Brev til Anna Mejlhede: Må en bedstemor blande sig?

Kære Anna

Tusind tak for dine altid kloge svar. Nu er det mig, en ældre kvinde og bedstemor, som har brug for hjælp.

Jeg er meget bekymret for mine børnebørn og deres trivsel. De er otte og fire år, en dreng og en pige.

Både deres far og min datter er veluddannede og har gode jobs. Men jeg oplever dem som meget negative i deres måde at tale til deres børn på. For eksempel i spisesituationen.

Her retter de konstant og tydeligt irriterede på den store: ”Sid ordentligt”, ”Pas på med mad på tøjet”. Den lille vil kun spise bestemte ting. Den store tør godt smage på forskelligt, men han spiser for lidt, sidder uroligt og går ofte hurtigt fra bordet.

Jeg er jo ikke psykolog. Men kan de have spisevægring?

Jeg synes, forældrene taler, før de tænker i mange situationer. Jeg kan se på børnene, at de bliver påvirkede og kede af det.

Faren giver gerne udtryk for, hvor hårdt det er med de to små, og at han faktisk helst ville være fri. Det er svært at være vidne til.

Vi passer tit vores børnebørn. Den store er noget udadreagerende, når han er hos os. Råber, græder og er ulykkelig. Sådan må han ikke opføre sig hjemme. Det kan far og mor ikke klare.

Er der den mindste uro derhjemme, får børnene besked om at sætte sig med deres iPad.

Når jeg kigger forbi, ser jeg dem tit sidde alene i sofaen med hver deres iPad.

Jeg tror, min datter har haft en ubehandlet fødselsdepression eller depression, men når jeg og min mand vil drøfte det, bliver vi afvist.

Så jeg vil høre, om jeg kan tillade mig at konfrontere dem med mine bekymringer? Eller kan jeg kontakte nogen for at få snakket om det og eventuelt handlet på det?

Men jeg er også bange for, at det bliver opdaget, for hvad sker der så? Det er næsten uudholdeligt.

Den glæde, vi oplevede, da vi fik at vide, at vi skulle være bedsteforældre, er erstattet af stor bekymring. Det er en udfordret familie, og jeg har brug for at vide, om jeg kan gøre noget eller sige noget for især at hjælpe og beskytte mine børnebørn.

Med venlig hilsen

En bekymret mor og bedstemor.

Kære bekymrede bedstemor

Du lyder på alle måder som et både klogt og opmærksomt menneske, som reagerer på det, du reelt ser.

Ikke på udefinerbare fornemmelser skabt på baggrund af forskellige holdninger til at forvalte et forældreskab.

Ud fra det du her beskriver, lyder det som om, din datter og hendes mand trænger til gedigen hjælp og støtte. Kan du spørge din datter, hvad I som forældre og bedsteforældre kan gøre for at hjælpe dem yderligere?

Fortæl, at du godt kan se, at de er alt for pressede. Prøv ad, om du kan komme ind på emnet, uden at det virker som en dom over din datters evner som mor.

Problemet i disse sager er ofte, at jo mere skam, vi føler over måden, vi er forældre på, des mindre kritik tåler vi.

Jeg tror, at det vil gavne dig at søge råd hos en professionel på området, før du taler med din datter. For eksempel har Børns Vilkår en forældretelefon, hvor man også som bekymrede bedsteforældre kan ringe og få rådgivning.

At rette henvendelse til myndighederne med sin bekymring har man pligt til, hvis børn udsættes for vold af enten fysisk eller psykisk karakter.

Men det er en voldsom vej at gå i første ombæring. Især da I derved skubber familien fra jer.

Det vigtigste er, at I som bedsteforældre holder jer så tæt på jeres børnebørn og deres forældre, som I overhovedet kan. De har hårdt brug for jer i deres liv.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.