Brev til Anna Mejlhede: Kan jeg tillade mig at bede hende om at betale sin halvdel?

Kære Anna

Jeg har den her søde veninde, som har det med at glemme at betale sin halvdel, når vi har været ude.

Det bliver nemt mig, der betaler for middag flere gange i træk, biografbilletter, café-ture osv.

Jeg tror egentligt ikke, at det er i ond mening, jeg tror derimod, at hun glemmer det, da hun er ret distræt. Og jeg gider ikke at være sådan en smålig type, så det er sjældent, at jeg beder hende om at betale, hvis hun glemmer det.

Men det nager mig faktisk indeni, jeg kan mærke, at jeg føler mig uretfærdigt behandlet, og når jeg er sammen med hende, bliver min radar hurtigt indstillet på niveau: meget nøjeregnende.

Jeg ved ikke, hvorfor det ofte bliver mig, der betaler, og at vi så aftaler, at hun overfører. Sådan ender det bare. Halvdelen af gangene betaler hun ikke tilbage.

Det ville jo være noget andet, hvis vi så havde aftalt, at jeg gav, men det har vi ikke.

Den anden dag var vi ude at spise sammen, og da vi skulle betale, tænkte jeg naturligt, at nu ville hun nok give, men tværtimod sagde hun: Det blev ca. 200 for hver, overfører du lige pengene?

Det gjorde jeg så, men jeg var sur indeni. Men er det bare mig, der er smålig?

Nogle gange inviterer hun hjem, hvor hun har disket op, så jeg tror ikke, at hun er nærig – og jeg skammer mig også lidt over at gå så meget op i det. Sådan noget med penge er akavet, men måske har du et råd?

Venlige hilsner fra

Tvillingen

Kære Tvilling

Inden du bliver alt for gnaven på din veninde, så tag snakken med det samme.

Som i mange andre anliggender er tydelighed bedre end de fleste andre krumspring, vi kan vende vores kommunikation på hovedet i.

Det er da ærgerligt, hvis du til sidst ikke vil gå med din veninde ud, fordi du ved, at regningen sandsynligvis kommer til at hænge på dig.

Du kan måske gøre det enkelt ved at dele regningen op imellem jer, allerede mens I stadig sidder på caféen?

Jeg ved godt, at man nemt føler sig smålig, når den glemsomhed man gør hinanden opmærksom på, handler om penge. Måske kan det derfor hjælpe dig at dreje den en omgang.

For hvad nu hvis det handlede om, at din veninde konstant glemte jeres aftaler? Eller hvis hun jævnligt glemte at aflevere ting tilbage, hun havde lånt af dig?

Prøv, om du kan skubbe spørgsmålet om nærighed lidt ud på sidelinjen, og betragt i stedet dine påmindelser som en naturlig del af enhver form for samarbejde, hvor begge parter skal bidrage ved at overholde deres del af en aftale.

Jeg kan kun tilslutte mig dine overvejelser om, at der er stor forskel på at være den, som giver – og den som tager regningen uden egentlig at ville det.

Jo længere du venter, des mere pinagtigt bliver det for både dig og din veninde, når hun opdager, at hun på sin vis skylder dig for 10 års cafébesøg. Hjælp hende, så I bevarer jeres fine venskab.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.