Samfund
11. marts 2025

Trump-krise kan føre til ny europæisk guldalder

Den bløde kulturelle magt, som amerikanerne har siddet tungt på, vil nu strømme vores vej. Vi virker måske som de svage overfor de brovtende diktatorer, vi er klemt mellem, men vi har gode muligheder for at vinde til sidst.
Af: Emil Norsker
Donald Trump

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Emil Norsker er ansvarshavende mediechef for femina og chefredaktør på Heartbeats. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde. Sådan sagde tidligere premierminister Churchill, der i disse dage virker som en af de mest aktuelle historiske figurer med sit mod og modstand mod de mørke kræfter, der endnu engang truer vores kontinent.

Det står nu klart for alle, at vi på rekordtid skal stable et forsvar sammen så skræmmende, at Putin må lægge sine stormagtsdrømme ned i skuffen igen.

Jeg ved godt, at optimismen (også min) har trange kår lige nu. Vi er klemt mellem ægte og wannabe-diktatorer, som buldrer rundt som gorillaer i brunst. Men jeg vil alligevel insistere på, at Europa stadig er det bedste sted at være i verden og dem med de bedste muligheder.

Det er ikke altid kønt, når Europa samles, og mange gange har man måtte banke hovedet ind i væggen, når Tyskland igen-igen virker handlingslammet, og Frankrig nok siger store ord, men altid har svært ved at indfri det med handling. Men Trump har foræret os noget. Han har givet os en fælles fjende. I Europa giver hans bevidste kaosteori stød i centralnervesystemet, hvor han truer os og fedter for diktatorerne for at opnå sin diffuse vision for et USA, der for hver dag hver mere ligner en tragedie.

Bevægelsen væk fra USA sker allerede på aktiemarkedet, hvor de amerikanske aktier falder, og de europæiske stiger. Markeder (og de fleste mennesker) vil have stabilitet, og Trumps vanvittige omskiftelige kurs vil selvfølgelig forstærke den tendens, som dagene og de vilde udmeldinger kommer. Alle, der har været i en virksomhed, hvor strategien skifter dagligt, og hvor den øverste chef er uberegneligt, ved, at det kommer til at fejle. Det er blot et spørgsmål om tid.

I Europa har vi aldrig tidligere været så enige, og vi har fået et enkelt værktøj til at sætte gang i væksten med massiv oprustning. Fabrikkerne, industrien og teknologien skal i sving. Men det er ikke kun på krudt og kugler, vi skal bygge vores nye identitet på. Det handler især om kultur.

Den kendte amerikanske filminstruktør Joshua Oppenheimer sagde for nylig i et interview med Berlingske, at amerikanerne er ved at miste noget, der er langt stærkere end de tungeste raketter, og det, de virkelig har erobret verden med – den kulturelle magt.

Snart vil vi få en dårlig smag i munden, når vi ser Captain America, Tom Cruise i ’Mission Impossible’ eller anden main stream-amerikansk kultur, der hylder dem selv som helte. Uden moral, ingen helte. Uden moral, intet imperium.

”Mit bud på et best-case-scenario lige nu, er, at Europas lande for alvor forener kræfterne. I mellemtiden er amerikanerne nødt til at stoppe Donald Trump – med protester fra vælgerne og fra Kongressen og med domstolenes indgriben. Hvis vi fejler, så kan det være forbi med Amerikas rolle som kulturel leder i verden,” siger Joshua Oppenheimer.

Tyskernes ellers flotte kultur blev virkelig lavstatus efter anden verdenskrig, og det samme truer for den amerikanske. I Europa har vi altid været stolte af vores kultur, som nu har gode muligheder for at komme frem af den amerikanske skygge. Britisk musik, dansk madkultur, norsk litteratur og europæisk film har ingen grund til at stå tilbage.

Europa må være demokratiets sidste fyrtårn. Moralens sidste bastion, hvor vi nok kan skændes og være uenige i det sædvanlige morads, men hvor vi står sammen mod fascismens fordummende ensretning, hvad enten den kommer fra øst eller vest.

Lad os nu både håbe og arbejde for det bedste. Ingen tvivl om, at Europa står i en voldsom krise, men det skal vi udnytte. Til at stå sammen, til at vokse, til at vinde.

Læs mere om:

Læs også