Brev til Anna Mejlhede: Behandler mig som et barn

Kære Anna

Jeg har brug for hjælp til, hvad jeg kan sige til min mor, når hun nedgør min kæreste. Jeg er 27 år og bor pt. hos min mor, efter jeg kom hjem fra at have boet i udlandet.

Sidste sommer fik jeg en kæreste. Han er min første ”rigtige” kæreste, og min mor kan slet ikke håndtere det.

Hun bruger meget tid på at være irriteret på ham og påtale, når han taler forkert eller gør ting forkert. Han vil gerne bruge store, fancy ord og konstruerer ofte sine sætninger forkert, og det griner min mor åbenlyst ad.

Hun siger, at det gør hende ked af det, når vi holder i hånd eller sidder tæt op ad hinanden. Hun kalder det udtryk for ”jalousi”.

Senest har min mor bedt min kæreste om ikke at kalde mig ”skat”, for det bryder hun sig ikke om at høre. Hun græd og skældte mig ud, da hun fandt ud af, at vi havde sex med hinanden (vi havde datet i en måneds tid på det tidspunkt).

Vi har fået tilbudt at overtage en lejlighed på Amager til sommer – når vi har været sammen i et år – og min mor vil slet ikke høre om det.

Min mor går i kirke. Det gør jeg også jævnligt, men jeg har et lidt mere afslappet forhold til tro og kristendom end hende.

Min kæreste er ultraateist. Nytårsdag ville han dog gerne med i kirke. Vi havde været hjemme hos ham nytårsaften, så jeg tænkte, at mor ville blive positivt overrasket over at se ham i kirken nytårsdag. Men min mors reaktion var at græde igennem hele gudstjenesten og irettesætte mig for, at jeg ikke havde advaret hende om, at han kom med.

Jeg har bedt min mor finde ud af, hvad der kan ændre hendes syn på ham eller i det mindste få hende til at optræde respektfuld overfor ham. Hun kommer ikke med nogen idéer.

Jeg er træt af, at de ikke kan skabe en ordentlig relation til hinanden. Jeg prøver tit at tage dem i forsvar over for hinanden, men jeg gider ikke være deres ugle mere.

Kan du hjælpe mig med at forstå, hvorfor min mor reagerer, som hun gør, og hvordan jeg kan tale med hende om det, uden at hun føler sig angrebet?

Venlig hilsen

En voksen, der føler sig behandlet som et barn.

Kære du

Hvor er det en svær situation. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om din mor ganske enkelt har opgivet at følge med i, at hendes datter er blevet voksen?

For du har fuldstændig ret i, at hun på ingen måde agerer, som om du er det. At stå på tungen for at agere udglattende mellemled – eller ”ugle” som du så fint beskriver det – har du forsøgt længe nok.

Der skal en helt anderledes, afgørende grænsesætning til overfor din mor, tror jeg. Din relation til din kæreste må ikke afgøres af, hvorvidt hun synes, at du i det hele taget må have en sådan. For du er i den grad en voksen og ansvarsfuld kvinde, som selv kan træffe sine valg.

Det er svært at blive helt klog på, hvorvidt din mors reaktion bunder mest i jalousi eller en form for religiøs/moralsk modvilje.

Jeg ved, at det her med at bo sammen og have sex, uden at være gift, falder en del meget fundamentalistisk troende kristne for brystet. Jeg har selv engang som ung været trampet ned i den mølle.

Men husk, at skønt din mor og hendes kirkefællesskab har stærke holdninger, så fortæller de absolut mere om dem selv end om Gud!

Du skal have plads til at bygge din egen tilværelse som voksen op nu. Også sammen med en kæreste, du er glad for.

Jeg håber, at din og din mors relation med tiden finder et mere sundt leje. Og flyt du kun roligt hjemmefra. Det kan i mange tilfælde være saksen, der klipper de sidste snærende bånd over. De bånd, der får din mor til at tro, at du stadig er en lille pige, som hun kan træffe valg for.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.