"Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie"

Hun var på ferie med sin familie i den iranske hovedstad Teheran, da betjentene gik op til hende på åben gade og arresterede hende. Jina Mahsa Amini skulle, ifølge familien, være begyndt på sin universitetsuddannelse her i september.

Det kommer hun aldrig til.

D. 16. september døde hun på hospitalet.

Myndighederne hævder, at det var et hjertestop, men vidner har fortalt, hvordan de så hende bliver brutalt banket af det iranske moralpoliti under anholdelse.

Og de sidste billeder fra hospitalsengen, der har floreret overalt på internettet og i medierne, viser en tilsyneladende fatalt kvæstet kvinde i koma.

Jina Mahsa Amini blev 22 år gammel.

Årsagen? Hun bar sit tørklæde “forkert”.

Den virkelige årsag? Mørkemænd og reaktionære kræfter, der tager kvinder som gidsler og dræber dem, fordi de vil gøre alt i deres magt for at holde fremskridtet før døren.

Lige nu ser vi dem flere steder i verden.

Vi ser de afghanske piger, der nægtes en fremtid, når de frarøves deres skolegang.

Amerikanske og polske gravide, som bringes i livsfare, når de fratages retten til deres egen krop.

Og iranske kvinder, der risikerer at betale den ultimative pris for at insistere på at færdes offentligt uden at være total tildækket.

Men lige nu ser vi også, hvordan de kvinder er i gang med at skrive historien om.

Stik imod alle odds er det endnu en gang kvinder, der viser verden deres ubegribelige mod, når de trodser truslerne på deres liv for at demonstrere, danse i gaderne og brænde symbolerne på den umenneskelige undertrykkelse, de har levet under i mere end 40 år.

Hvad enten de klipper deres hår af i virale videoer eller sætter sig fysisk op i mod politiet, bringer de deres egen sikkerhed i fare for at trodse patriarkalsk undertrykkelse.

Dermed kæmper de ikke kun for sig selv, men for os alle.

I Norden er det ikke længere med livet som indsats, når vi gør oprør mod sexisme.

Netop derfor har vi pligt til lade vores stemmer høre og låne dem ud til dem, der er tvunget til at sætte livet på spil.

Af samme årsag har vi også pligt til at blive med at pege på sexismen, hver gang den viser sig i vores egne samfund.

I Skandinavien skal ingen kvinde risikere livet for sin påklædning.

Det er aldrig med livet som indsats, når en statsminister må trækkes igennem medierne og udsættes for en narkotest for at have danset med sine venner til en privat fest.

Når nogle skolepiger protesterer over at lærerne bruger drengenes indlæringsevne som påskud for at begrænse deres frihed til at klæde sig som de vil. Eller når andre skolepigers valgfrihed reduceres til et symbolsk våben i en valgkamp om vælgernes gunst.

Selvfølgelig er det en regulær katastrofe, når afghanske piger nægtes at gå i skole.

Selvfølgelig er det en tragedie uden sammenligning, når en ung kurdisk-iransk kvinde bliver brutalt frarøvet sin fremtid, fordi voldsmænd med et magtmonopol tæsker livet ud af hende med den patetiske undskyldning, at hun bar sin hovedbeklædning forkert.

Det giver ingen mening at sammenligne. Men det må aldrig betyde, at vi møder vores egne oplevelser med ligegyldighed.

Det er ikke enten eller. Det er både og.

For i sidste ende det er alt sammen et forsøg på at fratage kvinder værdighed, selvbestemmelse og vores stemme.

Vi må ikke begå den fejl at bagatellisere den sexisme, der stadig findes i vores samfund, fordi kvinder i Iran, Afghanistan og USA lige nu oplever langt større modstand og ufrihed.

Tværtimod bør vi i solidaritet med dem altid råbe højt, så snart vi ser antydningen af undertrykkelse. Fordi vi er i sikkerhed, og fordi vi kan.

Og fordi uligestilling næres af stilhed.

I det store billede er det forsvindende kort tid siden, at danske kvinder rejste til Polen for at få en abort.

Nu taler vi om, hvordan vi kan hjælpe dem til at få en abort i Danmark.

Og det er kun et halvt århundrede siden, at vestlige kvinder nød at rejse frit i Teheran, hvor de kunne færdes frit i gaderne og nyde livet side om side med de iranske.

Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne i frihed og ufrihed.

Og nu er det vores pligt at støtte dem i kampen for at genvinde deres retmæssige frihed.

Ingen kvinde i verden er reelt fri, før alle kvinder i verden er frie.

Det minder Jina Mahsa Aminis alt for tidlige død os om. Æret være hendes minde, og må det tjene til at bane vejen for alle iranske kvinders frihed.