Skal man virkelig altid sige fra?
foto: All Over
"Når du har meldt dig til noget, så kan du ikke bare gå fra det igen efter et par uger. Det forpligter at tilmelde sig." Ordene faldt forleden til min datter på 5, der syntes, det var lidt for koldt og trist at skulle af sted til ridning. For efter bare et halvt års tid var dét, som hun havde forsvoret var hendes helt store passion, blevet til helt almindelig hverdag. Den sitrende spænding, hun første gang havde følt, da hun kom op på hesten, var blevet skiftet ud med det forudsigelige, grænsende til det kedelige. For nu gik de jo bare rundt i ring med hesten.
Min pige fik som sagt besked om at holde ved, men hvad er det egentlig vi voksne går og siger til hinanden i samme situation? Det er jo ikke "hold ved", men snarere det modsatte: Hvis det er noget, du ikke har lyst til, så lad vær. Sig fra!
Nu er det jo sjældent ridning, det handler om for os voksne, men mønsteret kan jeg da i hvert fald godt genkende fra mig selv. Det kan være den nye, spirende forelskelse, den dragende forførelse og så.. derefter... Hverdagen, hvor spændingen synes alt for fjern. Det kan være et nyt job, et nyt projekt derhjemme, nye venner, nye oplevelser...
Det der med at nogle ting er spændende og pirrende i starten, men at gassen så går af ballonen over tid, sker vist for de fleste.
Og så går vi vores vej. Det er i hvert fald det, vi efterhånden bliver tudet ørene fulde med i blade, bøger, film og hvad ved jeg. Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så skrid. Hvis noget irriterer dig, så vend det ryggen. Hvis du synes, din mand er kedelig, så find en ny. Hvor svært kan det være?
Men er det så godt altid at være så skidegod til at sige fra. Er det det? Selvfølgelig skal man sige fra, hvis man lider overlast - fysisk eller psykisk, det er jo ikke det, jeg mener. Men sådan indenfor normalitetens ramme. Er det så virkelig fedt altid at skride i stedet for at blive og kæmpe for at noget kommer til at fungere? Kommer til at blive spændende igen?
Hvordan skal vi nogensinde blive gode til noget som helst, hvis vi skrider ved den mindste form for modgang? Hvordan skal vi nogensinde få et dybt og passioneret forhold, hvis vi skrider fra vores partner, så snart gåsehuden ikke melder sig ved hans eller huns blotte tilstedeværelse? Hvordan skal vi nogensinde finde den dybe glæde, der ligger i at opnå noget, man har kæmpet for, hvis vi altid vender kampen ryggen?
Det var - indrømmet - ikke de tanker, der gik igennem mit hoved, da Maria ikke gad sin ridning mere. Det var mere irritation over købet af de nye ridebukser og den slags. Men det slog mig efterfølgende at dét, der virker så logisk at sige til et barn, på ingen måde er det, jeg selv lever efter. Eller i hvert fald ikke er dét ideal, vi hele tiden hører om. Og hvor er det trist! Hvor er det sørgeligt, at dét at kæmpe for noget med liv og sjæl er gået helt af mode... For de sværeste sejre er vel egentlig oftest også dem, der er de bedste?
Se flere blog-indlæg fra Malene her
Husk også Lonnie Kjers: Så flyt dig dog!
Eller Pernille Aalund: De mænd jeg har elsket...