Brev til Renée: Kvinden i mit liv har droppet al kontakt til mig

Kære Renée

Jeg er en mand på 48 år, der har mødt en dejlig kvinde på 39 år. Vi mødte hinanden på en datingside.

Jeg tog ned og besøgte hende på Langeland, hvorefter vi var sammen i to måneder hos hende. Efter de to måneder bad hun mig om at rejse hjem til Ballerup, fordi hun havde brug for en pause.

Vi græd begge to, da jeg tog toget hjem. Men det var nødvendigt for mig at rejse tilbage, da min lejlighed derhjemme også skal passes.

Efter en uges pause blev vi enige om at ses igen. Savnet var alt for stort, og jeg kunne slet ikke undvære hende. Det føltes som syv uger.

Da jeg kom til Langeland igen, gik der kun to dage, og så havde vi en større diskussion om forskellige ting. Hun var træt af, at vi altid skulle diskutere.

Jeg sagde, at det kunne vi jo bare lade være med. Nå, men hun smed mig ud efter vores diskussion – ovenikøbet i snestorm – og jeg tog hjem.

Vi har ikke set hinanden siden, og hun har ikke givet lyd fra sig. Jeg har skrevet til hende, at jeg savner hende meget. Ingen respons.

Hun sagde til mig efter den første måned, at hun elsker mig betingelsesløst, så jeg forstår intet. Jeg er rigtig ked af, at vi er gledet fra hinanden, fordi jeg elsker hende.

Nu er jeg hjemme i min egen lejlighed, og i morgen har hun fødselsdag. Hun sagde ellers, at hun gerne ville være sammen med mig og børnene på sin fødselsdag.

Jeg er forvirret og uforstående. Men det skræmmer mig mest, at jeg tror, hun ikke elsker mig alligevel.

Jeg mener ikke, at jeg har gjort noget forkert, men måske har jeg givet for meget af mig selv.

Jeg håber, at du kan give mig et godt råd med hensyn til, om jeg skal droppe hende eller være tålmodig med hende.

De kærligste hilsener fra

Simon

Kære Simon

Sådan som jeg forstår din historie, var det jeres første møde, den dag du tog af sted for at besøge hende.

Det, der dog virker mærkeligt på mig, er, at du blev der så længe.

Uanset om I var vilde med hinanden til at begynde med, og I begge ønskede, at du skulle blive lidt længere end en aften eller en weekend, er to måneder bare meget lang tid at blive hos en, man faktisk ikke kender.

Heller ikke selv om I blev øjeblikkeligt forelskede og havde fantastisk sex. Det er for hurtigt at tro, at man kan være sammen så længe.

Jeg tænker, at det måske er det, der har gjort, at hun nu ikke længere har lyst til at være sammen med dig?

Du skriver selv, at du måske har tendens til at give alt for meget af dig selv, og lige præcis det reflekteres i, at du bliver i to måneder på dit første besøg.

Jeg tænker faktisk, at hun måske kan have følt sig omklamret og også nervøs for, om du nogensinde ville tage hjem igen?

I havde jo ikke aftalt at flytte sammen, men at ses for at se, om I var noget for hinanden. Jeg tænker, at det, at du har mulighed for at blive hos hende i to måneder, uden at have andre forpligtelser, som at se venner og familie, eller et arbejde, du skal passe, kan være med til, at hun måske har følt et pres i jeres relation.

Hvis det altså er det, der er sket for hende, det ved jeg jo ikke. Et to-måneders ophold på første date ville få de fleste til at føle, at det var gået for vidt.

Det kan også være, hun havde det som dig. At de to måneder var helt o.k., og det var noget helt andet, der gjorde, at hun ikke længere har lyst til, I skal være sammen?

Under alle omstændigheder har hun i al fald nu meget tydeligt vist dig, at hun ikke er interesseret i at ses mere.

Det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeres kærlighedsforhold brændte meget stærkt, meget hurtigt, og så brændte det ud.

Den slags kærlighedsforhold forekommer, ligesom dem der er meget længe om at starte op.

Men det mindste hun kunne gøre, er selvfølgelig at være helt ærlig og fortælle dig, hvad der i hendes optik gik galt, så du ikke skal gå i ugevis og gruble og tænke over, hvad der skete, om du gjorde noget forkert, eller om der stadig er en chance for jer.

Det synes hun ikke at have gjort over for dig. Hun har sagt, at hun ikke orker jeres diskussioner.

Det er så også helt o.k., hvis det er den eneste grund til, at hun ikke har lyst til, at I skal være sammen. Men hun burde nok bare sige det til dig i stedet for at lade være med at svare dig.

Det forstår jeg godt, du oplever forvirring og måske tristhed over. Du har skrevet til hende, efter hun bad dig rejse fra hendes hus, og den besked har hun ikke svaret på.

Jeg tænker ikke, du skal gøre mere nu, for at være ærlig. Hun ved, du elsker hende, hun ved, du vil have hende, og at du er villig til at opgive hele dit eget liv for at være sammen med hende.

Hun har stadig ikke svaret dig, og det er helt sikkert et tegn på, at hun ikke ønsker videre kontakt med dig.

Det er selvfølgelig ulykkeligt for dig, når du stadig er så vild med hende, og den slags gør bare altid ondt.

Men jeg tror ikke, man skal blive ved at skrive til et menneske, der ikke svarer. Det vil være grænseoverskridende og påtrængende, og det skal du bestemt ikke være.

Jeg ved, at det må gøre ondt at høre, men der er intet, hun gør, der indikerer, hun har lyst til at fortsætte. Så hvor ondt det end gør, tænker jeg, du skal droppe hende.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.