bedøve en patient på operationsstuen, er det vigtigt, at hun blandt andet har god tid til at læse patientens journal.

- Det havde vi ikke, og derfor begik vi fejl. Vi kunne overse vigtige observationer eller komme til at give noget medicin, patienten ikke kan tåle. Det er en stor procedure at bedøve en patient, og det kan være livsfarligt, hvis vi ikke er der og har tid til at gøre det ordentligt, siger hun.

- Hvis den danske befolkning vidste de her detaljer, tror jeg, de ville tænke: ”Er det det her, jeg betaler skat til? Hvad nu, hvis mit barn bliver syg?” Det er ikke en god forsikring at betale til, siger Pernille Trust Have.

”En utrolig katastrofe”

Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er også alvorligt bekymret på vegne af sundhedsvæsnet.

- Der er mange ting, der lykkes hver dag, men det er en utrolig katastrofe, at vi er nået hertil, hvor så mange sygeplejersker ikke ønsker at arbejde inden for det offentlige sundhedsvæsen, fordi de ønsker en højere løn og bedre vilkår, siger hun.

Lønnen forhandler DSR ved overenskomstforhandlingerne.

- Vi har kæmpet for løn i alle de år, jeg har været her, og det har vi ikke været i stand til at løfte i systemet, siger Grete Christensen, der har været hos DSR siden 1998 og formand siden 2009.

Hun håber, at resultaterne af lønstrukturkomitéen, der blev nedsat efter sidste års strejke, kan bane vejen for en bedre løn til sygeplejerskerne.

At løfte sit barn

Tim Houbo Pedersen får den samme løn, uanset om han opererer, undersøger patienter eller administrerer sin venteliste, og som han siger, rammer gaskrisen også andre hårdere, end den rammer ham.

- Man skal ikke have ondt af mig.

Men det frustrerer ham, at han ikke kan få lov at hjælpe sine patienter med det, der hindrer dem i deres hverdag.

- Mange kommer og siger: ”Jeg har ondt i min arm, jeg kan ikke løfte mit barn.” Så sidder jeg her som far og siger ”Ej, du skal da kunne løfte dit spædbarn!” og vil gerne hjælpe dem. Men det kan jeg ikke.

I stedet kan han sige til dem, at de kan tage ud i det private og udnytte deres 30 dages behandlingsgaranti.

Og hvem bruger den, spørger Tim Houbo Pedersen, og svarer hurtigt, at det gør de ellers sunde og raske patienter med en bmi under 35.

- Dem, der bliver her, er de syge og ressourcefattige, som fejler noget, det private ikke vil behandle. Det er gamle mennesker med dårligt hjerte og lunger. Dem, der på grund af ting i deres liv, ikke har overskud til at udnytte deres behandlingsgaranti.

Bekymringens kerne

Og så er der dem, det private ikke kan behandle, fordi deres operation skal udføres af de specialister, der findes på et sted som Bispebjerg.

- Det kan være børn - en dreng på 12 år, der river sit korsbånd ad led og ikke kan gå ordentligt eller deltage i idræt i skolen. Det kan være en pige på 16 år, hvis knæskal hele tiden går af led. Det er smertefuldt for dem, men vi har hverken kapacitet til at operere korsbåndet eller knæskallen med det samme.

Selvom de prioriterer at operere børn, kan de ”snildt” vente et halvt til et helt år, fortæller Tim Houbo Pedersen. Bispebjerg Hospital bekræfter, at patienter venter i op til et år, og ifølge Dansk Sygeplejeråd er der patienter, som venter på behandling i det hele taget, ikke udelukkende kirurgi, frem til 2024.

- Vi er der, hvor læsset er væltet, konstaterer Tim Houbo Pedersen og når til kernen af sin bekymring:

At det offentlige sundhedsvæsen ikke længere kan tilbyde danskerne helt basale indgreb.

- Vi har ikke mulighed for at skifte en hofte på en ældre medborger, der ikke kan gå længere. Og når du kigger ind i en fremtid, hvor der kommer endnu færre sygeplejersker generelt, så er der jo ikke nogen fremtid for det offentlige sundhedsvæsen.

Tim Houbu Pedersen mener, det efterlader følgende spørgsmål til politikerne: Om de har lyst til at genoplive patienten, eller de vil vente på, at vedkommende bliver hjernedød.

Ledelsen i Anæstesiologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital har ikke ønsket at stille op til interview. De understreger i et skriftligt svar, at patienter får en god og sikker behandling. De er klar over, at mange medarbejdere har travlt og arbejder løbende med at sikre gode arbejdsforhold, blandt andet ved at være i dialog med medarbejderne.