Brev til Renée: Min eksmand respekterer ikke min opdragelse af vores datter

Kære Renée

Mine to dejlige døtre på 15 og 23 har boet hos mig 24/7, siden jeg blev skilt fra deres far i 2012.

Min ældste datter er lige flyttet hjemmefra, og det hænder, at hun tager med sin søster ud til deres far og hans kæreste.

Hun fortæller mig efterfølgende ting, som gør mig utrolig ked af det og vred, men som jeg ikke kan konfrontere dem med, da min ældste datter ikke ønsker at være “sladrehank”.

Det handler om, at min 15-årige datter hos dem bliver behandlet som en voksen. De fortæller hende, at hun er voksen.

Min 15-årige datter er meget optaget af alkohol, venner, fester og fyre. Især alkohol. I mit hjem er der få, men vigtige regler, som hun næsten gør en dyd ud af at bryde. Jeg har flere gange taget hende i at lyve for mig og snige sig ud om natten.

Ved middagsbordet hos min eksmand betragtes jeg som latterlig. Kæresten siger: “Det skal din mor ikke bestemme. Du skal bare gøre oprør!”

Jeg føler nærmest, at de ødelægger min datters moralske kompas. Når hun har så svært ved at navigere i de få regler, er det en konsekvens af, at hun har to autoriteter, som underminerer mig.

Det skuffer mig uendeligt og gør mig vred, at min eksmand ikke er loyal over for mig i opdragelsen af vores datter. At han lader sin kæreste bagtale mig over for mine døtre.

Jeg har så meget lyst til at konfrontere dem. Sige til dem, hvad min ældste datter fortæller. Men det vil min ældste datter ikke have.

Jeg er også i tvivl om, om man overhovedet vil kunne ændre noget ved en konfrontation.

Hvad gør jeg herfra? Jeg kan jo næsten ikke holde ud at sende min datter ud til sin far.

Mvh

Kitt

Kære Kitt

Hvis du kunne, skulle du lige smide din eksmand og hans nye kæreste over knæet og give dem en ordentlig gammeldags endefuld. Det trænger de til, for de opfører sig barnligt over for dig.

Desværre er det ikke en mulighed.

Faktisk er det overhovedet ikke en mulighed for dig at gøre noget som helst, der kan ændre deres adfærd. Man kan ikke tvinge andre mennesker til at have samme holdning til tingene som en selv, og man kan ikke ændre andre.

Det er muligt, det vil kunne gøre en forskel, hvis du sendte en venlig sms, hvor du fortæller, at du har overhørt pigerne snakke om noget, og du er bekymret, fordi den yngste lyver for dig.

Så kan du venligt spørge, om de ville støtte op omkring en holdning, der handler om ærlighed og påpasselighed i nattelivet, hvis samtalen i deres hjem skulle falde over den slags emner – for jeres datters sikkerheds skyld

Det vil sige, du fortæller, du har en bekymring omkring jeres datter, og det er din bekymring, du tager udgangspunkt i.

Ikke noget konkret, ikke noget angreb på dem eller deres holdninger, ikke noget om, at de ikke er gode forældre, ikke noget om noget som helst, ud over din egen bekymring og en forespørgsel om, at hvis emnet om fest og alkohol skulle komme op, om de så måske ville være støttende i forhold til ærlighed og forsigtighed – og så ellers bare “tusind tak på forhånd” og “ha’ en dejlig dag”.

Så er der ikke mere, du kan gøre i den retning.

Det, du selv kan gøre som mor til en festglad pige på 15, er at være tydelig i dine grænser og regler, præcis som du er.

Det betyder ikke, at din datter overholder det, du siger, men det betyder, at hun ved, hvor hun har dig. På samme tid er det uendeligt vigtigt at være lydhør.

Nogle gange arbejder vi bare med et materiale, der har sin egen vilje, og jeg tænker, moralen er, at vi er nødt til at undersøge den vilje og finde en vej, hvorpå vi kan mødes med den.

Jeg tror også på, at det møde skal foregå i den venligste stemning, at det skal være kærligheden og fornuften, der bærer samtalen. Så din datter forstår, hvorfor du har lavet de meget få regler, du har.

Måske er det muligt, du kan sætte dig ned med din datter og bare prøve at være så åben som overhovedet muligt. Sig, du vil tale med hende, sig, du vil hende det bedste.

Fortæl hende, at du vil give lov til så meget, som du overhovedet mener, er forsvarligt, og undersøg, hvorfor hun mener, hun har brug for at lyve?

Jeg tænker, at den regel med, at hun ikke må gå alene hjem, er så fin, og du vil gerne hente, eller hun må få lov at tage en taxa, gør, at det virkelig er en nem regel, men hvorfor har hun så brug for at lyve om den?

Det synes jeg i grunden er interessant.

Jeg vil jo synes, at den med at gå alene hjem er den værste regel, hun kan bryde. For hvis der er noget galt til selve festen, må vi gå ud fra, at en af hendes veninder vil ringe til dig.

Det kan jo f.eks. også være en idé, at du sørger for, at hun giver dit mobilnummer til alle sine veninder, så der altid er nogen, der kan få fat på dig.

Undersøg, hvordan det kunne være muligt for hende at indgå aftaler, som hun tænker, er mulige for hende at overholde.

Med andre ord så tænker jeg, at samtalen og åbenheden for forhandling må være vejen frem. At hun selv får lov til at formulere egne behov, at du strækker dig på samme tid, som du er tydelig, men at hun føler sig set, hørt og respekteret.

Så hvordan kunne I mødes?

Kærlig hilsen

Renée