Brev til Anna Mejlhede: Hvordan kan jeg hjælpe min datter?

Hej Anna

Jeg læser altid din brevkasse med stor interesse for din viden om mennesker og deres udfordringer. Håber du kan give mig et råd til en af mine.

Min yngste datter på 27 år har for nylig fået diagnosen borderline. Hun har i forvejen ADHD, og det har været på tale, om hun også har PTSD. Det er mange ting at deale med for en ung pige.

Jeg gik ned med flaget, da hun var 11 år og desværre igen et par år efter. Jeg blev begge gange indlagt med dyb depression, og både hende og hendes storesøster var selvfølgelig meget berørte.

Jeg var blevet skilt fra pigernes far et par år forinden, og jeg løb alt for stærkt for at få det til at hænge sammen, samtidig med at min yngste ikke fik den hjælp, hun burde have haft.

Til sidst måtte hun anbringes i institution og sidenhen en plejefamilie, da min eksmand ikke magtede at tage sig af begge piger alene. Det har jeg altid vidst, at han ikke kunne, og jeg ved i dag, at det har været medvirkende til, at jeg gik ned til sidst.

Hans mangel på ansvar og støtte har ofte været en mangelvare, selv om han er en god mand, der elsker sine piger.

Desværre hjalp ingen af anbringelserne min yngste datter. Tværtimod vil jeg mene, at systemet fejlede og slet ikke levede op til hverken lovgivning eller ordentlighed overfor en sårbar pige.

Hun kæmper det bedste, hun kan, og jeg kæmper med hende. Jeg ved blot ikke længere, hvordan jeg skal hjælpe hende, da hun med jævne mellemrum lægger sig ud med dem, der holder af hende, inklusiv mig.

Hun har ikke længere kontakt med sin far, og hun får det nok næppe, og han vil helst heller ikke tale med mig om hende.

Han er gift igen og med en ny familie og plejebørn, hvilket har været den største årsag til bruddet med vores yngste datter.

Der ligger meget savn og sorg gemt i min datters sjæl, det er jeg ikke i tvivl om. Vil så gerne hjælpe hende til at tilgive og leve fremad i hendes unge liv. Men hvordan?

Hendes verden er meget sort/hvid, selv om hun er meget intelligent og vidende om sine diagnoser. Håber du kan give et råd, selv om situationen er meget kompleks

Med venlig hilsen

En dybt frustreret mor

Kære dybt frustrerede mor

Hvor er du dog et smukt og rummeligt menneske. Trods alt det barske du har været igennem i dit liv, lyser dit brev af en varme og et overskud – også hvad relationen til din datters far angår.

Det kan være svært ikke at tage al skyld i hele verden på sig, når vores børns trivsel har fået et hak. Men at være syg er ikke et svigt. Det er et vilkår, du har været nødsaget til at leve under i din datters barndom.

Måske hjælper du bedst din datter til at se fremad og tilgive ved at begynde med at tilgive dig selv?

Du har handlet ud af tvingende nødvendighed ved at give ansvaret fra dig i den periode, hvor du var meget syg. Lige så smertefuldt, det har været for jer begge.

Ingen mennesker står ubøjelige og stærke igennem alle livets orkaner. Men det skal vi heller ikke. For det træ, der ikke svajer i stormen, det knækker. Du har svajet, men du står endnu, for dit hjerte er jo så fyldt af kærlighed og mod!

Jeg tror, at det bedste du kan gøre for din datter, er at blive ved med at vise hende, at du godt tør stå ved siden af hende. Også når hun lægger sig ud med dig.

At holde dit eget mod oppe igennem alt det, forudsætter at du også kan stå ved siden af dig selv, og især stå ved dig selv. Det har du så mange gode grunde til at gøre.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.