Brev til Anna Mejlhede: Min venindes ting og sager

Kære Anna

Da min elskede veninde skulle flytte til udlandet for at arbejde, spurgte hun, om vi ville opbevare nogle ting for hende dvs. en masse af hendes bøger, musikanlæg, lampe, støvsuger, noget tøj osv. Det gjorde vi gerne.

Det meste er i vores kælder, men noget af det, er også i vores lejlighed.

Vi har dog ikke en fantastisk stor lejlighed, snarere tværtimod – og vi er fire, der bor der, så det der med, at to af hendes store kufferter fylder op i vores lejlighed, betyder faktisk en hel del. Også psykisk. Og vi kunne egentligt også godt tænke os at bruge kælderrummet til flere af vores egne ting.

Nu har vi så haft hendes ting her i mere end to år, da hun stadigvæk bor i udlandet.

Jeg har forsigtigt spurgt ind til, om hun stadigvæk vil beholde tingene – og det vil hun gerne, lød det.

Jeg gider bare ikke længere have tingene stående – og min mand gider slet ikke. Han brokker sig over det på ugentlig basis.

Så nu skal jeg have sagt hende, at hun altså må finde et andet sted til hendes ting, ellers ryger de ud.

Jeg gruer dog for hendes svar, for jeg tror ikke, at hun har så mange andre, hun kan spørge, og hun har ikke råd til opmagasinering – og jeg er egentligt også i tvivl om, hvorvidt det er i orden at bede hende om tage sine ting tilbage, og hvis hun ikke kan, ligefrem smide i hvert fald nogle af dem ud – min mand synes dog, at det helt i orden.

Glæder mig til at høre din mening.

Fin hilsen fra

Mig

Kære dig

Det kan næppe kaldes et urimeligt ønske, at de få kvadratmeter jeres lejlighed består af, ophører som tidsubegrænset opbevaringscenter.

Havde I en hel lade, der bare stod tom, forholdt det sig anderledes. To år er lang tid at vade rundt imellem selv den kæreste venindes mange ting og sager. Især når de kun ligger og venter på bedre tider.

Det er ikke fordi, jeg har spor svært ved at lade mine egne fødder glide direkte ned i din venindes sko. For jeg har selv igennem tiden belemret venner og familie med et ukendt antal kasser fyldt med diverse “meget vigtige ting”, som jeg efter to, tre og fire år havde glemt, hvad var …

Måske er det ved at være tiden, hvor du hjælper din veninde med at se nærmere på, hvad det egentlig er, hun gemmer? Og lige så vigtigt, hvorfor?

De bøger og ting, der betyder mest for hende, kan hun jo få fragtet til sin bopæl i udlandet. For hun bor vel ikke på hotel ligefrem?

At spørge så forsigtigt, som det lyder til, at du har gjort ind til videre, er ikke nok. Jeg tror nemlig ikke, at du har givet hende det fulde billede af, hvor meget hendes ting oprigtigt fylder i jeres dagligdag.

Hvis du kærligt og bestemt forklarer hende, at I bliver nødt til at få det hele ud nu for at kunne være der selv, er jeg sikker på, at hun nok skal finde en løsning.

Det er min egen “opbevaringserfaring,” at processen med at slippe taget i den overflødige bagage glider lettere, når et menneske vi ved elsker os, går det hele igennem sammen med os. Kunne du hjælpe hende med det?

Gennem en nær vens øjne skelner vi ofte bedre imellem det, der er vigtigt – og det, der med tiden bare er blevet en dødvægt. Noget vi ikke tør slippe af frygt for, at vi selv flyver væk sammen med det. Men det gør din veninde ikke. Blandt andet har hun dig.

Jeg er sikker på, at det venskab du beskriver, at I to har, er langt mere værd for hende end både støvsuger, anlæg og bøger, hun ikke læser i længere.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.