Brev til Renée: Jeg er ved at opgive drømmen om et liv med min kæreste

Kære Renée

Min kæreste og jeg har været sammen i fire år. Jeg bor på en ø, og min kæreste var flyttet fra Sjælland til øen for at komme fra sin eks, som han har en søn med, og fordi han havde noget familie, bl.a. sin mor, på øen. Et halvt år efter vores møde flyttede min kæreste ind til mig. Det var dejligt, da jeg havde været alenemor i en del år.

Min kæreste er bager, og efter et stykke tid måtte han sige op, fordi han fik ondt i ryggen. Han søgte job, men var ikke heldig.

Så kom der et job på Sjælland ... Så han skulle være derovre i alle hverdage og kunne derfor kun være hjemme i weekenderne. Plus han skulle besøge sin søn i nogle af weekenderne.

Pludselig boede jeg nærmest alene igen. Jeg tryglede ham om at sige op og finde arbejde på øen igen. Det ødelagde mit forhold til hans mor, da hun ikke mente, jeg kunne forlange ham hjem på den måde.

Min kæreste forstod mig, men ville ikke blande sig i sin mors beslutning, som er, at jeg ikke må besøge hende mere.

Mange af mine veninder har sagt, at de ikke ville acceptere ét minut, hvis deres kæreste var så meget væk. Jeg er tryghedsmenneske og ønsker selvfølgelig et “rigtigt” liv med min kæreste, hvor vi bor sammen.

Da vi boede sammen, snakkede vi så småt om at købe hus sammen her på øen, men at det ikke hastede. Nu føler jeg, drømmen er knust for altid.

Min kæreste har sagt, at jeg også bare kan flytte til Sjælland, men det kan jeg ikke bare gøre.

Jeg har en søn på 18, som næsten lige er flyttet hjemmefra. Da han ikke har kontakt til sin far, har min søn stadig brug for mig.

Hvad råder du mig til at gøre? Og hvad gør jeg med konflikten med hans mor?

Hilsen

Mig

Kære Du

I grunden er det jo bare en meget ulykkelig situation, du og din kæreste er havnet i. I elsker hinanden og ønsker at være sammen, men I har hver især jeres eget liv, som også er vigtigt for jer og inkluderer både børn og arbejde i to forskellige dele af landet.

Jeg vil begynde med at sige, at jeg forstår, hvordan du har det, og hvor hårdt det må være endelig at lukke et menneske ind i sit liv for derefter at være alene igen.

Det må være vildt svært og ikke mindst besværligt følelsesmæssigt at vænne sig til den forandring.

Han har et barn på Sjælland og har nu også fået arbejde derovre, et arbejde, som åbenbart ikke var muligt for ham at finde på øen. Begge dele er jo enormt vigtige ting.

Hans søn er meget vigtig, af helt åbenlyse grunde, fordi vores børn jo bare er det vigtigste i vores liv. Det at have et arbejde og kunne forsørge sig selv giver også både en identitet og en følelse af værdi.

Så at din kæreste er nødt til at vælge de to ting til i sit liv, er meget forståeligt.

Jeg tænker ikke, at han vælger dig fra, men at han forsøger at leve sit liv på bedste vis. Han har jo også sagt, at han gerne vil bo sammen med dig, hvis du flyttede til Sjælland.

Problemet for dig er, at din familie bor på øen. Dit liv er på øen, og det er dit arbejde også, så naturligvis ville det være en meget stor omvæltning, hvis du skulle flytte til Sjælland.

Det er du faktisk ikke parat til, skriver du. Og ærligt, det er så vigtigt at følge vores intuition omkring vores børn. Hvis din følelse er, at din søn stadig har meget brug for, at du er tæt på, skal du lytte til det. Men i virkeligheden er det, du gør, ved at lytte til dig selv, måske ikke så meget anderledes end det, din kæreste gør.

Et eller andet sted er det jo så okay for jer begge at vælge, som I gør, det er nødvendigt, lige nu.

Jeg tror, at det lille “lige nu” måske kunne være kodeordet til, hvordan du kunne vælge at leve med tingene, sådan som de er, og finde en form for accept af det?

Jeg tænker, at medmindre du vil sige farvel til din kæreste, er du nødt til at acceptere, at han har truffet det valg, han har, om at flytte til Sjælland.

Hvis du hele tiden er sur og ked af det, tænker jeg, det vil kunne skubbe ham længere væk. Så der, hvor jeg ser mulighed, er faktisk ved, at du arbejder med at acceptere de valg, han har truffet.

Måske sker det, at han af sig selv finder ud af, at han gerne vil være tættere på dig igen?

Men det der med at forsøge at tvinge nogen ind i noget, kaster aldrig noget godt af sig, fordi der altid vil være en modstand et sted.

Kunne det være muligt for dig at forsøge at finde det positive i, at du og din kæreste ikke er sammen hele tiden?

Det kunne være, at du fik mere tid til veninder, til din søn, til dig selv? Jeg ved godt, det er svært at skifte fokus på den måde, men det er muligt.

Så er der din svigermor. Jeg synes, hun opfører sig mærkeligt. Det må være så svært for ham, at hans mor er så barnlig.

Det ligner jo ikke noget at forbyde dig adgang til sit hjem, fordi du er ulykkelig over, at hendes søn skal flytte fra dig.

Jeg tænker måske, at du kunne prøve at skrive til hende, og hvis hun stadig ikke ønsker kontakt, så må det nok være din kæreste, der gør en indsats for, at hun skal opføre sig høfligt over for dig.

Hvis altså han vil. Hvis han ikke ser nogen grund til det, er du nok nødt til bare at lade den ligge.

Jeg håber, du finder en vej igennem de her svære følelser, og at du og din kæreste finder ud af at holde sammen.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.