Brev til Anna Mejlhede: Naboens drenge løber gennem min have

Kære Anna

Jeg er havnet i en lidt træls situation, som jeg håber, du kan hjælpe mig med.

Sagen er, at jeg for nogle måneder siden flyttede ind i et skønt lille hus i et dejligt kvarter. Jeg bor der alene.

Nu har jeg så fundet ud af, at de tidligere ejere i sin tid har givet mine bagboer lov til at lade deres tre – rigtig søde – drenge løbe gennem min have, når de skal ud på hovedvejen, hvor bl.a. busstoppestedet ligger.

Det tager dem 10 sekunder, og det vil tage dem 5-6 minutter, hvis de skal gå udenom.

Men jeg har ikke lyst til at have børn løbede gennem min have i tide og utide!

Men jeg kan heller ikke overskue at tage snakken med forældrene, for jeg er så frygtelig bange for, at det vil ødelægge det ellers gode naboskab, jeg synes, der er.

For det er som sagt nogle søde mennesker, manden har f.eks. tilbudt at klippe min hæk, hvis jeg får brug for det.

Men jeg er et privat menneske og nyder roen og stilheden i min have, så jeg ved med sikkerhed, at det vil ødelægge mit humør, hvis jeg aldrig mere bare kan sidde i ro og mag og nyde min kaffe uden at få et chok over, at tre drenge pludselig stormer ned gennem haven.

Hvad søren gør jeg?

Mvh,

Den besværlige nabo

Kære besværlige nabo,

Jeg kan ikke se andet, end at du bliver nødt til at tage en god snak med dine naboer.

Eneste alternativ er vist en radikal ændring af hele din personlighed, og det tror jeg trods alt vil blive mere kompliceret …

Du har et godt udgangspunkt i, at dine naboer er både søde og hjælpsomme, så måske behøver snakken med dem ikke blive helt så umulig, som du frygter?

Du er næsten lige flyttet ind, og det er ikke usædvanligt, at tidligere naboaftaler lige må drøftes igennem igen i den forbindelse.

Måske er deres hjælpsomme løfte om, at de gerne klipper din hæk, en tilkendegivelse af, at de udmærket ved, det kan virke som en noget invaderende praksis, at deres drenge bruger din have som genvej?

Ligegyldigt hvordan du ender med at dreje ordene, når du taler med dine naboer, så husk, at det er helt naturligt at vende det her med dem.

Ofte føler vi os smålige over ikke at sige ja til noget, andre beder os om, og det gør os nemt skingre at tro, at vi er det. Så tal med forældrene, og gør det med god samvittighed!

Invitér dem over til kaffe, og fortæl, at du elsker at bruge din have til at lade op i.

At den er dit lille åndehul, hvor du bare nyder roen. Sig med et smil, at du må indrømme, at det er sværere, end du havde forestillet dig, ikke at vide, hvornår der pludselig kommer nogen løbende lige forbi dig i din have.

Hvis du synes, det bliver for umuligt at kræve haven helt lukket for gennemgang, så blød det eventuelt op med at spørge, om I kan lave den aftale, at det kun er om morgenen, når drengene skal nå bussen til skole, at de skrår gennem din have.

Men gør helt op med dig selv først, om det vil være noget, du kan holde ud.

Du skal aldrig indgå et kompromis, du på forhånd ved, ikke vil fungere. Så bliver resultatet langt mere indviklet for jeres naboskab, end hvis du helt siger fra.

Det er muligt, at hjælpsomheden efter din nabosnak aftager drastisk, men prøv, om du kan lade være med at tage det alt for personligt.

At blive frataget en ”ret” til noget, der har været en selvfølgelig praksis gennem flere år, kan godt piske menneskers fornærmelse op til overfladen.

Men dine naboer er jo venlige og imødekommende mennesker – ligesom dig – så jeg tror, det er muligt at indarbejde en ny havepraksis uden de store sværdslag.

Under alle omstændigheder skal du gøre noget, inden du lukker dig inde i huset eller vælter kaffen ud over dig selv, næste gang naboens søde drenge bruger din have som transit …

Kærlig hilsen,

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.