Psykolog: Døden skal frem i lyset
foto: All Over, PR
Den er ikke til at komme udenom. Men en del af os gør, hvad vi kan. For døden er stadigvæk et kæmpe tabu, og i modsætning til mange andre lande tier vi ofte døden og sorgen ihjel og har svært ved at tillade os selv at kravle helt ind i følelserne og turde mærke dem. Det er ærgerligt, siger psykolog Gert Barslund. Men ikke så underligt. For når vi konfronterer os selv med døden, forholder vi os også til, hvorvidt vi selv bruger - og har brugt - livet rigtigt.
"Man bliver tvunget til at se, hvor man har været nærværende og - måske især - ikke været det i sit eget liv - og at livet er så pokkers kort," fortæller Gert Barslund til Oestrogen.dk.
Læs mere om Gert Barslund og musik og psyke her ...
Børnene ved bedre …
Men nogen er bedre end andre til at forholde sig til både døden og sorgen. Børnene, selvfølgelig. Indtil vi som forældre får samtalerne stoppet og ungerne overbevist om, at døden ikke er noget, de overhovedet behøver forholde sig til. Endnu.
"Vi lærer tit vores børn, at døden ikke er noget, vi taler om. Faktisk er det ikke rigtig noget, der 'er', for vi kan simpelthen ikke holde ud at kigge for længe på døden, fordi vi er så bange for den. Og i virkeligheden er det dødsangsten, der kan give angsten for at leve livet" fortæller Gert Barslund, der også er manden bag albummet 'Sange til livet og døden', der netop er udkommet.
Tal om døden - bryd stilheden!
Og angsten for at tale om døden var netop en af grundene til, at han søsatte idéen om sange, der kredser om døden og livet.
"Der bliver så stille, når døden kommer i fokus, og vi bliver tvunget til at tale om den. Jeg kender det fra mit arbejde, hvor jeg oplever, at selv unge mennesker, der har mistet, er meget alene i sorgen. Efter et par uger spørger folk ikke så meget ind til tabet og sorgen længere, og det betyder, at de, der står tilbage, kæmper med sorgen helt alene og i meget længere tid end 'nødvendigt'", forklarer Barslund.
Når døden bliver et spøgelse
Og der er ikke nødvendigvis brug for nye måder at tænke på og komme igennem sorgen på. Rådet fra Gert Barslund lyder helt enkelt : Del din sorg!
"Vi skal ud med vores sorg og vi skal turde give den væk, for vi kan ikke bære at stå alene med det. Det er ikke alting, der skal klares i hovedet, og det er i virkeligheden en kæmpe styrke at være skrøbelig og turde dele sin sorg - og samtidig komme igennem den," forklarer han.
"Derfor skal vi ikke være så følelsesforskrækkede. Hvis vi lukker for hurtigt ned for sorgen, er den der bare ... som et spøgelse, du ikke kan vriste af dig igen."
Følg med på oestrogen.dk og vind CD'en 'Sange til livet & døden'! ... du kan også læse om livet - og døden - på et hospice.
"Du skal også dø …" Læs Lonnie Kjers klumme om døden …
Tør du heller ikke gå til læge? Du er langt fra alene … læs med her!