Kristin mærkede angsten langt ind i rygmarven. Da hun modtog en konvolut fra fogeden, troede hun, at hun skulle i fængsel

Kristin Skivik, 35, er vokset op i Mo i Rana i Norge. Hun har boet i Trondhjem, men bor nu i Oslo.

De økonomiske problemer har fulgt hende siden begyndelsen af 20’erne. I mange år turde Kristin hverken tage telefonen, åbne posten eller døren, når det ringede på.

– Mine nære venner og familie vidste godt, at jeg kæmpede økonomisk. Men ingen vidste, hvor slemt det egentlig var.

– De, som sagde, at det bare handlede om at betale regningerne, når de kom, anede ikke, hvad jeg stod overfor.

– Jeg havde mistet troen på, at jeg nogensinde ville kunne leve det liv, jeg ønskede. Selv om jeg på et tidspunkt havde fire jobs på samme tid, var udgifterne så store, at jeg levede under fattighedsgrænsen i flere år, siger hun.

Begyndte at arbejde tidligt

Kristin fortæller, at hun er vokset op i en familie, hvor økonomi ikke fyldte noget.

Der var trange kår, men de led ikke nød. Kristin og hendes søskende fik lidt lommepenge, i hvert fald hvis der var noget til overs.

– Jeg kun ni år gammel, da min søster og jeg begyndte at vaske vinduerne på bilerne på en stor parkeringsplads i byen. Sådan tjente vi lidt sommerferiepenge, fortæller Kristin.

Hun påpeger, at hendes opvækst ikke har noget at gøre med det gældshelvede, hun senere havnede i.

Kristin flyttede hjemmefra som 19-årig, tog i militæret og flyttede derefter sammen med sin første seriøse kæreste.

Hun arbejdede i Kiwi, men sløsede ikke med lønnen. Det meste gik til husleje og mad.

Hun begyndte på et etårs-kursus, men havde alt for lidt tid til at studere og bestå en eksamen. Det var vigtigere at tjene penge.

– Jeg slog op med min kæreste og fandt et nyt sted at bo. På det tidspunkt havde jeg allerede oparbejdet mig en del gæld.

– Jeg så på kreditkortet som tilgængelige penge, og det var så let at låne penge. Jeg følte, jeg havde kontrol. Det havde jeg ikke, og dette blev starten på mit økonomiske mareridt, siger Kristin ærligt.

Flyttet rundt på gælden

Kristin overtrak alle kreditkortene, så hun kunne dække udgifterne til flytning og ny bolig. Det var hende, der havde job og en indtægt, og al gælden var i hendes navn.

– Jeg fortryder stadig, at jeg brugte min BSU (boligopsparing for unge)-konto, da der stod 30.000 kroner til depositum til en ny bolig. Da løbet var kørt, var det ikke muligt at åbne flere BSU-konti, siger Kristin.

– Det viser bare, at jeg ikke tænkte ud i fremtiden. Jeg betalte altid huslejen, og ellers brugte jeg kreditkortene flittigt, så jeg undgik inkassokrav.

– Allerede dengang vidste jeg, at jeg ville arbejde som instruktør i filmbranchen, og planen var at tage en bachelor i Portland i Oregon.

Kristin flyttede tilbage til Mo i Rana for at være sammen med familien, før hun skulle studere i USA.

Studiet skulle hun finansiere med en bonus fra jobbet. Da den ikke blev udbetalt som aftalt, gik Kristines drømme i vasken.

– Jeg var 24 år og havde ikke nogen penge, kun gæld. Alt gik i sort, siger Kristine.

Fik hele tiden angst

Efter det første inkassokrav kom med posten, gik det galt.

Kristin fik tre-fire krav hver dag, og efter et halvt år stoppede hun med at åbne brevene. Hun gemte dem væk og lod som om, at de ikke fandtes.

Kristin kontaktede aldrig afsenderen. Hun stoppede også med at tage telefonen, når hun ikke kendte nummeret. Indimellem orkede hun heller ikke at snakke med sin familie eller sine venner.

– Jeg udviklede angst og depression og næsten paranoia, siger Kristin.

– Jeg var sikker på, at alle var gået sammen imod mig. Hvor stor min samlede gæld var, vidste jeg ikke, jeg havde heller ingen oversigt, så jeg kunne se det.

– De få gange, jeg var modig nok til at tage telefonen, var kreditorerne forstående, og vi lagde en plan. Men da jeg ikke fik betalt, følte jeg, at jeg svigtede igen.

Når det ringede på døren, troede Kristin, at inkassobureauerne havde sendt en efter hende.

Hun mærkede angsten langt ind i rygmarven. Da hun modtog en stor A4-konvolut fra fogeden, troede Kristin, at hun skulle i fængsel.

Sammenbruddet

Kristin ignorerede det første brev, hvilket førte til, at lønfradraget blev beregnet ud fra tidligere løn, og ikke løbende, hvilket var lavere.

470 kroner var alt, Kristin nu fik udbetalt i løn, og hun tog selv kontakt til fogeden for at få ændret fradraget. Noget blev vækket i Kristin.

Hun fandt breve, hun havde gemt under sengen, bag skabe og nede i sofaen. Mange af brevene var flere år gamle, og Kristin opgav hurtigt at få et overblik. Hun fyldte brevene i bæreposer, som hun igen ignorerede.

– På det tidspunkt var jeg så deprimeret, at jeg ikke orkede at tage imod hjælp fra nogen. Hver gang min søde søster inviterede mig til middag, tænkte jeg bare, at hun var anmassende.

– Jeg arbejdede på det tidspunkt deltid fire forskellige steder, men endte stadig uden penge hver måned. Jeg var slidt og så ingen ende på elendigheden, siger Kristin.

Da hun på en eftermiddagsvagt havde overset en stor palle med varer, hun skulle have lagt på butikshylderne, kollapsede Kristin helt.

Lederen bad hende om at gå hjem. Den næste dag ringede Kristin til lægen. Hun sad og hulkede uden at sige et eneste ord.

– Du skal sygemeldes i to uger, og så kommer du tilbage efter det. Samtidig videresender jeg dig til en psykolog, sagde lægen.

Turde bede om hjælp

Psykologen hjalp Kristin til at forstå sit eget følelsesregister.

Sammen lagde de et kort over følelserne, og sådan forstod Kristine, hvor hun var, og hvor hun burde have været.

Hun behøvede ikke at have dårlig samvittighed, når hun ikke havde råd til at købe dyre julegaver til sin søsters børn.

Hun er ekstremt bange for at skuffe andre og kan stadig være nervøs for at tage i indkøbscentret. Hvad hvis de gaver, hun køber, ikke er pæne nok?

Før blev hun i angsten, men nu kommer hun hurtigt ud af den boble.

– Jeg gik hos psykologen i halvandet år, og hun gav mig værktøjer, jeg stadig bruger. Hun gav mig også styrken til at turde søge hjælp til at komme ud af gældshelvedet, siger Kristin.

– En kollega gav mig navnet på en sagsbehandler, og til sidst fik jeg en slags fred. Sagsbehandleren ansøgte om og fik tildelt "i bero" i tre måneder hos inkassobureauerne.

– I denne periode modtog jeg ingen ubehagelige henvendelser, og sagsbehandleren fik et komplet overblik over min økonomiske situation.

I samråd med Kristin oprettede han en betalingsplan. Kristins job var at betale det aftalte beløb hver måned.

Hun startede tilbagebetalingen i 2014 og var gældfri efter tre og et halvt år. Samtidig sørgede hun for at blokere alle onlinespil.

– Der havde hun nemlig også søgt lykken for at kunne tilbagebetale gæld.

– Jeg følte, at livet startede igen, da jeg blev gældfri, siger Kristin, der opfordrer alle til at turde bede om hjælp.

Kristin betalte sin sidste rate i juni 2017 og kunne endelig starte livet ordentligt. Hun uddannede sig som filmregissør i Oslo omkring ti år senere end planlagt.

– Jeg var nødt til at lære det på den hårde måde, og det har sandsynligvis gjort mig mere ydmyg og inkluderende, end hvis livet bare var gået godt. Alle kan dumme sig, men de fleste fejl kan rettes, så længe du tør være ærlig, siger hun.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på KK.no.