Brev til Renée: Min mand overvåger mig, men jeg tør ikke forlade ham

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 48, der ikke er lykkelig i mit ægteskab mere. Jeg føler, vi er vokset fra hinanden.

De sidste mange år har vi ikke sovet sammen. Min mand sover på et værelse for sig selv, hvor han faktisk også er det meste af aftenen.

Sådan har det været gennem en lang årrække. Nu er jeg virkelig kørt død i det og vil gerne videre.

Vores søn fik en lidelse for år tilbage, hvilket heller ikke har gjort det nemmere for os, da jeg har stået alene med det hele, da vi var meget uenige om, hvordan vores søn skal tackles. Og vores søn sov inde ved mig pga. den lidelse.

Min mand påstår, at han elsker mig. Men hvordan kan han det? Vi har intet sammen, hverken sex, fællesskab eller venner.

Han stoler ikke på mig, tjekker min telefon og konfronterer mig med, hvordan det kan tage mig så lang tid at handle, hvor jeg har været osv.

Jeg tør ikke tage det sidste skridt, selv om vi har talt om det. Han vil ikke skilles og siger, at han har en fortid, som jeg ikke kender til.

Mine forældre bakker mig ikke op i at gå fra ham, og derfor føler jeg ikke, mine forældre ønsker, at jeg skal være lykkelig.

Jeg er sygemeldt med stress og går til psykolog i håb om at blive stærk nok til at fungere ordentligt igen og komme af med min stress. Men min stress viser sig også i min hverdag, hvor min telefon bliver tjekket , og jeg bliver overvåget.

Jeg har overvejet at tage mit liv, for jeg ser det som den eneste udvej fra ham. Min mand og jeg har en datter sammen.

Hun er det bedste, der er sket for mig, og jeg vil gå gennem ild og vand for hende. Men jeg vil gerne væk fra min mand, jeg tør bare ikke.

Hvad gør jeg?

Hilsen

Den frygtsomme

Kære frygtsomme

Når jeg læser dit brev, ser kerneproblemet ud til at være frygt for din mand. En frygt så stor, at du får det meget svært. Uanset hvad skal du passe på dig selv.

Du har et barn, som du må være stærk for. Lige nu er du sygemeldt med stress, der kan bunde i, at du oplever dig fanget i dit ægteskab.

Det ville stresse de fleste at føle sig fanget i et liv, man ikke har det godt i. Du går til psykolog, det er godt.

Du kan bruge psykologen til at få den hjælp, du har brug for, til at samle kræfter til det, du er nødt til at gøre. Og det er selvfølgelig at få passet på dig selv ved at forlade din mand.

Det er det, du skal finde modet til.

Jeg tænker, din situation er sådan, at du ikke kan gøre det her alene. Hvis du kunne det, havde du nok gjort det for længe siden. Så derfor skal du have hjælp.

Du skriver om overvågning, men ikke om vold, så hvad er det præcis, du er bange for, at din mand vil gøre, hvis du pakker dit tøj og forlader ham?

Er det, fordi du frygter, han vil gøre noget voldeligt? Eller hvad er det præcis, der gør, at du ikke går?

Uanset om der er konkret vold i dit ægteskab, tror jeg, at overvågningen og det, at du er så bange for ham, er grund nok til at tage kontakt til nogen. Det er den hjælp, jeg tænker, du kan have brug for.

Der findes forskellige steder, du kan henvende dig. Et sted kunne være Landsforeningen for voldsramte kvinder, her kan du finde andre, der også er eller har været bange for deres mænd, høre deres historier og få mulighed for selv at fortælle, hvordan det er at være dig.

Du kan også få råd og vejledning til, hvordan du kan komme ud af dit ægteskab ved at henvende dig til et af landets krisecentre. Et af landets største krisecentre er Danner i København. De kan hjælpe dig med alt.

Du har ret til at flytte på krisecenter og bo der med din datter, og der vil du kunne få hjælp til dokumentere den “vold”, om det er fysisk eller psykisk, du er blevet udsat for, og du vil kunne få hjælp til at anmelde din mand til politiet, hvis det skønnes nødvendigt.

Du kan få hjælp til at hente dine ejendele ud af jeres hjem, og du kan få rådgivningssamtaler og samtaler med en psykolog, som også vil kunne hjælpe din datter.

Du vil kunne få hjælp til at komme videre med din tilværelse, finde et nyt sted at bo og måske komme i arbejde igen.

Danner vil også kunne hjælpe dig med at finde et krisecenter i nærheden af, hvor du bor.

Jeg tænker, mit svar måske virker voldsomt på dig, da du jo ikke skriver om vold. Jeg opfatter dog det, du skriver, som noget, der minder om et voldeligt forhold.

Jeg beklager, hvis det er forkert. Men ærligt, du har været bange i mange år, det skal stoppe nu, og du er den eneste der kan tage det første vigtige skridt, som er at bede om hjælp.

De næste skridt tager du sammen med nogen, der kan og vil hjælpe dig.

Det afgørende for dig nu er, at du ikke tager hensyn til, hvad andre mennesker tænker. Fuck dem. Hvis dine forældre ikke kan støtte op om din beslutning, er der ikke noget at gøre ved det.

Det er ikke deres liv, du skal leve, men dit eget. Jeg tænker det sværeste lige nu kan være at acceptere din historie.

Tro mig, du er ikke alene.

Du har intet at skamme dig over. Så løft hagen, smukke kvinde, tag det første skridt til din egen helbredelse.

Ring til Danner-rådgivningen og fortæl din historie, fortæl, hvordan du har det, uden omsvøb, og bed dem om at hjælpe dig. Der kommer ikke nogen og redder dig, det skal du selv gøre.

Skynd dig, livet venter på dig.

Kærlig hilsen

Renée