Brev til Anna Mejlhede: Vi kan aldrig planlægge noget

Kære Anna

Tak for en god brevkasse. Nu håber jeg, du har nogle kloge ord til mig.

Jeg er en 48-årig kvinde, der har været sammen med min mand i 26 år. Vi har tre voksne døtre, som vi har et godt forhold til. Min mand på 52 har døjet med flere sygdomme gennem årene. De er dog alle velbehandlede.

Men de seneste år har han lidt af uforklarlige smerter i sine ben, der kan indebære, at han nogle dage nærmest intet kan og ingen energi har. Lægerne ved ikke, hvad det skyldes.

Han arbejder kun to dage om ugen. Jeg arbejder fuldtid og er sund og rask.

Hans smerter kan komme og gå, som vinden blæser, og det er heri, min sorg ligger. Det er nemlig efterhånden umuligt at planlægge noget med ham før nogle timer før – og altid ud fra hvad hans dagsform dikterer.

Det betyder, at jeg ikke mere kan glæde mig til noget sammen med ham, hvad enten det er en rejse, en aften ude med et vennepar, ja, selv en gåtur eller udflugt til et museum kan ikke planlægges i god tid – i hvert fald ikke uden at jeg risikerer at blive skuffet.

Og da forventningens glæde ofte er den største, oplever jeg det som enormt forringet livskvalitet.

Vi kan sagtens hygge os i sofaen med en god film, men nogle gange trænger man jo til mere end det.

Jeg har gode veninder, som jeg går ud med, det har min mand ingen problemer med, men han har ikke selv særlig mange venner efterhånden og bliver slet ikke ventileret så ofte som mig.

Han bliver enormt ked af det, hvis jeg lyder bebrejdende, og så føler han sig skyldbetynget, men jeg synes også, jeg skal have lov til at sige højt, at det er hårdt at være pårørende til en syg mand.

Vi har gået hos en dejlig parterapeut, men det er nogle år siden. Vi overvejer at starte hos hende igen.

Har du nogle råd til, hvordan jeg tackler denne situation? Jeg bliver dybt misundelig, når jeg ser og hører om andre par, der har et rigt socialt liv sammen.

Hans egen tristhed over sin situation gør jo heller ikke stemningen nemmere. Han er ellers en dejlig mand og elsker mig højt.

Kh

Eva

Kære Eva

Jeg forstår godt din frustration, men jeg tror, du bliver nødt til at tage udgangspunkt i, at din mand ikke er blevet syg med vilje.

At han ikke kan, hvad han plejer, er ikke noget, han har udtænkt for at genere dig. Selv om dine bebrejdelser ikke som sådan har din mand i centrum, men hans sygdom, kan det være grumme svært for ham at se forskellen.

Han kæmper selv med ikke at kunne leve op til at være den mand, han helst vil være, også for dig.

Han ER jo ikke sin sygdom, men lever med den som en ærgerlig klods om benet – næsten i bogstavelig forstand.

At han er syg er heller ikke et problem, hverken du eller han kan løse, men et vilkår I begge skal finde ud af at leve med.

Sørg for selv at planlægge hyggelige oplevelser sammen med dine venner.

Forvent ikke, at din mand kan være med, men se det an på dagen, og tag af sted med god samvittighed, også selv om det lige den dag eller aften blev uden ham.

Jeg tror, det er vigtigt, at du ikke overtager din mands begrænsninger og gør dem til dine. Det gør dig bare bitter, og det får ingen af jer glæde af.

Måske får du også mere lyst til aftener i sofaen med din mand i hånden, hvis du får næret din længsel efter et mere udadvendt socialt liv.

Det lyder som en rigtig god idé at begynde i parterapi igen, for jeres samliv lader til at være gået ind i en anden fase, og den skal I have hjælp til at navigere i.

Det er muligt, at jeres kærlighed har fået et mere uforudsigeligt farvand at bevæge sig i, men måske er den stærk nok til fortsat at bære jer, hvis I øver jer i at krydse vinden og hejse sejlet på en anden måde?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.