Brev til Anna Mejlhede: Min veninde er syg

Hej Anna

Min veninde er syg.

Det er et alvorligt, længerevarende sygdomsforløb, der har medført flere operationer og en større omlægning af hendes liv.

Jeg har været der meget for hende.

Jeg føler dog ofte skyld, da hun af og til kommer med bemærkninger om, hvor dårligt hun har det, hvordan hendes liv er sat i stå, hvor bange hun har været og er.

Jeg får også hurtigt en følelse af, at jeg ikke skal klage over noget, fordi hun har det meget værre.

Hun fortæller også om, hvor meget andre er der for hende, og hun ignorerer mig, hvis jeg ikke responderer, som hun ønsker.

Jeg føler, at jeg bør være der mere for hende og har konstant dårlig samvittighed, fordi jeg kan mærke, at jeg trækker mig i relationen, jo mere hun higer efter min omsorg.

Det er derfor ofte af pligt, når jeg tager kontakt til hende, hvilket gør mig ked af det, da hun er min tætte veninde.

Det er virkelig hårdt at være i det her.

Skal jeg tage det op med hende, så vi måske kan få en bedre relation, eller skal jeg bære over med hende og finde overskuddet frem?

Gode hilsner

Veninden

Kære veninde

De færreste af os har det store beredskab parat til at takle sygdom. Det gælder også, når den rammer vores familie eller nære venner.

At krybe helt ned i skoene på et andet menneske, og derindefra hjælpe vedkommende med at gå, kan vi nemlig ikke.

Og ligegyldigt hvor brændende vi ville ønske det, kan vi heller ikke fjerne deres smerte.

Men omsorg handler heller ikke om at kunne det. Jeg får derfor lyst til at vende dit dilemma lidt på hovedet og i stedet spørge dig:

Hvad tænker du, at du skal kunne, for at din veninde mærker, at du er der for hende?

Jeg tror, du skal sænke barren for, hvornår din tilstedeværelse er kærlig nok. Nærværende nok.

For den skyldfølelse du fortæller om i dit brev her, tror jeg udspringer af, at du ikke kan gøre noget, der giver din veninde hendes gamle liv tilbage.

Den kendsgerning kan gøre os desperate af afmægtighed.

Kan du fortælle din veninde, at du føler dig magtesløs, fordi du i bund og grund ikke kan gøre det for hende, du allerhelst vil:

Gøre hende rask og frisk. Og kan du ikke det, hvad kan du så?

Prøv at læs Letty Cottin Pogrebins bog: “Sådan er man ven til en ven, der er syg.”

Den er baseret på hendes egne erfaringer fra et langt sygdomsforløb, hvor hun oplevede, at vennerne flygtede.

Simpelthen fordi de ikke anede, hvordan de skulle være der for hende. Men i virkeligheden var det, hun trængte mest til noget meget simpelt.

At nogen lyttede uden at svare. At nogen orkede bare at være i nærheden af hende, i stilhed.

Og lige så vigtigt: At vennerne, i stedet for at komme med gode råd om dit eller dat, bare hjalp med noget praktisk.

Kom med færdiglavet mad, hentede børnene fra institutionen – eller hvad der nu engang var brug for.

At sidde fast i det tomrum det er, ikke at have nogen reel idé om, hvad lige præcis vores tilstedeværelse kan bruges til, er meget frustrerende.

Det kræver både overskud, omtanke og rummelighed at være en kærlig ven til et menneske ramt af alvorlig sygdom.

Men I er tætte, fortæller du. Din veninde holder af dig, og på sin vis tror jeg, at det er grunden til, at hun tør være så urimelig overfor dig.

Fordi hun stoler på din kærlighed. Vær ikke bange for at sige til, når du ikke aner, hvad du skal gøre.

Det vigtigste er, at du tør være der. Ærligt og uden specifikke forventninger, hverken til din veninde eller til dig selv.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.