Brev til Anna Mejlhede: Hvordan får jeg et bedre forhold til mine voksne børn?

Kære Anna

Jeg skriver til din brevkasse, da jeg har brug for et andet syn på, hvad jeg skal gøre for at få et bedre forhold til mine voksne børn.

Her lidt om mine forhold.

Jeg blev mor som 18-årig, hvilket var en ikke planlagt graviditet, og det var første gang, at jeg var i seng med min kæreste, jeg ville egentligt ikke, men han tvang det igennem verbalt, ellers ville han ikke have mig som kæreste.

Vi levede sammen til min datter var knapt to år. Vores forhold var ingen dans på roser, da han var alkoholiker.

Da vi brød, fandt jeg en ny kæreste, der var god ved min datter, og vi fik også en dreng sammen. Vi gik fra hinanden efter 16 år uden den store dramatik, vi var vokset fra hinanden.

Min datter begyndte på et tidspunkt at få et stort forbrug og lånte mange penge, hun ikke betalte tilbage.

Min datter og jeg havde et kæmpeskænderi, og hun flyttede over til sin far, da hun var 18 år.

Efter jeg brød med min anden kæreste, fandt jeg en ny mand. Han var dog også alkoholiker, og han havde en udadreagerende opførsel (kastede bl.a. med ting, når vi skændtes, og han var fuld), og det holdt ikke.

Dernæst fandt jeg en ny mand, som jeg giftede mig med. Vi købte et håndværkertilbud sammen.

Det viste sig dog, at han så andre damer og at han ikke havde noget job, hvilket han havde skjult for mig. Jeg gik fra ham, men der er stadigvæk økonomi imellem os, hvor han ikke altid betaler det, han skal.

Ovenstående er ment som beskrivelse af, hvorfor jeg endt her med mine børn. De føler sig svigtet af mig.

De mener ikke, jeg har været der for dem, hvilket desværre er rigtigt set ud fra de forhold, jeg været i.

Mine forhold har gjort, at jeg ikke kunnet holde fuldt fokus på mine børn, da der var for meget "larm" i mit liv til, at jeg kunne være der fuldt ud.

I dag har jeg min egen lejlighed, en kæreste, der er der 100 % og bakker mig op i alt. vi er ikke samlevende, og vi har ikke fælles økonomiske forhold, men nyder hinandens selskab.

Jeg har det i dag godt, på nær at mine børn ikke rigtigt gider ses. Jeg giver fine gaver, inviterer dem til at besøge mig, foreslår ture, ferier m.m. men uden held.

Min datter ser hendes svigerfamilie meget ofte, og de passer børnene. Det gør mig ondt, at jeg ikke får lov eller bliver spurgt. De spørger heller aldrig selv, om de må komme på besøg. Jeg har legetøj og tøj til børnene.

Min søn har haft nogle psykiske vanskeligheder, men han går til psykolog og passer sin uddannelse.

Han har været ok til at svare, hvis jeg skrev til ham, men det sidste halve år har det ændret sig, nu svarer han sjældent. Mit ønske er at "finde" mine børn, men det lykkes ikke rigtigt, uanset hvad jeg gør. Har du et godt råd?

Mvh

Moren

Kære mor

Hvor har du dog været meget igennem. Jeg bøjer mig i dyb respekt for, at du i den grad har formået at hive både dig selv og dit mod på livet så godt i land.

Det er hårdt at blive konfronteret med det, vi skulle have gjort helt anderledes. Men svigt er ikke en uhelbredelig tilstand. Til gengæld skal der både tid, tillid og tålmodighed til, før de mennesker, vi har svigtet, tør stole på os igen.

Hovedsagen er, at du er indstillet på at møde dine børn med al den kærlige ukuelighed, dit brev her lyser af. Prøv om du kan tale med dem om, hvad der skete i deres barndom.

Det er nemlig både min faglige og meget private erfaring, at tager vi ansvaret for vores børns oplevelser på os – uden at forsøge at forklare os ud af det – så sætter vi dem fri. Derfra kan noget nyt og godt spire frem imellem os.

Bliv ved med at kontakte dine børn, og giv dem tid til at finde ud af, at de trygt kan læne sig ind i dig igen.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.