Brev til Anna Mejlhede: Kan jeg mon stole på min kæreste?
Foto: Betina Fleron
Kære Anna
For nogle dage siden opdagede jeg, at min kæreste havde fotos af andre kvinder på sin telefon. Modeller. Jeg konfronterede ham med det.
Han blev selvfølgelig vred, fordi jeg havde kigget på telefonen. Jeg ved også, at det ikke er okay.
Vi snakkede om det, og han sagde, at så længe det ikke var kvinder jeg kendte, var det for ham ligesom at se porno, hvilket jeg ved, at mange mænd stadig gør, selv om de er i parforhold.
Det synes jeg, er helt i orden.
Jeg har jo også mine egne fantasier. Og han sagde, at han selvfølgelig tænder på mig, og med mig er det anderledes.
Det andet er overfladisk og bare et "redskab".
Senere så jeg dog længere ned i billederne og opdagede, at han i skjul havde taget nogle billeder selv af en ung kvinde i en togkupé med en kort kjole.
Det gjorde mig meget utilpas. Også fordi det er ulovligt. Derudover var der en kvinde, han havde fundet på Facebook og taget et screenshot af.
Jeg kan mærke, at jeg bliver jaloux, utilpas, og jeg føler mig utilstrækkelig og ked af det.
Jeg tænker, at gør han det, ser han også på andre kvinder på Facebook. Måske nogle han kender, som han finder tiltrækkende, og som han bruger, når han onanerer.
Vi snakker om snart at stifte familie.
Hvordan skal jeg takle det her? Er det normalt? Jeg har virkelig brug for hjælp.
Kh.
den ængstelige
Kære ængstelige
Hvorvidt det er normalt at have frække billeder af andre kvinder på sin telefon, ved jeg ikke.
Men hvad jeg til gengæld slet ikke er i tvivl om, er, at din kærestes adfærd er hensynsløs over for dig og, rent juridisk, mildest talt betænkelig.
Selvfølgelig må vi ikke snage i hinandens private korrespondancer. Men der er jo heller ikke tale om, at du åbner hans mails eller damper hans breve op.
Indimellem kan en mistanke bare vokse sig så stor og tung, at vi bliver nødt til at få klarhed over, hvad der egentlig foregår.
Brev til Anna: Jeg står ved en skillevej
I den perfekte verden ville vi være evigt ærlige og gennemsigtige overfor hinanden, men en sådan verden findes ikke – og mindre kan også gøre det.
Bare ikke så lidt, at vi pludselig ikke længere ved, hvem det egentlig er, vi danner par med.
Ville det være muligt for dig at konfrontere din kæreste med de billeder, han har taget af fremmede – uden frygt for, hvordan han reagerer?
Selvfølgelig er ingen mennesker perfekte. Vi har alle sammen afkroge i os, vi nødigt vil have, at vores nærmeste sætter under lup.
For mig at se handler det om, at vi gør os umage med at være så åbne som muligt i så tæt en relation, som et parforhold er.
Også når det handler om vores længsler. Kun derved skaber vi den tillid imellem os, der er forudsætningen for, at vi tør hengive os.
Jeg synes, du nøje skal overveje, om din kæreste er ham, du skal give dig helt hen til på den måde, vi gør det, når vi stifter familie og gerne vil skabe et trygt hjem sammen.
Nu må du endelig tage imod mine ord her med den erkendelse i baghovedet, at jeg selvfølgelig hverken kender jeres baggrundshistorie eller ved, hvordan I grundlæggende har det sammen.
Men ud fra, hvad du her fortæller ringer mine alarmklokker.
Hvad porno angår, er jeg muligvis lidt af en snerpe … men helt ualmindelig er den interesse vel ikke for hverken mænd eller kvinder.
Det er heller ikke dér, min uro vækkes, når jeg læser dit brev. Der er bare ret langt fra den beskæftigelse og så til det, din kæreste har gang i.
Brev til Anna Mejlhede: Hvordan bryder jeg med min veninde?
Jeg opfatter ikke din reaktion som en, der udspringer af jalousi som sådan, men snarere en utryghed omkring, hvem din kæreste egentlig er.
Du skal mærke grundigt efter, om hans ageren, både i relation til dig og andre kvinder, er en, som er din tillid og hengivenhed værdig?
Kærlig hilsen
Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.