Brev til Renée: Min mand og jeg bliver ved med at gå fra og vende tilbage til hinanden

Kære Renée

For snart seks år siden blev min mand og jeg skilt. Det var ikke, fordi vi ikke elskede hinanden.

I en kort periode havde vi min far boende, da han var døende. Min fars smerte gjorde noget ved min mand.

Min mand er tidligere udsendt soldat på Balkan. Efter min far døde, begyndte min mand at trække sig ind i sig selv.

Han virkede irritabel, men ønskede ikke at tale om det. Så trak han skilsmissekortet, og jeg flyttede sammen med vores børn i en lejlighed. Sidenhen har vi været sammen med andre.

Men vi kan ikke slippe hinanden helt, fordi vi stadig elsker hinanden. Vi forsøgte at finde sammen igen, men så fandt jeg ud af, at han havde haft et forhold til mig og en af sine kolleger på samme tid.

Det gjorde mig vred og ked af det. Han fik et forhold til hende, og jeg mødte en ny. Men vi fandt tilbage til hinanden og var vores respektive kærester utro.

Vi endte begge forholdet med de andre og har været sammen det seneste år. Men jeg føler mig holdt på afstand.

Ikke af ham, men han har ikke introduceret mig for sin familie igen. For nylig, da jeg var ude med min datter, skrev min tidligere kæreste, at hvis vi havde lyst, kunne vi droppe forbi til en kop kaffe.

Det gjorde vi.

Helt uskyldigt, min eks er også videre, og der er ingen følelser mellem os. Min eksmand fandt ud af det og blev så vred, at han nu har stoppet vores forhold.

Vi elsker hinanden, og han vil gerne have, at vi bliver gamle sammen.

Han siger, at han har brug for tid til at komme sig over kaffeaftalen. Men hvor længe skal man være væk fra hinanden?

Jeg tænker ikke, at afstand løser vores problem. Hvad skal jeg stille op? Skal jeg bare lade ham få den tid, han har brug for?

Kærlig hilsen

Den fortvivlede A

Kære fortvivlede A

Det er et langt forløb, du og din eksmand har haft i forhold til at elske hinanden og finde sammen igen.

Det synes lidt at være der, skoen trykker: At I ikke kan få valgt hinanden én gang for alle.

Jeg læser mest, at det er din eksmand, der tvivler, og mest ham, der er frem og tilbage. Det var i al fald din mand, der trak skilsmissekortet først, efter en lang periode hvor din syge og døende far boede hos jer.

Jeg læser det, du skriver, sådan, at han forlod dig, fordi din fars død påvirkede ham.

Det er slet ikke usandsynligt, at han pludselig følte, han måtte ud og væk og forsøge at leve livet mere intenst, uden en familie og alle de pligter, sådan en repræsenterer.

Det er helt okay at ville skilles, men der er noget forkert i at gå fra et menneske, der lige har mistet sin far, blot fordi det påvirkede en selv. Der tænker jeg, at man holder ud og er der for sin familie.

Men altså, han gik fra dig, og I finder ud af, at det er dig og børnene, der skal flytte ud. Det havde også her været et godt træk hos ham, hvis han var den, der flyttede.

Jeg ved ikke, om jeg er for hård ved din eksmand. Der kan sagtens være omstændigheder, jeg ikke kender.

Mange familier oplever at blive skilt. Det kan være enormt smertefuldt. Når man har børn sammen, bliver det meget vigtigt, hvordan man bliver skilt, og om man kan snakke ordentligt sammen bagefter.

Det virker, som om du og din mand har været rigtig gode til det. Jeg tænker dog, at børnene kan blive påvirkede af, at I er ind og ud af hinandens liv.

Hvis ikke der opstår svære følelser mellem dig og din eksmand, som kan komme i vejen for jeres samarbejde omkring børnene og den gode tone mellem jer, er det godt gået af jer.

Børnene kan få forhåbninger om, at far og mor finder sammen igen, som de så bliver skuffede over, når I så ikke er sammen.

Du spørger, hvad du skal gøre nu, fordi I endnu en gang er endt et sted, hvor din mand har trukket sig.

For mig at se gentager mønsteret sig: Din kæreste trækker sig væk fra dig og vil have tid til at komme sig.

Tidligere da din far døde, og nu med kaffeaftalen. Jeg synes, din eksmand har mange undskyldninger for at trække sig ud og væk fra dig.

Selv da I virkelig fandt sammen igen, og var sammen i halvandet år, holdt han dig på afstand.

Lige nu er jeres forhold så sat på pause, endnu en gang. I har været gift, I har børn sammen, hvis det skal være jer, hvorfor så ikke gå helhjertet ind i det?

Når det ser sådan her ud, bliver jeg mistænksom. Der dukker spørgsmål op i mig der handler om, hvorfor? Altså, hvorfor bliver du og børnene ikke en del af hans familie igen?

Hvorfor vil han kun ses til sex? Hvad afholder ham fra dig? Jeg tænker, at hvis han virkelig elskede dig, ville han ikke tøve, og I to ville være sammen nu, bo sammen og være en del af hinandens familier.

Jeg tror ikke, at afstand løser noget som helst i jeres ægteskab. Afstand kan godt løse noget i visse tilfælde, men I to har haft masser af afstand ad flere omgange.

Jeg tror, du skal sætte nogle grænser og stille nogle krav. Jeg ved ikke, om du selv oplever et behov for grænser og krav.

Du spørger, om jeg synes, du skal lade ham få tid. Jeg synes, at han har fået rigeligt. Det er tid til, at han forpligter sig og går ordentligt ind i jeres relation.

Du skal tage dig selv så alvorligt, at du gør det endeligt forbi med ham, hvis han kun ønsker sex fra dig. Så kan du komme videre med dit liv og ikke stå på standby efter det, der passer ham.

Kærlig hilsen

Renée