Jeg har ikke talt med min far i 10 år. Nu er han dødssyg af kræft. Og han har en bøn til mig

Kære Anna

Min far har altid været en tyran. Så er det sagt. Han hånede min mor evig og altid og gerne for øjnene af os tre børn, mine to ældre brødre og jeg. Han var ikke fysisk voldelig, men han var det med sine ord. Også overfor sine børn.

Min mor døde, da jeg var 25, og derefter afbrød jeg al kontakt med min far. Jeg har bevaret et godt, om end ikke særlig tæt, forhold til mine brødre, selv om de fortsatte med at se vores far.

Jeg føler mig frisat og har ikke savnet vores relation gennem de 10 år, der er gået. Men nu har mine brødre overbragt en bøn fra vores far, der er dødssyg af kræft.

Han vil gerne have besøg af mig på hospitalet. Jeg tror ikke, det vil bibringe mig noget godt, tværtimod. Men mine brødre trygler mig nærmest og siger, at jeg bør gøre det.

Hvis ikke for min egen skyld, så dog for vores døende fars. Jeg synes bare ikke, jeg skylder ham noget som helst. Ikke engang i denne situation. Men hvad mener du?

Mange hilsner

Sofie

Kære Sofie

Hvor er det stærkt at høre, at du har kæmpet dig fri af din fars skygge. At dine brødre så har valgt en anden måde at håndtere relationen til jeres far på, gør ikke dit valg forkert.

Det er ikke usædvanligt, at søskende bearbejder deres opvækst vidt forskelligt. Selv om vi har været udsat for det samme, fortolker vi det sjældent ens.

Du har gjort, hvad der var nødvendigt for at lægge din fars tyranni bag dig – og se fremad.

At dine brødre nu lægger pres på dig, handler nok mere om deres relation til jeres far end om din. I stedet for at lade dig overtale af den følelse af skyld, dine brødres tryglen presser frem i dig, så prøv om du kan vende det hele en halv omgang.

Er der mon noget, som DU mangler at få gjort eller sagt i forhold til din far?

Selv om du ikke har lyst til at se ham, er det sidste chance for at sige det, der måske kan gøre minderne fra din opvækst lettere at bære.

Det er ikke usædvanligt, at der på selv den værste tyrans dødsleje spirer tanker frem, som aldrig før har haft mulighed for at gro. For hvordan fik man egentlig levet sit liv – og især forvaltet de relationer, der var livets vigtigste omdrejningspunkt?

Kan der være en mulighed for, at din far rent faktisk vil give dig en form for undskyldning, og vil det være noget, du har brug for?

Husk dig selv på, at det her ikke handler om at give din far den gave at kunne dø med fred i sindet. Det handler om at gøre, hvad der skal til, for at du får mest mulig fred til at leve. Hvorvidt den fred så gemmer sig i at få set ham eller ikke at gøre det, kan kun du selv afgøre.

Tilgivelse handler ikke om at glemme et andet menneskes ugerninger. At tilgive din far handler om, at du giver slip på den del af dig, der stadig holdes fanget i mindet om den smerte, han påførte din barndom.

I tilgivelsen sætter vi mest af alt os selv fri. Hvis du vælger at tage ud på det hospital og se din far i øjnene, så tag en god ven med dig.

På den måde ved du, at der er et menneske, som venter lige uden for døren og udelukkende er der for at støtte dig. En, som kan rumme de følelser et endeligt farvel med din far kan afføde.

Hvad end du vælger, så gør det for din egen skyld. Hverken for din far eller for dine brødre.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: