Brev til Renée: Kan jeg redde min datter fra et dårligt forhold?

Kære Renée

Jeg er alenemor til en datter, som er en stille og genert pige.

Da hun lige var fyldt 18, fik hun sin første kæreste, som er et par år ældre end hende.

De hygger sig sammen med ture i zoo, bowling eller gåture, men hun fortæller mig også nogle ting, som gør mig bekymret og frustreret.

Når hun går i byen med sine veninder, vil han gerne mødes med hende, men så skal hun sidde sammen med hans venner, og han snakker ikke med hende, før han er blevet fuld.

Han kan finde på at invitere både hende og en kammerat med til familiefødselsdag og så gå med kammeraten og efterlade hende alene med familien.

Hun føler sig udenfor i familien, da de ikke taler meget med hende.

De gange, hun overnatter hos ham, vil han gerne have sex så mange gange, at hun har ondt næste dag.

Hun oplever, at han vækker hende om natten, på trods af at hun næsten ikke kan holde sig vågen imens.

Det er altid det samme. Han undskylder sin opførsel, men husker ikke at ændre på det.

Jeg har mødt den unge mand, og han virker meget fornuftig med gang i uddannelse, men jeg oplever ham også som en person, der praler meget og virker bedrevidende.

Jeg har prøvet at snakke med hende om, at hun ikke skal finde sig i den opførsel, men hun tager ham altid i forsvar.

Hun siger, at det lige så meget er hendes skyld, fordi hun bare kunne sige fra. Jeg ved simpelt hen ikke, hvad jeg skal gøre, da det jo er hendes liv.

Jeg er mor og vil bare så gerne det bedste for hende, men det ved jeg ikke, om jeg kan her.

Kærlig hilsen

den bekymrede

Kære bekymrede

Jeg tror, du selv leverer nøglen til det, mit svar vil fokusere på, uanset hvor svært det faktisk er.

Du skriver nemlig selv, at det er hendes liv.

Hvor gerne du end vil, kan du ikke skærme hende fra at være i noget, der gør ondt eller er hårdt for hende. Du kan selvfølgelig altid give hende gode råd og endda indimellem sige din ærlige mening, hvis hun beder om den.

Men du kan ikke leve hendes liv for hende eller tvinge hende til at sige fra over for noget, hun ikke er parat til at sige fra overfor.

Jeg ved, det er enhver forældres ønske, at deres børn kunne bruge de erfaringer, de selv har gjort sig.

Guderne skal vide, jeg til tider har ønsket, mine børn ville lytte og høre, på de erfaringer jeg har gjort.

Det vil de ikke altid. De vil selv, og det er nok også nødvendigt for, at de faktisk mærker, at de gør deres egne erfaringer.

Og her må vi som forældre ikke engang stå bagefter og sige: “Jeg sagde det jo”. Heller ikke selv om vi har lyst.

Børn har alle dage selv villet have fingrene i bolledejen. De vil selv mærke, opleve og finde deres egne sandheder, og det giver dem udfordringer undervejs, som de skal finde ud af at tackle.

Jeg tror, det er noget af det sværeste, vi som forældre står over for: Børn der vil alting SELV.

Det væsentlige for forældre til børn over 18 er nok at indse, at de er voksne, og at vi ikke længere har magt til at beslutte noget som helst i deres liv.

Men det betyder virkelig ikke, at vi ikke kan bruges til noget. Vi kan altid stå parat med et øre, en skulder eller et bidrag til huslejen, hvis vi har den mulighed.

Vi kan altid være det hjerte, de søger tilflugt i, når de bliver afvist, eller deres evner ikke strækker til det, de drømmer om.

Jeg tænker, du og din datter er meget tætte, siden du kender så mange og også intime detaljer om hendes kæresteforhold. Det er et rigtigt godt udgangspunkt, synes jeg.

Din datter virker åben og villig til at dele med dig, så du ved faktisk, hvordan hun har det, og hvad hun går igennem. Det er en gave.

Jeg tænker også, at den åbenhed er udtryk for, at hvis hun har brug for dig, så vil hun komme til dig.

Hun vil søge trøst og råd hos dig, i det hun ved, du er der for hende.

Det, du kan gøre er lige nu, er at undersøge, hvorfor lige præcis det med at få sat grænser er så vigtigt for dig? Hvor i dit liv fik du ikke selv sat de grænser, du skulle sætte, eller hvornår fik du ikke sat dem i tide?

Måske gennem en sådan undersøgelse vil du opdage, at du selv har stået i situationer, hvor du tillod noget at ske, som du i grunden skulle have sagt fra overfor.

Måske vil du så opdage, at du lærte noget, hver gang du ikke fik sagt fra. Det blev, som det blev, det er o.k., og du klarede dig, lærte og udviklede dig.

Selvfølgelig ikke uden sår på sjælen, for ingen kommer igennem uden sår på sjælen, men du er her endnu, og du har en skøn datter.

I har et godt og tæt forhold, og du har lært meget af de udfordringer, du har mødt i dit liv.

Hav tillid til, at din kloge, smukke datter også vil lære af de udfordringer, hun møder på sin vej.

Når hun får brug for en pause fra alle de udfordringer, så er du en sikker havn for hende, hun vil lægge til hos.

Og når det sker, står du selvfølgelig klar.

Med andre ord: der sker ikke nogen forandring for din datter, før hun er klar til den forandring.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.