Brev til Renée: Jeg har ondt i maven, når min datter er hos sin far

Kære Renée

For to år siden flygtede jeg fra min kæreste efter ni år sammen. Han var fysisk og psykisk voldelig og har narcissistiske træk.

Vores datter bor nu i en 7/7-ordning. Hun trives, og jeg har hendes fortrolighed, hun fortæller mig, når hun irriteres over noget hos sin far, f.eks. at han ønsker, at hun skal passe ned i kassen for “rigtige" piger”.

I de uger, jeg har min datter, trives jeg. Jeg er den mor, jeg har drømt om at være, men ikke har haft overskud til.

I de uger hun er hos sin far, har jeg det godt, når jeg er på arbejde eller er sammen med andre. Men jeg trives ikke, når jeg kommer hjem eller efter endt arbejdsdag.

Enkle opgaver som at lave aftensmad og rengøring virker uoverskuelige. Jeg har ondt i maven over, hvordan han behandler hende.

Jeg har ikke udfordringer med gøremålene, når hun er her. Når hun ikke er her, kan jeg sove ti timer eller mere i døgnet.

Jeg oplever, at det er en flugt fra mine problemer, som kan sammenlignes med et alkoholmisbrug. Jeg er introvert, så udfordringen er ikke mit eget selskab.

Min datter ønsker en 7/7-ordning, og jeg tænker ikke, at det er en løsning at forsøge at ændre den.

Efter bruddet gik jeg til psykolog. Det har hjulpet mig til at forstå dynamikkerne og tale mange af de absurde situationer i mit tidligere forhold igennem.

Jeg har fået opbygget en god portion selvværd. Jeg taler ofte i telefon med min datter den sidste dag hos hendes far. Det er mit indtryk, at han ikke bryder sig om, at hun ringer.

Hvordan lever jeg med, at jeg har ondt i maven, når hun er hos sin far, på en måde hvor jeg ikke flygter fra kendsgerningerne og fortsat kan være den kærlige mor, som jeg anser mig for?

Venlig hilsen

Den anonyme

Kære anonyme

Jeg får en klar fornemmelse af, gennem dit brev, at du allerede gør det så godt, som du overhovedet kan.

Det er jo ikke en præmis, man bare sådan kommer overens med eller lærer at leve med. Det er en præmis, der er ganske ubærlig, fordi du, i al fald lige nu, har konstant ondt i maven over, hvordan din eksmand behandler jeres datter.

Så hvordan lærer man at leve med at have konstant ondt i maven?

Det tror jeg nærmest ikke engang, at man gør. Jeg tror måske bare, man vænner sig til, at det er sådan, man har det. Så jeg tænker, at du kan arbejde med at acceptere, at du har det, som du har det – lige nu. Du skal nok få det godt igen!

Jeg tror på, at smerten i maven, bekymringerne og frygten vil blive mindre over tid, især hvis du ikke bliver re-traumatiseret.

Tiden vil hjælpe dig med at få det bedre, lige så stille vil det gå fremad og det er derfor tålmodigheden, du skal have fat i.

Du kan også have en mild PTSD? Det ved jeg selvfølgelig ikke, om du har, men det er en mulighed, som jeg synes, du skal snakke med din læge om.

At være udsat for en mand, der både var psykisk og fysisk voldelig, kan give frygtelige mén på både psyken og kroppen, og det kan helt sikkert give PTSD, og når man endelig kommer væk, kan der komme mange efterreaktioner og udtryk for PTSD’en og det er ikke bare noget, der går over igen.

Det, at du finder hverdagsopgaver, når din datter ikke er der, fuldstændig uoverskuelige, kan godt være et PTSD-tegn.

Hvis jeg skal råde dig til noget, skal mit råd være at mærke ordentligt efter, hvad din krop har brug for og så respektere det, du mærker.

Hvis din krop vil have mere søvn, så giv den lov til at sove. Hvil i, at din krop ved, hvad den har brug for.

Jeg tror også, den har brug for al den hvile, den kan få, oven på alle de år med konstant stress og pres fra din eksmand, en svær skilsmisse og nu alle dine bekymringer omkring din datter.

Jeg ser søvn som en god ting, især når man har været udsat for det, du har været igennem.

Jeg kan godt høre, at du selv tænker på, om al den ekstra søvn kan være en flugt fra bekymringerne, og det er selvfølgelig også muligt.

Jeg tænker bare, at hvis det er en flugt fra bekymringer, er det måske fordi, din krop har brug for den flugt lige nu?

Er der konkrete ting i dit liv, som de 10 timers søvn i døgnet indvirker negativt på, eller er det bare dine egne tanker om, at det måske kunne være en negativ ting, fordi det kan tolkes som en flugt fra svære tanker og bekymringer?

Det kunne være en idé at tale med din læge om det. Ikke fordi jeg tror, det er noget usundt, men fordi din læge vil kunne berolige dig.

Som det ser ud lige nu, har din datter selv valgt den her 7/7-ordning, og selv om hun f.eks. undres over, at far har en bestemt “pige-kasse”, hun skal passe ned i, er hun stadig så lille, at hun endnu ikke er gået i gang med at gøre oprør.

Det vil være naturligt, at det oprør vil komme, når hun bliver teenager. Jeg synes, du har ret i, at så længe hun selv ønsker den ordning, skal du ikke gøre noget for at ændre den.

I stedet synes jeg, du skal lade dig selv flade ud, sove og lade være at lave mad og gøre rent lige så meget, som du lyster, og give dig selv så meget lov til ikke at være på eller perfekt i de uger, hvor din datter ikke er hos dig.

Du er god nok, præcis som du er, med eller uden overblik, med eller uden et rent hjem hver anden uge.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.