Brev til Anna Mejlhede: Den fødte tidsoptimist

Kære Anna

Jeg har for nylig skiftet arbejde, og det går sådan set meget godt, men jeg kæmper lidt med, at jeg er den fødte tidsoptimist.

Tingene tager altid længere tid, end jeg forestiller mig, og jeg får hurtigt følelsen af at være bagud – eller rettere det er jeg også.

Det er ikke kun på arbejdet, at gøremål hele tiden bider mig i hælene, det gør de i det hele taget.

Så skal der laves middag til gæster, jeg regner med, at det kan gøres rapt på en time, så tager det hurtigt to timer, så skal jeg lige hurtigt købe en ny støvsuger og en vinter­jakke, så går der en halv dag med det, og så regner jeg med, at jeg kan nå at mødes med veninde klokken fem, men så bliver den tyve minutter over og i fuld galop.

Måske er jeg bare lidt langsommere end de fleste andre mennesker.

Jeg forstår ikke, hvordan de når så mange ting og til tiden. Jeg kan jo ikke sætte tiden i stå, men hvad kan jeg så gøre?

Venligst

Tidsoptimisten

Kære tidsoptimist

“Tid er noget vi leger,” hørte jeg engang en astrofysiker sige. Fordi tiden fungerer anderledes andre steder i universet end her på jordkloden.

Men det er bare lige her både du, jeg, og vi alle bor. Hverken på Mars eller Saturn …

At være tidsoptimist er næppe noget, nogen af os ligefrem er født med.

Men af egen erfaring ved jeg, at det her med ikke at forholde sig realistisk til tiden og dens begrænsninger, kan være et yderst fastgroet element i ens personlighed.

Det er jo ikke, fordi vi synes, at det er spor rart at komme for sent til alting!

Jeg tror nærmere, at tidsoptimisme handler om, at vi forsøger at maksimere hvert sekund på dagen. Fordi vi simpelthen bare gerne vil så meget.

Du er næppe mere langsom end andre.

Derimod tror jeg, at din fornemmelse for, hvad man reelt kan nå i løbet af en dag hører til i fantasien.

Ja, din tidsfornemmelse tager helt enkelt udgangspunkt i din iver og begejstring over alt det, du gerne vil – ikke i et reelt billede af, hvad der er muligt.

Prøv at tage en snak med nogen, som aldrig kommer for sent.

Spørg dem, hvordan de planlægger deres dage og se ad, om der måske er noget, du kan lære der?

Jeg kan heller ikke lade være med at spørge dig, om det at være lidt foran, og dermed skulle vente ind imellem, virker som spild af liv i dine øjne?

Fordi der er så meget andet, du gerne havde brugt de værdifulde minutter på i stedet?

Måske kan det hjælpe ikke blot på din tidsoptimisme, men også på min og alle andres, hvis vi øver os i at acceptere, at man rent faktisk ikke kan proppe mere ind i hvert enkelt minut, end de tres sekunder et sådant har.

Hvis det trods alle erfaringer og fysiske grundlove alligevel skulle lykkes for dig at finde formlen, der kan strække tiden ud, så meld straks tilbage!

Desværre er realiteterne, hvad tiden angår, nok langt mere begrænsende for os helt almindeligt dødelige.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.